KOMMENTAR. Indtil for nylig var podcasten ’Splittet til atomer’ noget af den mest ambitiøse musikformidling, DR har været afsender af i umindelige tider.
Med smittende nysgerrighed og en imponerende evne til at gøre abstrakte, kunstneriske overvejelser og nørdede teknikaliteter fuldkommen håndgribelige undersøgte radiovært Sara Sadiq Frost og lyddesigner Nina Liv Bendstrup en lang række af danske sange – både elskede klassikere, aktuelle hits og mere obskure perler – mens dansk musiks største stjerner lukkede dem helt ind i laboratoriet.
Det var uendeligt fascinerende at følge med, da Frost og Bendstrup sammen med Mø dissekede ’Pilgrim’ ét produktionslag ad gangen, indtil vi var tilbage ved hendes allerførste skitse, hvor sangen på én gang var fuldkommen intakt og alligevel noget helt andet.
Eller da de sammen med Sivas endevendte hvert et beat, synth-lyd og autotunet vokalspor i ’D.A.U.D.A’ – og undervejs reflekterede over sangens betydning for en hel generation af danske kunstnere samt forklarede, hvad trap-musik er, så selv hr. og fru kakkelbord kunne forstå det. Public service fra allerøverste hylde.
Ak, det var dengang.
Slut med musikformidling
I podcastens nyeste sæson har Frost og Bendstrup givet stafetten videre til den nye vært Christine Milton, og i samme ombæring har DR – at dømme efter de to første afsnit – begået en total omkalfatring af podcastens koncept.
Hvor tidligere sæsoner var præget af musikalsk faglighed og analytisk skarpsindighed, er fokusset i de nye afsnit om Mumles ’Det modsatte’ og Peter Sommers ’8-6-6-0’ vendt nærmest fuldkommen væk fra sangen. I stedet stiller podcasten nu skarpt på mennesket bag.
Hvor vi tidligere blev klogere på, hvordan musikken er blevet til, får vi nu at vide, hvordan musikeren gik og havde det, da de lavede den. Væk er den egentlige musikformidling, og tilbage står sludrende, anekdotisk biografisme.
At Danmarks Radio på den måde ofrer et af deres hidtil bedste bud på seriøs, oplysende musikformidling er i sig selv dybt skuffende. Værre bliver det hele af den kvælende og undertrykkende måde, hvormed Milton forvalter sin rolle som vært.
Med en fuldkommen overdreven grad af patos kommenterer hun på de mindste banaliteter med samme salvelsesfulde mine, som andre reserverer til fortællinger fra D-dag og korsfæstningen af Kristus.
»Mumle møder tidligt i processen muren. Et begreb, de fleste kreative mennesker kender alt for godt. Men det skal heldigvis vise sig, at hun også her finder en vej!«, lyder det, efter Mumle har gengivet en ikke særlig sindsoprivende episode, hvor hun chillede i studiet i et par timer og ikke lige umiddelbart havde nogen idéer.
»SHUSHHH«, lyder den rungende lyd af Apple-computerens flyt til papirkurv-funktion, da Mumle fortæller, at hun ikke var helt tilfreds med det allerførste udkast til sangens tekst. Helt normale dele af en hvilken som helst arbejdsproces iscenesættes med en grad af dramatik, der nærmer sig brechtiansk verfremdung.
Sommetider får man indtryk af, at Milton – på trods af en fortid som musiker – først lige har hørt om sangskrivning som koncept.
»Tænk, at man kan få så meget ud af en random snapchat-samtale«, kommenterer hun med en stemme fuld af forbløffet beundring, da Mumle fortæller, at ’Det modsatte’ blev inspireret af en sådan.
»Der er tænkt på detaljerne. Sangen er virkelig gennemarbejdet«, konkluderer hun nærmest forelsket, da Mumle – i en bisætning, der burde være foldet meget mere ud – fortæller, at de »fik nogle trommer ind«.
Ord som »magisk« og »legende let« kastes efter snart sagt hvad som helst. »Radioen elsker den! Lytterne elsker den!«, udbryder Milton som i ekstase.
Musikfaglig broccoli
Podcasten er bedst, når Milton bare lader sine gæster snakke.
Eksempelvis er det ret medrivende, når Mumle (uden afbrydelser) fortæller om den allerførste koncert, hun nogensinde spillede – om, hvordan hun frygtede, at ingen ville dukke op, og om hvor overvældende det var, da hele Jelling Festival pludselig stod foran hende og skreg med på ’Det modsatte’.
Af samme årsag er afsnittet med Peter Sommer også væsentligt bedre – simpelthen fordi Milton stort set ikke siger noget.
Peter Sommer er en god fortæller og en på alle måder sympatisk person, og hans refleksioner over sit nære forhold til hjemstavnen Skanderborg – som sangen ’8-6-6-0’ er blevet en slags uofficiel nationalsang for – griber fat i almenmenneskelige følelser om hjemlighed og identitet, som jeg tror, langt de fleste vil finde vedkommende og endda rørende.
Synd er det derfor, at han ikke får lov til at udbrede sig om det musikalske arbejde med samme grad af refleksion. I sit nuværende format er ’Splittet til atomer’ en helt standard interviewpodcast uden noget nævneværdigt musikfagligt indhold.
Det er absolut muligt, at det er det, lytterne helst vil have. Men som public service-medie har DR en unik mulighed for at være fuldkommen ligeglad med, hvad folk vil have, og i stedet give dem det, de har brug for.
Man stopper jo heller ikke med at servere broccoli for sine børn, fordi de hellere vil spise vingummibamser.
‘Splittet til atomer’ kan høres i DR LYD og diverse podcast-apps.