Selv de mest stoiske danskere sænkede paraderne, da Lankum triumferede i Vega
Det irske folkemusikorkester Lankum har med deres seneste album, det storslåede ‘False Lankum’, gået en veritabel sejrsgang i musikmedier verden over, og lørdag aften kickstartede de en mindre europaturné med gennemspilninger af netop denne plade.
Der var altså ikke tvivl om sætlisten til aftenens koncert. Til gengæld var der andre ting, der var oppe i luften, og som måtte improviseres. For helt i starten satte al multiinstrumentalist Ian Lynch’ elektroniske gear ud, og trods ihærdig hiven og flåen i diverse kabler fik lydpersonalet ikke hul igennem igen, og han måtte beklage, at der altså ikke ville være samples, båndloops og den slags til aftenens koncert.
Men det gjorde faktisk ikke så meget, for man savnede ikke nødvendigvis det ekstra lag af gloom and doom, som de element tilfører lydbilledet. Måske er der nok af den slags i de langsommeligt opbyggede, dronede arrangementer og i tekstuniverset, der ofte omhandler død og ulykke.
Som på første sang fra ‘False Lankum’, der også var koncetens første, ‘Go Dig My Grave’, en traditionel ballade om ulykkelig kærlighed og en ung kvindes selvmord. Sanger og harmonium-mester Radie Peat sang den med så meget indlevelse, at hårene rejste sig i nakken: »Tell this world / That I died for love«. Den gik lige i hjertekulen.
Uden det ekstra lag fra Lynchs samples føltes koncerten endnu mere intim, og de mange (mange!) instrumenter kom bedre til udtryk. Jeg tog mig selv i at ønske mig, at det var endnu mere nedstrippet. For hvordan ville det lyde, hvis sessiontrommeslager John Dermody, som har et ret neofolket setup med tre gulvtammer, i stedet spillede på den traditionelle irske bodhrán?
Lankum præsenterede de dystre sange med enorm overbevisning. Man skulle ikke mere end et par sekunder ind i sangene, før man blev suget helt ind i det univers, der udspiller sig i dem. Og lige så hurtigt som man blev revet med, blev man spyttet ud og tilbage til virkeligheden.
Her ventede de samme mennesker, der lige havde henført os til The Emerald Isles mytiske marsker, med en Guinness på dåse og en kvik charmerende kommentar, der pillede hele det store, episke musikalske stillads ned. Der var simpelthen intet forstillet eller prætentiøst over koncerten.
Bandmedlemmerne, navnligt brødrene Daragh og Ian Lynch, har rødder i Dublins punkmiljø og lod ikke til at være synderligt skræmte af at spille i Vega. De har en helt naturlig evne til at afvæbne et stort, magtfuldt spillested, og det hjalp på følelsen af nærhed, at koncerten ikke var udsolgt.
Der var naturligvis en del herboende irere til stede i salen. Den store forskel på de irske og danske publikummers koncertkulturer kom klarest til udtryk, når danskerne indigneret tyssede på de begejstrede irere. Men selv de mest stoiske danskere sænkede hurtigt paraderne, for bandet selv skortede ikke på sjove bemærkninger. Tiltrængte pusterum, for musikken er guddødemig tung og alvorlig. Sådan er det jo ofte med irsk folkemusik.
Og folkemusik fik vi. Fra det sirligt tilbageholdende til det balstyrisk frembrusende. Bandets fiddler, Cormac Mac Diarmada, spillede som John Sheahans uhyggelige spøgelsesfætter. Især på den nærmest shanty-agtige ‘Master Crowley’s’ hvinede og fræsede han igennem som bare fanden. På ‘New York Trader’ agerede Radie Peat og Daragh Lynch menneskelige tågehorn.
Rundt omkring i publikum løftedes knyttede næver sig sporadisk, og tårer fik frit løb, da Ian Lynch med to udvalgte vers fra den 16 vers lange komposition ‘Rocks of Palestine’, som blev klemt ind i ‘False Lankum’-maratonet, cementerede, at folkemusik er protestmusik, og at de irske og palæstinensiske frihedskampe er to alen af ét stykke. Ingen er frie, før alle er frie.
Ekstranumrene blev gravet frem fra de lidt dybere lommer i diskografien. Blandt andet ‘The Wild Rover’ i versioneringen fra ‘The Live Long Day’. Det var en utroligt bevægende oplevelse, og så langt man kan komme fra den mere populære Dubliners-udgave af fortællingen om op- og nedture i livet på landevejen. Ingen »no, nay, never«-fællessang og klap her.
Jeg tror, Lankum er det helt rigtige band til at have tekniske udfordringer.
Kort sagt:
Folkemusikorkestret Lankum dragede publikum langt ind i de irske traditioner, og momentvist glemte man nærmest, at man var til koncert i Vega. Der nærmest ikke en finger at sætte på fremførelsen af storværket ‘False Lankum’, og de tekniske problemer fik bare bandet endnu mere i øjenhøjde.