Danmarksaktuelle D4vd »samarbejder fuldt ud« med politiet efter fund af lig i bil

Danmarksaktuelle D4vd »samarbejder fuldt ud« med politiet efter fund af lig i bil
D4vd (Foto: PR)

Tidligere på ugen fandt politiet i Los Angeles et lig i en beslaglagt Tesla, som er registreret i den 20-årige amerikanske popkomet D4vds borgerlige navn, David Anthony Burke.

Til at starte med udtalte den alternative pop- og r’n’b-artist, hvis musik har millionvis af streams, sig ikke om den bemærkelsesværdige og alvorlige sag. Nu har en talsperson imidlertid fortalt NBC News, at singer-songwriteren »er blevet informeret om, hvad der er sket, og selvom han stadig er på turné, samarbejder han fuldt ud med myndighederne«.

Siden historien kom frem, har politiets retsmediciner konkluderet, at liget er af en kvinde. Fordi afdøde har ligget længe i bilen, nærmere bestemt i en sæk i forreste bagagerum, er det stadig ikke lykkedes at identificere vedkommende.

Teslaen blev beslaglagt, efter bilen fem dage tidligere havde stået efterladt i Bird Streets-kvarteret i Hollywood Hills.

D4vd har været på turné rundt i USA siden 5. august, og han har ifølge Stereogum fortsat ufortrødent med koncerterne siden politiets fund.

Sagen har imidlertid fået konsekvenser for hans samarbejde med tøjmærkerne Crocs og Hollister, der begge har fjernet ham fra deres reklamekampagner, skriver WWD.

I næste måned er planen, at D4vds turné drager mod Europa med andet stop i københavnske Store Vega 3. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af