Mø er genfødt som popglad punker på det kompromisløst beskidte ‘Plæygirl’

ALBUM. Gik det hele lidt for hurtigt for Mø? 2014-debutalbummet ‘No Mythologies to Follow’ var ikke blot en succes herhjemme, men fandt også vej til en del udenlandske årslister. Hun havde en scrappy DIY-tilgang til popmusikken, men de stærke hooks fornægtede sig ikke.

Albummet landede i kølvandet på, at Lorde og Lana Del Rey på hver deres måde var blevet popstjerner på andre præmisser end Katy Perry-pangfarver. Outsideren blev budt indenfor, og da Mø fik et decideret internationalt gigahit som sangeren på Major Lazer og DJ Snakes ‘Lean On’, havde hun en megafon, så hun for alvor kunne vise verden, at man godt kunne være popstjerne og samtidig bevare sine punkede rødder.

Den virkelighed endte vi ikke med at leve i. Selvom der udkom et utal af stærke Mø-sange i årene efter ‘Lean On’, var det ofte svært at fornemme de kunstneriske instinkter, der på debutalbummet gjorde hende til talk of the town både i udlandet og i Danmark. Uden at skulle gisne om konkrete pladeselskabsstrategier, var det næsten som om, man forsøgte at få Mø til at lyde som en normal popstjerne.

Men hvem sagde, hun skulle blive ved med at køre i den rille i al evighed? Breakup-sangen ‘Who Said?’ fra hendes nye album, ‘Plæygirl’, handler om et forhold, der aldrig skulle vare evigt. Og der er undertoner af, at det drejer sig om forholdet til den musik, hun lavede i årrækken 2016-2022, mere end det drejer sig om noget romantisk forhold.

Sangen lyder befriende og livsglad. Møs entusiastiske vokal er dejligt usleben, og instrumentationen er rig på skæve synthvalg fra bas til diskant. Mø lyder genfødt som den popglade punker, vi mødte i start-2010’erne. Hun beviste med en række jubilæumskoncerter sidste år, at hun stadig kunne kanalisere den æra live – og nu har hun begået et nyt album med materiale, der besidder den samme nerve, hun havde i gennembrudsårene.

Derfor giver det også virkelig god mening, at albummet slutter med et cover af Aviciis 2013-hit ‘Wake Me Up’. Sangen handler om at finde sig selv uden at vide, at man er faret vild – og på ‘Plæygirl’ lyder Mø som én, der har fundet sig selv efter mange års hvileløs færden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Den tempofyldte electroclash-single ‘Keep Møving’ oser af spilleglæde helt ned til sine ad-libs. De hårde backingvokaler og onde synthvalg på ‘Knife’ får sangen til at lyde lige så skarp som den titulære kniv. Selv balladerne ‘Plæygirl’ og ‘Meat on a Stick’ er beskidte og grimme. Instrumentationen næsten truer med at falde sammen under Mø. Det hele er befriende langt fra de polerede Diplo-beats, der for en stund dominerede i Møs univers.

Jeg kan ikke andet end at beundre valget af at indspille Kim Larsens evergreen ‘Joanna’ – også selvom den herhjemme er så overspillet, at Møs ellers spændende fortolkning ikke helt kommer ind under huden på mig. Mere vellykket er det, da vi rammer et halvt vers på ‘Vildchild’, hvor hun – som en slags omvendt Nephew – kort slår over i dansk. Det giver nummeret en vidunderlig umiddelbarhed. Som om nummeret er en tankestrøm, hvor dansk pludselig var sproget, der var lettest at udtrykke sig på.

Den slags kompromisløsheder har jeg savnet fra Mø. Det føles intuitivt og lettere punket, præcis som da hun debuterede i 2014, men samtidig er det et greb, som er fuldkommen nyt i hendes arsenal. Og det indkapsler smukt, hvorfor ‘Plæygirl’ er så forfriskende et album.

---

Kort sagt:
‘Plæygirl’ er en tilbagevenden til den uslebne, kompromisløse og intuitive popmusik, der definerede Mø på ‘No Mythologies to Follow’. Sjovt nok er det også hendes stærkeste og mest personlighedsrige album siden da.