Lig fundet i bil tilhørende den amerikanske popkomet D4vd

Lig fundet i bil tilhørende den amerikanske popkomet D4vd
D4vd (Foto: PR)

Han har de seneste par år gjort kometkarriere med sine minimalistiske, alternative pop- og r’n’b-sange, der har fået millionvis af streams. Men i denne uge er der kommet en historie i en helt anden, alvorlig boldgade frem om D4vd.

NME skriver således, at politiet i Los Angeles har fundet et lig i en beslaglagt Tesla, som er registreret i 20-årige D4vds borgerlige navn, David Anthony Burke.

LAPD reagerede på et opkald fra en bugseringsplads i Hollywood, som fortalte, at der kom en voldsom lugt fra bilen, som havde stået der i et par dage. I forreste bagagerum fandt politiet et lig i en sæk.

Der er endnu ingen information om afdødes identitet.

D4vd turnerer for tiden rundt i USA og har ikke udtalt sig om sagen. Han har ikke meldt noget ud på sociale medier, siden han for to dage siden annoncerede en kommende deluxe-udgave af sit debutalbum ‘Withered’ på Instagram.

Formentlig ved vi mere, inden han påbegynder den europæiske del af sin turné, som 3. oktober kommer forbi danske Store Vega.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af