KOMMENTAR. Da det i sidste uge kom frem, at Taylor Swift langt om længe har købt rettighederne til sit katalog tilbage fra det investeringsfirma, der selv har købt dem fra Swifts nemesis, pladeselskabsmanden Scooter Braun, var det en glædens dag for Swifties verden over.
Ja, rent faktisk var det en glædens dag for alle, der kærer sig for kunstnere – i hvert fald de af dem, der tilfældigvis også er milliardærer – og deres ret til selvbestemmelse og ejerskab over deres værk.
Men bag glæden var der også noget andet at spore i strømmen af opslag på sociale medier, hvor popmusikkens mest ihærdige fans, haters og alt derimellem hurtigt samledes for at diskutere nyheden. En svært bestemmelig, forvirrende følelse – et sted mellem usikkerhed og lettelse.
For hvad skal vi nu stille op med de såkaldte ’Taylor’s Versions’, som Swifties trofast har indkøbt i solidaritet med deres idol? Sådan spurgte nogle, mens andre var mere modige og kategoriske: »Endelig kan vi slippe for at lades som om, at ’Taylor’s Version’ overhovedet kommer i nærheden af originalerne«, som én formulerede det.
Her kigger vi tilbage på Swifts genindspillede album. For hvad betyder ’Taylor’s Version’ egentlig, nu hvor der ikke længere er et moralsk imperativ til at lytte til dem frem for de »stjålne versioner«? Nu hvor alle versioner af albummene nu (teknisk set) er ‘Taylor’s Version’?
Swifts modne stemme
Lad mig begynde med at sige, at det er svært at finde fejl ved genindspilningerne af de tidlige countryalbum ’Fearless’ og ’Speak Now’, der begge langt hen ad vejen lyder bedre end deres originalversioner.
Godt nok har Swift begået en markant omgang historisk revisionisme ved at nedtone de poppunk-elementer, der i udbredt grad prægede originalerne, men det er unægteligt, at albummene nyder godt af det simple faktum, at den ældre Swift simpelthen har udviklet sig til en markant dygtigere vokalist. Hendes mere modne stemme besidder en varme og en rundhed, som den helt unge Swift endnu ikke havde fundet frem til.
Men allerede på genindspilningen af 2012-albummet ’Red’, der af mange fans – inklusiv undertegnede – regnes for Swifts hovedværk, begyndte problemerne at vise sig.
’Red’ er et underligt overgangsværk i Swifts diskografi, der på spændende vis udstiller udviklingen fra ung countrysanger til voksen popstjerne, og albummet er således delt mellem mere rustikke countryskæringer og charmerende, sommetider kejtede forsøg på elektropop.
På ‘Taylor’s Version’ lyder de mest rendyrkede countrysange – som mesterværkerne ’Treacherous’ og ’Sad Beautiful Tragic’ – stadig så tæt på deres originalversioner, at jeg har svært ved at forestille mig, at selv de mest militante ’Red’-fans kan foretrække den ene version over den anden.
Det samme gør sig dog ikke gældende for de elektropoppede sange.
Dubstep-drop og Swifts vrede
Både ’We Are Never Ever Getting Back Together’, ’22’ og især ’I Knew You Were Trouble’ er i deres genindspillede versioner helt åbenlyst martret af fraværet af deres oprindelige producer, Max Martin.
Genindspilningerne lyder spage og kropsløse og mangler simpelthen den muskuløse gennemslagskraft – den oomph – som kendetegnede originalerne. Det eksplosive dubstep-drop, som i den oprindelige version af ’I Knew You Were Trouble’ er som at blive slået ned med en rambuk, er i genindspilningen bare en let brise.
De problemer, der begyndte at melde sig på ’Red (Taylor’s Version)’, står i fuldt flor på den efterfølgende genindspilning af ’1989’, der ikke blot var Swifts første rendyrkede elektropop-album, men også hendes første album, hvor Max Martin spillede en dominerende rolle.
