NorthSide: Jeg har altid været nervøs for at se Weezer live – det var der ingen grund til
KONCERT. 24 år! Så længe er der gået, siden Weezer sidst var i Danmark.
I 2001 gæstede de Pumpehuset med deres tredje album, ’Weezer’, i fankredse kaldt ’The Green Album’, i ryggen. NorthSide var dermed rigtig mange Weezer-fans’ – herunder undertegnedes – første mulighed for at se bandet.
Jeg har altid været lidt nervøs for at skulle se Weezer live. For selvom de har et utal af udødelige sange på samvittigheden, har deres diskografi de seneste to årtier mildest talt været plettet.
Men på NorthSide valgte de heldigvis ikke at promovere noget aktuelt makværk. Deres seneste projekt, ep-serien ’Szns’, ligger da også helt tilbage i 2022, så de ramte i stedet Eskelunden med en noget nær perfekt ’Greatest Hits’-sætliste på tværs af 55 minutter.
Der var ikke en eneste sang, der ikke var en kærkommen inklusion. Den pumpende rytmik i ’Surf Wax America’ var umulig at stå stille til, og det charmerende samspil mellem de forskellige medlemmers vokaler i det underspillede c-stykke gav et stort smil på læben.
Da guitarist Brian Bell leverede den ikoniske spoken word-intro til ’Undone (The Sweater Song)’, byggede det flot op til en af gruppens stærkeste kompositioner, og når han riffede mellem hver linje i omkvædet, var det svært ikke at lade sig rive med.
En squealende lille guitarsolo løftede ’Island in the Sun’ til et højere niveau, og da forsanger Rivers Cuomo sang omkvædet til ’Troublemaker’ af under et kontraststykke på ’Dope Nose’, emmede det af den vedvarende legesyge, der gjorde, at jeg i sin tid faldt for Weezer.
Da al musikken cuttede under ’Say It Ain’t So’, så publikum kunne synge titellinjen, havde de NorthSide i deres hule hånd.
Selv det ellers udskældte hit ’Beverly Hills’ tog kegler. Men det er altså også svært stadig at være sur på den sang efter 20 år – især når den fik indlagt både et veloplagt klap-med-stykke og en dejligt kejtet vocoder-solo.
Jeg havde nok personligt klaret mig uden deres meme-sagnomspundne cover af Totos ’Africa’, men det var en regulær crowdpleaser, og trommeslager Patrick Wilson fik anledning til virkelig at fyre den af.
Til gengæld fik Weezer-nørderne i publikum lidt guf i form af ’Pinkerton’-b-siden ’You Gave Your Love to Me Softly’, hvor bas og guitarer skabte en nærmest The Raveonettes-klingende støjrock-lydmur, der gjorde nummeret dejligt konfronterende.
Med alt det, der gik så godt, ærgrer jeg mig ekstra meget over de mange svipsere, koncerten bød på.
Under åbneren ’Hash Pipe’ var Rivers Cuomos mikrofon ualmindeligt lav i det første lange stykke tid, og under numre som ’Surf Wax America’ og ’Africa’ var der slet og ret nogle linjer, hvor han lød som om, han i et øjeblik glemte, hvordan det nu engang var, sangene gik.
Den tilhørende grafik, der kørte bag bandet under hele koncerten, var også noget malplaceret. Jeg gjorde faktisk mit bedste for ikke at fokusere for meget på den, for der var aldrig et tidspunkt, hvor de generiske, computeranimerede rumvæsen-eventyr bidrog til sangenes stemning.
Jeg fik uheldige flashbacks til, da Muse kørte tilsvarende sci-fi-videoer under deres ofte tåkrummende NorthSide-koncert.
Alligevel gik jeg fra koncerten med stærk appetit for endnu mere Weezer. 55 minutter var kriminelt kort tid at programsætte et så legendarisk band, der absolut stadig kan give deres bagkatalog nyt liv.
Kort sagt:
Kultrockerne havde tekniske problemer på NorthSide, og af og til sløsede Rivers Cuomo som vokalist, men overvejende var der godt med guf for både det brede publikum og de inkarnerede Weezer-nørder.