ANBEFALING. Kan noget på én gang lyde friskt og som noget, man har hørt tusind gange før? Når det kommer til det hypede amerikanske rockband Wishy, er svaret et rungende ja!
Bandet fra Indianapolis skriver den slags sange, der giver en lyst til at smide alle hæmninger og bare leve i musikken. De minder dig om, hvor medrivende og sjovt rockmusik kan være. En følelse, der virker til at være en af grundstenene i Wishys musikalske univers.
Bandet blev nemlig født, efter at Kevin Krauter havde en åbenbaring foran fjernsynet.
Efter at have tilbragt 10 år både som bassist i indiepop-gruppen Hoops og med et par fine soloalbums i sit eget navn i bagagen, kunne Krauter mærke, at der manglede noget i hans musikalske virke. Noget vildskab og noget utæmmet musikalsk energi.
Og det var så her, at Kevin Krauter så nogle musikvideoerne fra 00’ernes alternative rock og poppunk, hvilket vakte noget i ham.
»Jeg ville gerne være med i sådan et band. Jeg ville gerne bare kunne rocke ud og spille sjove shows igen«, som Krauter for nylig har udtalt i et interview med NME.
I barndomsvennen Nina Pitchkites, som han har kendt siden high school, fandt han den perfekte partner til at føje sit eget twist til den lyd og kombinere den med en fælles kærlighed til stærke melodiske hooks.
Sammen har de på Wishys debutalbum, ‘Triple Seven’, ramt en slags eviggyldig rocklyd, der stjæler med arme og ben fra deres musikalske forbilleder og kanaliserer det i sange, som man allerede ved første lyt føler, at man har kendt og elsket i en evighed.
Intet er off-limits
Da jeg først blev opmærksom på Wishy, var det egentlig som et af de mest hypede navne i den shoegaze-revival, der har piblet frem i den musikalske undergrund – og på TikTok – de senere år, men at smide bandet ind i en sådan kasse ville være at undersælge dem.
For selvom en sang som ‘Little While’ umiskendeligt trækker på lyden af Slowdive i deres storhedstid, så viser de på debutalbummets 40 minutter en musikalsk værktøjskasse, der er bredere end bare shoegaze, og ikke mindst en udadvendt livsglæde, der ikke normalt ville passe ind i shoegazens ofte indadvendte og drømmende univers.
I stedet serverer Wishy et musikalsk eventyr, hvor start-90’ernes shoegaze står skulder ved skulder med de tidlige 00’eres poppunk og den radiovenlige alternative poprock fra sidste halvdel af 90’erne. Alt sammen krydret med et lille drys midwest-emo og masser af twee.
Alle sammen genrer, der i større eller mindre grad – præcis som shoegaze-genren – har fået lidt af en revival de senere år. Lige fra mainstream popstjerner som Olivia Rodrigo, der introducerede 00’ernes poppunk for en ny generation, til indienavne som Soccer Mommy og Beabadoobee, der har taget elementer fra 90’ernes alternative radiorock-heltinder som Sheryl Crow og Alanis Morrisette.
Ligesom de førnævnte kunstnere lader Wishy sig ikke begrænse af noget så gammeldags som genremæssig gatekeeping eller idéen om, hvad der er cool eller god smag.
Tag bare albummets første single, ‘Love On The Outside’, der havde passet perfekt ind på soundtracket til en af årtusindeskiftets mange ungdomskomedier fra forstads-USA midt mellem Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’ og Wheatus’ ‘Teenage Dirtbag’. Ikke ligefrem referencepunkter, der oser af indie-coolness.
Ingen inspirationskilder er off-limits i de to frontpersoner Kevin Krauter og Nina Pitchkites sangskrivning, og derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, når Krauter i interviews namedropper så forskellige kunstnere som My Bloody Valentine og Good Charlotte.
Noget som bandets ene frontmand Kevin Krauter også selv har reflekteret over i et interview med musikbloggen First Revival:
»Tidligere ville jeg have tænkt ’det her er ikke cool’. Men jeg tror, at mødet mellem Ninas og min personlighed har gjort det muligt for os bare at sige ’fuck det, det her er sjovt’. Så hvorfor bekymre sig om, hvorvidt det er cool eller ej?«
Et guitarband i jagten på det perfekte hook
Et sted, hvor Wishy adskiller sig fra mange af deres kollegaer, er dog, at de med en besætning af bas, trommer og hele tre guitarer er et vaskeægte guitarband i en musikverden, der for tiden ellers kan føles domineret af solokunstnere og enmandsprojekter.
Det kan mærkes i Wishys musik, hvor især samspillet mellem Krauter og Pitchkites to distinkte stemmer som både sangere og sangskrivere, giver debutalbummet dets helt egen dynamik, hvor Krauter ofte agerer den mere ligefremme og punkede stemme, mens Pitchkites udgør et mere delikat, eftertænksom og drømmende alternativ.
En dynamik, der står klart allerede fra debutalbummets one-two-punch af en start, hvor Krauters fræser af en poppunk-sang ‘Sick Sweet’ følges op af Pitchkites sødmefulde og fuzzy poprocker ‘Triple Seven’.
Dynamikken går som en rød tråd gennem hele albummet i en evig jagt på det perfekte pop-hook. For som Kevin Krauter har udtalt til NME:
»Mange musiksnobber har en masse at sige om bands, der bare skriver hooks – at det er for forudsigeligt eller sådan noget. Men jeg er ligeglad. Jeg vil høre et godt hook. Så simpelt er det«.
Wishys jagt på hooks er lige så skamløs som deres tyverier i musikhistorien, men man tilgiver det. For hvad gør det, at der stjæles med arme og ben, når tyvegodset sættes sammen med så meget kærlighed til rockmusikkens evne til at give lytteren tre-fire minutters støjende lyksalighed?
‘Triple Seven’ er ude nu.