Genindspilningen er en åbenlys degradering på stort set alle parametre, og især en sang som ’Style’ – Swifts blodtørstige hymne til den mest umættelige form for begær – lyder underligt tam sammenlignet med den iltre originalversion. Ikke blot på grund af produktionens mangel på tyngde, men også fordi Swift simpelthen ikke lyder lige så emotionelt investeret i sangens fortælling, som hun gjorde, da hun indspillede den ni år forinden.
Efter alt at dømme kommer vi aldrig til at få en ‘Taylor’s Version’ af ’Reputation’, og det er måske også for det bedste.
Fans var begejstrede, da en genindspilning af albummets førstesingle, ’Look What You Made Me Do’, for nylig fik premiere i et afsnit af ’The Handmaid’s Tale’, men jeg selv kunne ikke undgå at lægge mærke til, at sangens nærmest eneste kvalitet helt åbenlyst glimtede ved sit fravær: Den sydende, sammenbidte vrede, som i originalen gennemsyrer hvert eneste ord.
Sange fra arkivet
For mange fans har den primære glæde ved de nye ’Taylor’s Versions’ formentlig ikke været selve genindspilningerne, men derimod det faktum, at de var en anledning til, at Swift kunne dele gavmildt ud fra sit arkiv af outtakes og skitser.
Således har de fire genindspillede album tilsammen budt på hele 26 nye numre, og det er indiskutabelt, at der er masser af gode ting at finde blandt de såkaldte »From the Vault«-sange.
Den 10 minutter lange version af ’All Too Well’ gør eksempelvis Swifts formentlig allerbedste sang endnu bedre – endnu mere følelsesmæssigt overvældende og knusende – mens Phoebe Bridgers-duetten ’Nothing New’ er en skabning af overvældende skønhed, som hiver og flår i mit hjerte, hver gang jeg lytter til den.
’Mr. Perfectly Fine’ er en usædvanligt iørefaldende country-popskæring, der næsten er på niveau med klassikere som ’You Belong With’ og ’Love Story’, mens det er ret sjovt pludselig at høre Swift synge duet med tidstypiske navne som Fall Out Boy og Paramores Hayley Williams på outtakes fra 2010-albummet ’Speak Now’.
Ikke alt, der glimter, er dog guld, og især de nye sange fra ’1989’, der på grund af Jack Antonoffs produktion alle sammen lyder som om, de hører til på ’Midnights’, kunne for min skyld sagtens have være undværet.
Sammenhold og nostalgi
I sidste ende er det selvfølgelig op til hver enkelt fan at beslutte, hvordan de nu vil forholde sig til ’Taylor’s Version’.
Nogle vil formentlig blot være lykkelige over, at det faktum, at de købte de genindspillede versioner, var medvirkende til, at Swift rent finansielt blev i stand til at købe sin musik tilbage for over 2,3 milliarder kroner (!).
Andre vil se tilbage på ’Taylor’s Version’-æraen som en særlig tid, hvor Swifties kæmpede en fælles kamp for kunstnerisk selvbestemmelse side om side med deres idol. Og hvor man kunne bære det faktum, at man udelukkende lyttede til ’Taylor’s Version’, som et adelsmærke, der tydeligt signalerede, at man var en ægte, trofast fan.
Nogle vil metodisk gå i gang med at sammenligne versioner med henblik på at sammensætte deres egne hybrid-playlister med de bedste udgaver af hver sang, mens kompletister vil insistere på nødvendigheden i at eje begge versioner på både cd og vinyl.
Jeg selv vil nok bare fortsætte med at lytte til originalversionerne, hvilket jeg – gisp! – har gjort hele tiden (sorry, Taylor).
Primært fordi jeg, hver gang jeg lytter til ’Dear John’, ’Red’ eller ’Begin Again’, pludselig føler mig hensat til følelsen af at være 12 år gammel på bagsædet af mine forældres bil. En udsøgt form for nostalgi, jeg ikke vil være foruden, og som ikke indfinder sig, når jeg lytter til genindspilningerne.