Med dekorationer som en børnefødselsdag gøglede The Flaming Lips sig i armene på Store Vega
KONCERT. Da jeg, efter The Flaming Lips’ koncert i Store Vega søndag aften, fik tømt indholdet af min notesbog, fandt jeg, spredt mellem siderne, følgende stykker konfetti:
Ét lilla, seks sølvfarvede, syv pink robotter, 37 pink og 37 sorte.
Man kan ikke sige, at der blev sparet på konfetti eller andre former for visuelle effekter; det er historien om The Flaming Lips’ koncerter. Der blev delt rundhåndet ud, men bandet og nærmere bestemt frontmand og eneste permanente medlem Wayne Coynes eskapader overraskede mig alligevel.
Og det selvom vi taler om bandet, der hjalp Miley Cyrus med at skabe et udsyret album om hendes døde kæledyr.
»Anledningen« var jubilæet for bandets gennembrudsalbum, ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002. Albumfokusset betød, at Coyne og hans band af kompetente, men ganske tilbageholdende musikere startede lige-på-og-hårdt med ’Fight Test’, albumåbneren fra ’Yoshimi’.
Sangens lyse udtryk gjorde, at man straks følte sig i godt selskab, selvom 64-årige Wayne Coynes karakteristisk skrøbelige vokal af og til druknede i kampens hede. Lyrikken blev under hele koncerten blæst op på en storskærm, så nogen undskyldning for at synge med var der ikke.
Med Coyne som overstadig hyggeonkel og indpisker (som et mantra blev han ved med at sige »thank you, thank you, thank you«, ligesom han opfordrede til fortsat klappen og hujen med et lige så taktfast »keep going!«) var banen ligesom kridtet op.
Et arsenal af oppustelige dekorationer blev pustet op og pakket sammen, som var det en børnefødselsdag, hvor fødselaren for guds skyld ikke måtte kede sig: Der var blandt andet en kæmpemæssig pink robot, to glimmergrønne, dansende aliens og en regnbueportal. Læg dertil et laserbatteri, som ville få Pink Floyd til at lægge sig fladt ned, og den obligatoriske mandshøje plastikbold, Coyne er berømt for at crowdsurfe i.
Problemet med at fremføre ’Yoshimi’ i en koncertsammenhæng blev denne aften, at hvor showet visuelt var sprudlende og gakket, så var det musikalsk ret forudsigeligt. Coyne gav den ganske vist som trompetist på ’It’s Summertime’, men teksterne på storskærmen betød, at tempoet var fastsat; der var ikke plads til lige at strække en sektion eller mærke rummets reaktion.
Der blev blæst tiltrængt liv ind i konceptet, da bandet efter en længere pause kom tilbage for at spille numre fra resten af karrieren. Det blev decideret gakket på ’She Don’t Use Jelly’ med linjer som »I know a girl who thinks of ghosts / She’ll make you breakfast, she’ll make you toast« og en storsmilende Coyne, der ivrigt svingede en sølvpisk over hovedet.
’The Yeah Yeah Yeah Song’ fortsatte den befriende uhøjtidelige tone: Giv et crowd lov til at råbe noget åndssvagt, så ved du, hvor du har dem. Det skæve Bo Diddley-beat faldt på et tørt sted, og trægulvet gyngede og knagede af feststemte folk.
Med ’Race for the Prize’ fra 1999’s ’The Soft Bulletin’, en omsorgsfuld hymne af poppoetiske proportioner, satte The Flaming Lips et værdigt punktum for en aften, der af og til havde svært ved at finde retningen. Coyne talte meget om tristesse og sorg; at vi skulle bekæmpe den med kærlighed, og at det var godt, at selv de bedrøvede var taget afsted til Vega denne aften.
Med et dybfølt cover af outsider-ikonet Daniel Johnstons ’True Love Will Find You in the End’ kulminerede koncerten dog på et menneskeligt niveau. Coynes spinkle stemme var både sorgfuld og fuld af håb, kun akkompagneret af pedal steel og keys.
Jeg havde lyst til at forholde mig mere skeptisk til det overlæssede show. Hvorfor skulle vi høre om Kacey Musgraves’ LSD-trip, der involverede to ildfluer og bossanova? Jeg ved det ærligt talt ikke, men lad det nu ligge. På vej hjem var jeg ét stort, overstimuleret smil.
Kort sagt:
Med sædvanligt visuelt overskud satte The Flaming Lips kulør på Store Vega. Nogle steder var det svært at finde hoved og hale i galskaben, men Wayne Coyne havde i den grad hjertet på rette sted.
