ANBEFALING. Da jeg i 2010 startede på et semielitært musikgymnasium i København, stødte jeg hurtigt på rygter om en altsaxofonist ud over det sædvanlige.
Han var yngre end os andre, men spillede længder bedre, lød det. Og da jeg nogle måneder senere hørte ham tonse hen over jazzstandarder med legende lethed, måtte jeg give rygtesmedene ret. Hvis der var nogen retfærdighed til, blev han stor, rigtig stor, sagde jeg til min ven. Og det gjorde han.
Hans navn er Oilly Wallace, og her små 14 år senere er den 28-årige saxofonkomet ikke kun fast inventar på landets jazzscener.
Har du været på festival i år, har du formentlig set ham levere nogle af sine signatursoli, der er garant for at få temperaturen til at stige og publikums puls til at slå lidt hårdere.
Over sommeren har Wallace turneret med Andreas Odbjerg, der er den seneste tilføjelse til rækken af saxofonistens popsamarbejder, som blandt andre også tæller Emma Sehested Høeg, Coco O., TopGunn og Benny Jamz.
Hos nogle af dem har han medvirket som gæst på enkelte numre, som den eftertragtede sessionmusiker han er, mens han hos blandt andre Odbjerg og Høeg har medvirket på adskillige numre og til koncerter, hvor saxofon og fløjte glider ubesværet ind og ud af melodierne, som var en blæsersolo en af de mest naturlige ingredienser på et radiohit.
Den danske jazz-pop-forbindelse
Wallace har været mere eller mindre fast inventar på den danske jazzscene, siden han som 14-årig begyndte at troppe op til jamsessions på det legendariske spillested La Fontaine.
Inden da havde han i en årrække spillet først tromme, dernæst saxofon i Tivoligarden. Allerede som 17-årig spillede han med nogle af landets bedste jazzmusikere, og han udgav to år senere sit første album.
Efter smutture til New York og Berlin, hvor han droppede ud fra det prestigiøse jazzinstitut på Universität der Künste, vendte han hjem til den københavnske musikscene, hvor han siden har slået sit navn eftertrykkeligt fast.
Selvom hans talent er i verdensklasse, er han tilsyneladende helt tilfreds med at spille musik i hjemmevante rammer. Nogle gange for 50 mennesker på snuskede jazzklubber, andre gange for 10.000 ved festivaler rundt omkring i landet.
Men hvor er det bare forfriskende at se, at en gudsbenådet instrumentalist, der har gået den slagne vej gennem tusindvis af timer med transskriptioner, skala- og rytmeøvelser og så videre, får lov at boltre sig på nogle af landets største scener, hvor hans spil ofte overtager rampelyset i længere passager.
I det hele taget ser man lige nu en generation af drevne jazzmusikere, der for alvor sætter deres præg på tidens populærmusik.
Mange af dem har slået pjalterne sammen i supergruppen Tabloid, som Wallace også er en del af:
Bandleder Johannes Wamberg, Wallaces mangeårige kompagnon, har spillet guitar for blandt andre Emma Sehested Høeg og Coco O., pianist Malthe Rostrup har spillet og skrevet for Jada siden dag et, bassist Jonathan Bremer har med Bremer/McCoy og et hav af andre konstellationer været uomgængelig de sidste mange år, og trommeslager Felix Ewert har givet den gas bag gryderne for alle fra Nik & Jay og Drew Sycamore til Emil Kruse.
I Tabloid spiller de dansabel retro-fusionsjazz, der emmer af 80’er-nostalgisk cool, som fastslår, at kløften mellem jazz og pop ikke er nær så stor, som de seneste mange år i dansk musik kunne lede en til at tro. Noget lignende ser man i en anden glimrende fusionsgruppe, OTOOTO – også med Wallace i front.
Den perfekte sommerplade
Flirten med grænselandet mellem pop og jazz nåede en foreløbig kulmination for Wallace sidste år, da han udgav sit første album som vokalist – det overlegent tilbagelænede ’Flowers of Your Youth’, der er den noget nær perfekte sommerplade med sin kombination af håndspillet bossa nova, synths og trommemaskine.
Armeret med velsmurte produktioner af Niels Bagge, bedre kendt som Vinnie Who, giver Wallace den både som saxofonist, sangskriver og med en fløjlsblød og skrøbelig Chet Baker-klingende vokal. Som trompet-ikonet Baker har han ikke en stor stemme, og man kan tydeligt høre, han er autodidakt, men det bidrager kun til den atmosfæriske chill.
Leder du stadig efter soundtracket, der skal på, når solen (forhåbentlig) snart kommer, er bossa nova-titelsangen og Chet Baker-coveret ’Arrivederci’ gode steder at starte. Og skal man dømme ud fra singlen ’In Your Mind’ fra i år, er der mere musik på vej fra Bagge og Wallaces hænder.
I en tid, hvor man skal se længe efter traditionelle instrumenter på landets store scener, er det virkelig en fornøjelse at se, at den håndspillede musik stadig har en plads og endda smitter positivt af på nogle af landets største artister.