»Can you feel my heart beat?«
Nick Cave er trådt ned til sin tilbedende skare. Bandet the Bad Seeds skruer helt ned for intensiteten. Rockapostlen og hans følge skal dele et intimt øjeblik sammen.
Skjorten er knappet halvvejs ned, og de forreste i publikum rækker ud efter det blottede bryst. Dér står han, den mytiske afgud, inkarneret i kød og blod med et hjerte, der banker for den menighed, som er samlet omkring ham.
Scenen er fra en koncert, som blev optaget til den kraftigt selviscenesættende film ’20.000 Days on Earth’ fra 2014.
Manden, der farver sit halvlange slikhår sort hver dag, lægger ikke skjul på, at han er besat af sit eget image: »Jeg er nødt til at være en rockgud«, siger han på et tidspunkt i filmen.
Ligesom den gammeltestamentlige gud, der skabte jorden i en arbejdsrus på seks dage, skildrer dokumentaren en mand, der er så opslugt af at skrive sange, at han ikke formår at holde hviledagen i hu. Pizza og fjernsyn er, hvad samværet med tvillingsønnerne kan strække sig til.
I dag lyder Nick Cave heller ikke som én, der snart skal på pension, selvom han er fyldt 67 år. Det bombastiske album ’Wild God’, der udkom i august, vidner tværtimod om, at han er i fuld gang med en ny guldalder.
I weekenden spiller han to koncerter i Royal Arena, fordi den første blev udsolgt. Han er større end nogensinde.
Men det er faktisk en tragedie, der har gjort rockguden menneskelig og sårbar – og som har været drivkraften bag hans igangværende successtime.
Et ægte menneske i musikken
Der er mange, som har spået Nick Cave til at være den sidste store alt-rockdinosaur efter at navne som Lou Reed, David Bowie og Leonard Cohen er gået bort.
Arten er ved at uddø i en tid, hvor pop er blevet alvor. Dyrkelsen af det intellektuelle og litterære har ikke længere den samme fascinationskraft, lyder forklaringen. Nu vil vi komme tættere på vores idoler.
Det er netop her, Caves tragedie kommer ind i billedet. I 2015 døde den ene af hans sønner, Arthur, efter et fald fra en klippe. Han havde taget LSD for første gang.
Der var der kun én ting, som kunne lindre sorgen for Nick Cave: Arbejde. Tre dage efter dødsfaldet var han i studiet igen for at færdiggøre albummet ’Skeleton Tree’, der udkom i 2016. Mange af teksterne blev skrevet om, sorgen skulle konfronteres i musikken.
»You fell from the sky / Crash landed in a field / Near the river Adur«, lyder det uhyggeligt nøgternt som det allerførste på pladen.
De barske realiteter havde banet sig vej ind i det hermetisk lukkede rum, sangskrivningen var for Cave.
Den smerte, som han bearbejdede i musikken, blev også en håndsrækning mod publikum. Det var ikke længere en helgen men et ægte menneske, man kunne høre i musikken.
Rockstjerne og åndelig vejleder
Sorgen blev en særlig kontaktflade mellem ham og hans fans. Alle kunne se, hvor voldsomt det måtte være at gennemleve en forælders værste mareridt.
I 2018 oprettede Nick Cave The Red Hand Files – en hjemmeside, hvor han den dag i dag stadig svarer på spørgsmål fra fans hver måned. Året efter tog han på turné med ’Conversations with Nick Cave’, som var samtalekoncerter med karakter af kollektiv sorgterapi.
Han står i mere direkte kontakt med sine fans end nogen anden af rockens store skikkelser. Det er måske forklaringen på, hvorfor han som rockikon stadig ikke føles udateret: Den form for relaterbarhed, man kender fra poppen, har han ført ind i sin egen selviscenesættelse som rockgud.
Det fascinerende ved Nick Cave er netop, at han midt i al den menneskelige og relaterbare sorg fortsat er omgærdet af mystik.
Det er, som om han har set en højere mening med det hele, man som almindelige dødelig ikke har adgang til. På ’Wild God’ lyder det nærmest, som om han faciliterer en rockgudstjeneste.
Jeg tror, mange fans lytter til ham, fordi de leder efter et svar på de helt store spørgsmål om livet og døden. Han er ikke bare en rockstjerne, han er en åndelig vejleder.
Det er denne unikke sammensætning af det medmenneskelige og det overmenneskelige, der karakteriserer Nick Cave, og som har skabt en særlig fankultur omkring ham. En fankultur, der nærmest ligner en sekt, når man ser den udefra.
Måske er det forklaringen på hans popularitet: Han formår at række ud mod sine fans og stadigvæk virke udødelig.
Nick Cave and the Bad Seeds spiller i Royal Arena den 5. og 6. oktober.