‘F-1 Trillion’: Har Post Malone ikke altid været en guitarklimprende, ølbællende country-bro inderst inde?
Nogle vil nok sige, at Post Malones nye album ‘F-1 Trillion’ virker som et abrupt kostumeskift for texaneren, der allerede har en lang karriere bag sig. Hvorfor skal rapstjernen lave country nu?
Men her er et hot take: Post Malone har i virkeligheden altid været en countrydude, der har cosplayet at være hiphopper.
Han har gjort det med hits som ‘Psycho’, ‘Congratulations’ og selvfølgelig det virale gennembrudshit ‘White Iverson’. Han har levet sig ind i rollen med ansigtstatoveringer og cornrows, hvilket i starten af karrieren fik begreber som culture vulture og kultural appropriation til at hænge uløseligt sammen med hans navn.
Men altså. Hans andet album hed ‘Beerbongs & Bentleys’, tredje album havde en Ozzy Osbourne-feature og et af hans største hit hedder ‘Rockstar’. Har Post Malone ikke altid været en guitarklimprende, ølbællende bro, der snublede sig gennem en karriere i hiphoppens mainstream?
I hvert fald lyder han på ‘F-1 Trillion’ som en mand, der endelig har fundet hjem.
Der er ingen 808-trommer eller overdreven auto-tune. Alle sangene er bygget over guitarriffs og klassiske country-akkorder, og rummer flere steder endda slide-guitar, banjo og violin. Lyden er ikke poleret og elektronisk, men i stedet håndspillet og ligefrem.
Og country-genren har taget imod ham med åbne arme. Nashville-stjernerne vælter ind og ud af passagersædet, unge som gamle, i en sådan grad at Post Malone kan føles som en birolle på sit eget album.
Men måske er det fordi Post Malone godt ved, at han er en outsider, at han allierer sig med genrens etablerede navne. Og når man kan få folk som Luke Combs, Tim McGraw, Blake Shelton, Morgan Wallen og selveste Dolly Parton til at lægge et vers, så siger man ikke nej.
‘F-1 Trillion’ er et stort halbal for hele country-genren, og de fleste optrædener er vellykkede, fra Brad Paisleys bløde bariton på ‘Goes Without Saying’ til Lainey Wilsons feature på den ømme ‘Nosedive’.
Det er heller ikke fordi Post ikke kan selv: ‘Yours’, der lukker albummet, er en nærværende ballade, og Post Malones stemme er rå og autentisk (et begreb der vægter højt i country-genren). Bonusnumrene fra ‘F-1 Trillion (Long Bed)’ er helt uden gæster. Desuden har Post Malone også en sans for melodier, der altid har stået frem, selv i de mest omtågede rapnumre.
Der er steder, der falder igennem. Den blues-tunge ‘Finer Things’ og den cowboybestøvlede ‘M-E-X-I-C-O’, der går all in på banjo og fiddle, bliver en kende lallede. Her føles Post Malone som en turist i genren, en faldgrube han ellers undgår på størstedelen af albummet.
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt at Post Malone skifter spor nu. Country-genren rider på en bølge, og lige nu er tidspunktet at hoppe ombord. Men numre som den veldrejede ‘Guy For That’ eller storhittet ‘I Had Some Help’, der gæstes af Morgan Wallen, genrens store stjerne lige nu, viser, at countryen er et sted, Post Malone sagtens kan søge hen.
For han passer bare ind i de ærlige country-fortælinger om biler, øl og kærlighed.
»Forty hours got me goin’ out my mind / Dallas dropped another game in overtime / Caught a ticket speedin’ down the 65 / Don’t know where I’m goin’«, lyder det på den herligt uprætentiøse ‘Pour Me a Drink’, og man ser det lige for sig: En lettere snusket og ubarberet Post Malone i sin pickup på vej til den lokale bar med vinduet nede og aftensolen i øjnene.
Det er en tur, man gerne vil med på.
Kort sagt:
‘F-1 Trillion’ er et rendyrket country-album, spækket med genrens største stjerner. Der er ingen rap eller hiphop-trommer, men de direkte og guitarbårne sange fungerer upåklageligt. Post Malone lyder som en mand, der endelig har fundet hjem.