Popsnedkeren Mina Okabes nye album zigzagger mellem følelser i raketfart
ALBUM. I forførende danserytmer stiller Mina Okabe insisterende og utålmodigt spørgsmålet: »Are you done dancing round the truth?«.
Et sigende spørgsmål fra dansk-japanske Okabe. For på andet album, ’Papaya’, er hun færdig med at fedte rundt med tvetydige signaler og tomme gestusser. Hun blotter sig selv og smider de grimmeste sandheder på bordet – og beder os andre om at følge trop.
På ’Papaya’ udforsker hun temaer som kærlighed, familie, venskab og den tumultariske oplevelse af at være i begyndelsen af 20’erne. Og netop den mere turbulente del af at være ung voksen er gennemgående på albummet, der zigzagger mellem følelserne i raketfart.
På ’Making Plans’ sætter hjerteknuste Okabe ord på at føle sig overset og glemt. Og i det næste øjeblik ruller hun øjne af de mænd, der ikke sætter pris på hende på nummeret ’Likeable’: »Don’t really have the time for this, I’ll admit / I’m so sick of lying here, stuck staring at the ceiling«.
Genremæssigt lægger ’Papaya’ sig i krydsfelten mellem kammerpoppens velproducerede lyd og soveværelsespoppens ærlige nerve. Det emmer af varme, intimitet og uimponeret kølighed på en og samme tid og leder tankerne hen på Greentea Pengs tilbagelænede neo-soul og Kali Uchis sommervarme på albummet ’Isolation’.
’Papaya’ er som Mina Okabes bagkatalog kysset af solen og virkelig rart at lytte til – og de mere dansable numre på pladen er uden tvivl pladens højdepunkter. Blandt andet den tango-inspirerede ’Dancing Around The Truth’ og ’Strong’.
Her kommer albummets lette kompositioner virkelig til deres ret – et nærmest perfekt soundtrack til lune og ubekymrede sommernætter. Og ligesom Okabe i sangen ’Strong’ giver efter for forelskelsens overvældelende følelser, må man som lytter på samme måde overgive sig til de elektriske guitarriffs og lokkende trommer, der gør denne sang til albummets absolut bedste.
Også albumåbneren ’Maybe One Day’ skiller sig ud særligt positivt. Spækket med distinkt fingerspil fra en syngende spansk guitar og en svævende, wispy vokal viser popsnedkeren alvor sin styrke i reflekteret sangskrivning.
For Okabe formår at balancere både frustration og selvransagelse i nummeret, der kredser om at trække et breakup i langdrag. Selvom irritationen over kærestens kærlighed bliver gjort til en ørehængende hook i omkvædet, efterprøver hun sin egen samvittighed med linjerne »I would hate to be treated this way / And I’m sorry for all the delay«.
Okabes ærlige tilgang til sine tekster er et gennemgående træk for pladen – og man tror på hende, når hun siger, at alle sange er skrevet ud fra personlige oplevelser. Hendes skriverstil er fattet og raffineret – uden at være unødvendigt højtravende og kompliceret. En let fordøjelig tilgang til et kompliceret følelsesliv.
Men den samme lethed, som gør ’Papaya’ til en behagelig lytteoplevelse, bliver også dets begrænsning. For når albummet runder af, begynder numrene at flyde sammen – og man savner et skævt indspark, en anden stemning, eller en rå kant, der kan afsløre endnu en side af Okabes talenter.
Hvilket er en ærgerlig mangel. For Okabe står med det ene ben solidt plantet i kammerpoppens bløde vellyd, mens det andet prøver at finde fodfæste et sted, hvor følelserne får lov til at larme lidt mere upoleret. Når hun rammer balancen mellem de to – som hun i øvrigt gør flere steder på ’Papaya’ – giver det musikken nerve og karakter.
Kort sagt:
På trods af få karakterløse numre er Mina Okabes ’Papaya’ luftig og reflekteret kammerpop, der ikke bare er personlig, men også selverkendende og konfronterende i al sin mildhed.