Premiere: Hypen omkring Bukuru var ikke uden grund – hør debutsinglen ‘Tandlæge’

Premiere: Hypen omkring Bukuru var ikke uden grund – hør debutsinglen ‘Tandlæge’
Bukuru. (Foto: PR)

Selv før han overhovedet havde udgivet en eneste sang, var hypen så småt begyndt at rumstere omkring danske Bukuru.

Et par spændende, trailer-agtige YouTube-videoer – hvor Bukuru blandt andet synger i en kirke, på en mark og på en lille, hvid bro – vækkede appetitten efter en mere officiel debutudgivelse. Og da kollegaen Mas til koncerter i både Aarhus og København inviterede Bukuru med på scenen, var der tale om et co-sign, der ville noget.

Debutsinglen ’Tandlæge’, som Soundvenue i dag har premiere på, viser, at hypen ikke var uden grund.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Tandlæge’ byder på følsom, Frank Ocean-inspireret neosoul med en melodisk elguitar, der flyder som akvarel i en sø af rumklang, og en både inderlig og kraftfuld vokal, som vidner om, at Bukuru er vokset op i et kristent hjem og har brugt ikke så lidt tid på at synge i kirken.

Teksten er et knugende trist – og okay, også lidt sjovt – vidnesbyrd om følelser af hjertesorg og længsel, der er så overvældende og uhåndterbare, at man ikke kan dy sig for at dele det med bogstaveligt talt alle. Ja, selv tandlægen.

»Min tandlæge sagde, jeg skulle åbne op / Jeg fortalte hende om dig«, begynder det ret så storslåede omkvæd, der er mere end almindeligt velegnet til at skråle med på næste gang, man finder sig selv med lidt for meget alkohol i blodet, lidt for mange tårer i øjnene og lidt for detaljerede minder om the one that got away for sit indre blik.

Bukuru. (Foto: PR)

»Sangen handler om en person, jeg mødte til en fødselsdagsfest«, fortæller Bukuru i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Den her person kommer fra København, og det var det, vi ligesom brugte det meste af tiden på at snakke om. Nogle måneder efter kunne jeg ikke få personen ud af hovedet, da jeg var meget fascineret af personen og af samtalen, hvor emnet ikke var særlig interessant, men alligevel kunne vi snakke i timevis. Det valgte jeg at skrive en sang om«.

Med ’Tandlæge’ indleder Bukuru et 2025, hvor han blandt andet lover, at en lang række liveoptrædener er i støbeskeen.

’Tandlæge’ udkommer officielt i morgen fredag den 31. januar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af