Emma Sehested Høeg blev omsluttet af en kæmpemæssig puppe i DR Koncerthuset
De fleste af denne premiereaftens hovedpersoner havde jeg gættet på i forvejen. Det kom ikke som en overraskelse, at Emma Sehested Høeg var flankeret af band og tre korsangerinder. Det overraskede mig dog, at en kæmpemæssig puppe i velour også skulle spille en større rolle i aftenens show.
Puppen hang som en kunstinstallation ned fra loftet og gav hele sceneshowet et pust af dekadent surrealisme. En nervøs hovedperson indledte koncerten med pluk fra debutalbummet ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’. Koncerten greb alligevel hurtigt fat i publikum, da hun nåede til en smuk orgelbaseret version af den dansksprogede ’Månebørn’ – dedikeret til alle, der havde menstruation denne aften. Selv for os tilskuere uden cyklus var sangen smukt leveret, og den gav en af flere demonstrationer på, hvilket stærkt vokalregister Emma Sehested Høeg faktisk besidder.
Spørgsmål: Hvorfor skrev jeg premiereaften om koncerten? Svar: Sådan omtalte Emma Sehested Høeg selv sin næsten udsolgte siddende koncert i DR Koncerthuset. Derudover føles det også som en korrekt betegnelse.
Anerkendelse inden for film, teater og tv er ikke nok for denne uhørt talentfulde kvinde. Vi kender hende som underkuet tredjeklarinettist (’Orkestreret’), irriterende bedsteveninde (’29’) og temperamentsfuld og humørsyg kæreste (’Skyld’).
Når hun giver den som et miks af Madonna, Liza Minelli, Jenny Wilson, Donna Summer og nordisk balladesangerinde kan man godt her og der føle, at alt det her med popmusikken blot er endnu en rolle, som hun pinedød vil mestre. Især når der var passager af koncerten på premiereaftenen, hvor indstuderede replikker, revy-agtige strejf og tungen i kinden-udvekslinger mellem bandmedlemmerne gjorde, at teaterkoncerten spøgte i kulissen.
Hvad skulle puppen mon? Det sad jeg og spurgte mig selv, mens jeg tænkte på, at den også kunne ligne en kæmpes brusebad-forhæng. Men så kom øjeblikket, man både havde ventet på og frygtet en smule.
På et tidspunkt, under ’Øjeblik’, sænkede puppen sig ned over Emma Sehested Høeg, til hun var helt omsluttet. Hun kom heldigvis ud af den igen. På det tidspunkt gik der disco-fest i koncerten, og vi fik en veloplagt ’Mirror Dance’ fra Emma Sehested Høeg og korsangerinder, der alle havde skiftet til pailletkjoler.
Festen fik måske ikke overvældende fat ude blandt publikumsrækkerne, vi sad jo lydigt bænket op, men Emma Sehested Høeg var tydeligt elsket af alle i salen, og hun var i stand til øjeblikkeligt at afbryde en forkert timet applaus fra publikum blot ved at hæve sin arm i vejret.
Emma Sehested Høeg selv var ikke det eneste talentfulde menneske på scenen. Den smukke klaverballade ’My Mind’ blev endnu flottere akkompagneret af fornem jazzguitar. Afslutningsnummeret ’Balance With You’ kom med en virtuos saxofon-solo, der kunne få selv en sax-skeptiker som undertegnede til at måbe i begejstring. Derudover er det heldigvis nemt at gøre det brasiliansk klingende Andreas Odbjerg-samarbejde ’Svært at være fantastisk’ til sit eget, da han jo i forvejen er nærmest fraværende i originalen. Tak for den også.
Ikke alle hendes sange er lige gode. Især nogle af de engelsksprogede er nogle gange i fare for at blive lidt anonyme i al deres cinematiske lækkerhed. Men når vi får serveret et pletskud som ’Aldrig helt nok’ (omplantet fra teaterforestillingen ’Lolita for altid’), er det umuligt ikke at dreje kroppen, selv til en siddende koncert.
Kort sagt:
En aften med Emma Sehested Høeg har her og der uvelkomne elementer af teaterkoncert, men hendes stærkeste sange kan få pulsen til at dunke – selv til en koncert, hvor disco-festen er svær at få ud til et siddende publikum.