Kim Gordons Roskilde Festival-koncert var hård kost – men det masochistiske publikum tog taknemmeligt imod

Kim Gordon har en mystisk, besættende aura, som er meget få musikere forundt.

Som hun stod på Avalon-scenen badet i koldt lys med sit lyse, tjavsede hår, sit kulsorte tøj og sine stive og kejtede, men sært stilfulde bevægelser, emmede rockikonet af den kompromisløse attitude, som har gjort den New York-scene, hun udspringer fra, så sagnomspunden og uendeligt fascinerende.

Det var denne kompromisløse attitude, der kom til udtryk, da Gordon valgte ikke blot at åbne, men også afslutte dagens koncert med den messende, industrielle trap-banger ’Bye Bye’. Og som kunne høres i hver eneste af de frenetiske, øresønderrivende guitarofringer, som hun gavmildt delte ud af.

Megen omtale af Gordons nye, mesterlige album ’The Collective’ har fokuseret på novelty-faktoren ved en 71-årig, hvid kvinde, der leger med trapbeats og hiphop-æstetik, men albummet er meget mere end en gimmick. Det er én af årets mest benhårde og kunstnerisk særegne udgivelser.

I et overfyldt Avalon fik vi ’The Collective’’ i sin fulde længde. Koncerten, hvor Gordon havde selskab af tre unge kvinder på henholdsvis guitar, trommer og bas, var en af de absolut mest larmende, jeg har hørt på årets festival, men også en af de mest vellydende.

Lydbilledet var præcist lige så fuldkommen smadret og sønderflået, som det skulle være, med Gordons herligt tonløse, apatiske vokal konstant tilsløret af bunker af forvrænget støj.

Et tidligt højdepunkt var den eksplosive ’I’m a Man’, der var fuldstændigt lige så storskrydende og propfyldt med alfaenergi, som titlen antyder.

Når man har hørt Gordons frådende repetition af sangens titel over guitarriffs, der nærmest lyder som om de hører hjemme i heavy metal, behøver man ikke Judith Butler til at fortælle én, at køn er performativt: Gordon gjorde det tydeligt for alle og enhver.

På samme måde var ’Psychedelic Orgasm’, hvor Gordon krydrede det kaotiske lydbillede med langstrakte, autotunede støn, en herligt skamløs dyrkelse af utilsløret seksualdrift, mens den punkede ’Dream Dollar’ lød som et soundtrack til, når kapitalismens en dag kollapser endeligt under vægten af grådighed og korruption.

Kim Gordon har noget på hjerte og hun lægger ikke fingre imellem.

Koncertens ultimative højdepunkt var, ganske overraskende for mig, sangen ’Cookie Butter’ fra Gordons forrige plade, ’No Home Record’.

En sang, som aldrig før har gjort noget særligt indtryk på mig, men som i dag gav mig gåsehud: Sangen begyndte som et urovækkende ørkenlandskab med en klapperslangeagtig shaker og hjemsøgende hyl fra en guitar trakteret med et spidst metalinstrument. Og endte som et inferno af feedback, der syntes at forsætte i det uendelige.

Det var hård kost, men masochistisk tog publikum taknemmeligt imod. Som én sagde til mig: »Hvis ikke Kim Gordon skal ødelægge min hørelse, hvem skal så?«