’Vågen igen’: Der findes ikke en bedre kur mod FOMO end Mona Moronis debutalbum
Først var jeg skeptisk: Er Mona Moronis debutalbum virkelig dét, verden har brug for lige nu? Nostalgisk drømmepop, nemt og bekvemt. Som skabt til den kolde årstid og spilaftener med vennerne, hvor de vamsede analoge synthesizere kan beklæde rummet med en hjemlig, varm tryghed.
Ved første møde kan albummet virke som en ufarlig og playliste-parat omgang stemningsmusik. Det er det for så vidt også. Men efter noget tid med albummet i ørerne er jeg i højere grad begyndt at forstå det behov, bandet på eksemplarisk vis formår at tilfredsstille. Afkoblingen, inaktiviteten, selvplejen, restitutionen.
Hør ti sekunder af Sofia Stocks milde vokal og mærk skuldrene sænke sig. Det er nærmest en moderlig omsorg, der kommer fra hendes underspillede røst, som i høj grad minder mig om Alberte Winding. Det er musik, man kan putte sig i eller trøste sig med, når livet går for hurtigt.
Mona Moroni er følelsen af at vælge byturen fra og blive hjemme med strikketøjet. Og debutalbummet skal have ros for aldrig at vige fra sin lindrende tilflugt. Uden at undskylde griber bandet mod musikalske referencer fra 80’erne og bygger den hjemlige atmosfære op omkring nostalgien.
»Slukker lyset og mærker / Din krop, der finder hjem«, lyder det på åbneren ’Hun venter derude’, som indledningsvist lægger det musikalske morfindrop, der dulmer lytteren mod overstimulering. En lysdæmpet low arousel, der inviterer til at mærke efter, hvordan kroppen egentlig har det. Sammen med det vuggende beat bringer de duvende elektroniske flader en vægtløshed til musikken som det karbad, du har trængt til hele ugen og endelig giver til dig selv.
Der findes nok ikke en bedre kur mod FOMO end Mona Moronis debutalbum. Men ’Vågen igen’, som albummet hedder, minder også om, at det ofte er, når verden står stille, at følelserne overvælder os.
»Har du glemt, hvor ondt det gør?« lyder det i et gribende inderligt omkvæd på højdepunktet ’Stemmer fra fjernsynet’. Man slår sig på den verden, der er derude. Pludselig kan den beskyttende isolation, hjemmet tilbyder, forandre sig til en rungende ensomhed. Det er den vekselvirkning mellem tryghed og melankoli, som Mona Moroni eminent orkestrerer.
I sidste ende er det bandets fornemmelse for gode melodier, der gør pladen et besøg værd. Ofte undviger sangene typiske vers-omkvæd-former. Eksempelvis på ’Forfra’, hvor omkvædet aldrig rigtig fasttømrer sig, men folder sig ud i nye ørehængende fraser. Så selvom albummet først kan virke anonymt, er der altså masser af subtile detaljer at gå opdagelse i.
Til sidst på ’Ud hvor du ikke kan nå’ får vi Mona Moroni skåret helt ind til benet. Her er nærmest kun den omfavnende synth og Stocks modne vokal. »Så når mine tanker strækker sig / Ud hvor du ikke kan nå / Sætter jeg bånd på repeat / Der sir’, at det nok skal gå«, synger hun med en selvomsorg så rørende, at man som lytter er lidt mere smertestillet mod den mørke vinter.
Kort sagt:
Mona Moronis debutalbum er et dulmende musikalsk morfindrop, der med sin drømmepoppede 80’er-vibe inviterer kroppen til at mærke efter, hvordan den egentlig har det. Som en vaccine mod overstimulering veksler albummet på fornem vis mellem nostalgisk tryghed og længselsfuld melankoli.