En dyb, brummende bas skælver så kraftigt, at det føles, som om hele instrumentationen er ved at falde fra hinanden.
I diskanten kan man diskret høre en monoton lyd, der mest af alt lyder som en slags alarm. Trappede rytmer varsler lige så stille, at noget virkelig intenst er på vej. Og ganske rigtigt: Et forvrænget, støjende riff går til angreb på dine øregange.
Hvilken rapper er det mon, der lige om lidt går amok? Er det Playboi Carti? Denzel Curry? Den metal-kuriøse Scarlxrd?
Det er ingen af dem. I stedet er det en kvindestemme, der begynder at gøre noget, der minder om at rappe. Pedanter vil sige, at det nærmere er spoken word, men hiphoppens indflydelse på leveringen er ikke til at tage fejl af.
Sangen hedder ‘Bye Bye’, og stemmen tilhører Kim Gordon, der har været et anerkendt navn i rockverdenen siden 80’erne som en del af støjrock-kollektivet Sonic Youth. Til juli gæster hun i en alder af 71 år Roskilde Festival, hvor hun optræder med 2024-albummet ‘The Collective’ i ryggen.
Og vi kunne faktisk sagtens have levet i en verden, hvor ‘Bye Bye’-beatet var endt hos netop Playboi Carti.
Kim Gordons producer, Justin Raisen, har tidligere lavet musik med hiphopstjerner som Kid Cudi, Drake, Lil Yachty og Teezo Touchdown, og sammen med sin bror Jeremiah arbejdede han på beats, han kunne sende til Carti. Brødreparret endte med at konkludere, at ‘Bye Bye’-beatet var »lidt for vildt til Playboi Carti« – og så sendte de det selvfølgelig til Gordon i stedet.
På overfladen kan det virke lidt underligt, at et beat tiltænkt Carti ender i hænderne på et rockkoryfæ som Kim Gordon. Men det giver faktisk fin mening, når man kigger på, hvilket unikum hun historisk har været.
En hiphop-interesseret støjrock-vovehals
Der er allerede skrevet talrige alenlange artikler om, hvor vigtige Sonic Youth var for rockmusik i deres samtid. Om hvordan deres guitarstøj redefinerede, hvordan rockmusik kunne lyde, og hvordan hele 90’ernes grungescene stadig står i gæld til bandet.
Deres nådesløse og abstrakte kompositioner var for fandenivoldske til mainstreamrocken, men modsat både de oprørske punkrockere og de artsy avantgardister var de erklærede fans af Madonna og Karen Carpenter. De lod sig aldrig styre af, hvad der var trendy eller populært – kun af hvad de selv syntes, der havde noget at byde på.
Derfor var de også relativt tidlige til at omfavne hiphoppen, og de gjorde det med en tydelig respekt og forståelse for genren. Det bedst kendte eksempel er ‘Kool Thing’, der byder på gæstevokaler fra Public Enemy-rapperen Chuck D. Ikke et decideret rapvers, men nogle få linjer hist og her.
‘Kool Thing’ går i dialog med Public Enemys projekt om sort frigørelse fra den hvide overmagt, og Kim Gordon satiriserer her sit eget begrænsede, hvide perspektiv, når hun spørger Chuck D »I just wanna know, what are you gonna do for me? / I mean, are you gonna liberate us girls / From male white corporate oppression?«.
Sangen er inspireret af, da Kim Gordon i 1989 interviewede rapstjernen LL Cool J. Til trods for ganske oprigtige forsøg fra Gordons side på at sætte sig ind i LL Cool J’s verdenssyn, ender det med en dybt akavet samtale, hvor det er tydeligt, at de to musikere bare ikke taler samme sprog.
Men der burde jo være en fælles intersektionel interesse i at tage kampen op mod både patriarkatet og den hvide overmagt, og ‘Kool Thing’ er derfor et humoristisk blik på, hvordan Gordon som hvid feminist kan ende med at jokke i spinaten i jagten på det, de to parter er fælles om.
Tre år senere medvirkede Sonic Youth på soundtracket til filmen ‘Judgment Night’, hvor samtlige tracks var samarbejder mellem rockgrupper og rappere. De slog sig sammen med weedrap-trioen Cypress Hill på nummeret ‘I Love You Mary Jane’.
Hvor mange ‘Judgment Night’-sange i dag står som dårligt ældede, unødigt hårdtpumpede kuriosa, er det tydeligt, at Sonic Youth gjorde en indsats for at sætte sig ind i både hiphop og Cypress Hills univers, inden de gik sammen om nummeret, der i dag er soundtrackets bedst streamende sang.
Og Kim Gordons hiphopfascination er ikke blevet mindre med årene. Hun fortalte blandt andet i 2020 om sin kærlighed til navne som Nas og Vince Staples.
Gordon giver hiphoppen igen
Kim Gordon har altid været nysgerrig på feltet, hvor støjrock og hiphop mødes, så det er egentlig ikke underligt, at hun nu er lykkedes med at lave en hiphopplade. Især fordi hiphop i stigende grad har kigget mod Gordon.
I 2010’erne kom der fart på en bølge af hiphopkunstnere, der syntes at skele til Sonic Youths støjrock. Navne som Death Grips, Jpegmafia, Injury Reserve og Backxwash udgjorde en hel støjrap-revolution, og rapnavne som Clipping., Lil Peep og Tyler, The Creator har i nyere tid samplet Sonic Youth.
Så Kim Gordons valg om at lave et helt hiphop-album så sent i karrieren giver perfekt mening – og ‘The Collective’ har også en masse beslægtet industrial-klingende hiphop, den tager udgangspunkt i.
Justin Raisen, der er producer på pladen, har tidligere assisteret i den omvendte manøvre. Da Lil Yachty begik 2023-albummet ‘Let’s Start Here’, var Raisen med til at sikre, at det blev en af de få gange, hvor en rapper rent faktisk havde held med at lave et rockalbum. Så ganske oplagt er han også med, når en rockmusiker for én gangs skyld laver et godt hiphopalbum.
‘The Collective’ er et beskidt og ubekvemt album, hvor Gordon bruger hiphopinstrumentationens slagkraft til at servere angstprovokerende mavepustere.
Tekstuniverset tager i bedste hiphopånd pulsen på samfundet. ‘I’m a Man’ er et portræt toksisk maskulinitet fortalt fra den toksiske mands perspektiv, og ‘Dream Dollar’ er et messende billede af kapitalismens mekanikker – orkestreret med så brutal en industrial-lyd, at billeder af fabrikssamlebånd øjeblikkeligt dukker op på nethinden.
Den samme tematik dukker op på ‘Trophies’, der starter som en simpel fortælling om en person, der er stolt af sine bowlingtrofæer, før denne person automatiserer hele sin bowlingpraksis i jagten på uendelig trofæ-vækst. Man kan næppe lave en bedre allegori over, hvordan kapitalismen kan fordærve uskyldige hobbyer.
Hun er stadig lige så vital og har lige så meget på hjerte som mange helt unge støjrappere. Og så har hun – at dømme efter de mange videoklip, jeg har kunnet finde – også stadig styr på sit livestof.
På Roskilde Festival kan man i år opleve 21 Savage, Doja Cat, Ice Spice, Noname, Scarlxrd, Sexyy Red, Cakes Da Killa, Estee Nack og Young Nudy. Men årets hiphopnavn er for mig denne 71-årige hvide kvinde, der kommer fra et rockband.