Kriminelt oversete McKinley Dixon løfter arven fra ‘To Pimp a Butterfly’

ANBEFALING. Hvem har indtil videre været dette årtis mest konsekvente hiphopkunstner? Tyler, the Creator, Jpegmafia, Little Simz, Denzel Curry?

De er alle gode kandidater, der har spyttet det ene stærke album efter det andet ud, og som spiller for respektable publikumsskarer, når de gæster Danmark.

Og så har vi McKinley Dixon. En visionær kunstner, hvis hidtidige output i 2020’erne udgør en af de stærkeste diskografier overhovedet. Modsat de andre har han aldrig givet koncert i Danmark, men der er lagt op til en triumf af en danmarksdebut, når han i næste måned indtager …

Ideal Bar!?

Der er simpelthen noget galt, når en kunstner med et bagkatalog som Dixons ikke er mere populær, end at han skal indtage et venue med en kapacitet på 200 mennesker.

Hans tre seneste udgivelser, ‘For My Mama and Anyone Who Look Like Her’, ‘Beloved! Paradise! Jazz!?’ og ‘Magic, Alive!’ er alle mesterlige, konceptuelt ambitiøse, rørende og dybt underholdende udgivelser, der fortjener markant mere kærlighed.

Så hvis McKinley Dixon er gået din næse forbi, vil jeg hermed præsentere dig for et kriminelt overset raptalent.

‘To Pimp a Butterfly’-effekten, der aldrig kom

Kan du huske i 2015, da Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’ udkom og totalt tog fusen på os alle med sin håndspillede, funky og jazzede instrumentation? Det var så forfriskende.

Albummet blev øjeblikkeligt hyldet som et mesterværk, blandt andet grundet sin unikke lyd, og man kunne let se for sig, at vi ville gå en tid i møde, hvor hiphop-hitlisterne blev overrendt med håndspillet jazzrap.

Den verden endte vi ikke med at leve i. I stedet skulle navne som Migos og Future vise sig at blive mainstream-hiphoppens mest toneangivende navne i de efterfølgende år.

Men hvis ‘To Pimp a Butterfly’-instrumentationen gav dig appetit efter mere af samme støbning, er det at finde hos McKinley Dixon, der omgiver sig med jazzmusikere, der løfter sangene til nye niveauer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Anthony Cavanaughs sprællevende bas er en stor del af årsagen til, at Dixons mest populære sang, ‘Run, Run, Run’, fungerer så upåklageligt. Den på albummet efterfølgende ‘Live! From the Kitchen Table’ har spritiualjazzet saxofon og sprøde vokalharmonier, der klinger af ‘TPAB’-kollaboratøren Kamasi Washingtons glansstunder.

Flotte strygerarrangementer skaber både elegance og ømhed på ‘Listen Gentle’ og ‘Could’ve Been Different’ fra ‘Magic, Alive!’, og de hektiske trommer på ‘F.F.O.L.’ fra samme album gør, at den intense ordstrøm føles som en mavepuster frem for blot en showcase af Dixons (indrømmet, imponerende) flowevner.

Og det er ikke kun på et instrumentalt plan, at man kan mærke et slægtskab til ‘To Pimp a Butterfly’. For ligesom Kendrick-hovedværket kredser Dixons seneste par album om løse koncepter, som han bruger til at udforske den politiske og sociale virkelighed for sorte amerikanere.

‘To Pimp a Butterfly’s succes burde have skabt et hiphoplandskab, hvor kunstnere som Dixon havde mulighed for at nå uden for undergrunden. Men Dixon har andre erklærede inspirationskilder.

My Chemical Romance møder Lupe Fiasco

»Det, der virkelig inspirerede mig, var, at jeg voksede op med at se en masse pseudo-teatralske kunstnere som My Chemical Romance og The Used. Du ved, de er meget dramatiske, klæder sig ud som mannequiner, danser rundt. Jeg tror, at jeg i den alder tænkte, ‘okay, så fantasien sætter grænser, men det er kun for visse mennesker, at grænsen går der’«.

Sådan beskriver McKinley Dixon i et interview sin fascination af det storladne, spraglede og iscenesatte – og ikke mindst sin vilje til at lave musik, der besidder disse kvaliteter, men som tager udgangspunkt i sorte amerikaneres historie.

Herfra får vi løse koncepter som på ‘For My Mama and Anyone Who Look Like Her’, der handler om at genbesøge sorte traumer fra nye vinkler, og ‘Beloved! Paradise! Jazz!?’, der med inspiration fra Toni Morrison-bogtrilogien ‘Beloved’, ‘Paradise’ og ‘Jazz’ handler om at reflektere over rejsen fra at være et sort barn til en sort voksen i USA.

Men de konceptuelle ambitioner bliver for alvor teatralske og spraglede på 2025-pladen ‘Magic, Alive!’, der handler om tre venner, der bringer en fjerde ven tilbage fra de døde – og som bruger dette som et springbræt til at udforske emner som død, vold, eftermæle og tab, men som alligevel munder ud i en påfaldende livsbekræftende konklusion.

Da ‘Magic, Alive!’ udkom, og mange var hurtige til at sammenligne udgivelsen med ‘To Pimp a Butterfly’ grundet det excentriske koncept og den jazzede lyd, var Dixon dog hurtig til at fortælle, at en anden rapper havde inspireret værket i endnu højere grad.

Nemlig Lupe Fiasco, der i 00’erne blev spået en rolle som den lyriske hiphops frelser grundet konceptalbum som ‘Food and Liquor’ og ‘The Cool’, men som kun i glimt fik den kommercielle succes, der var lagt op til.

I dag befinder Lupe Fiasco sig ret langt fra hitlisterne, men han udgiver stadig eminente konceptalbum såsom ‘Drill Music In Zion’ og ‘Samurai’. Han har fundet sit kernepublikum i stedet for at jagte hits.

På samme måde bliver Dixon næppe en hitlistedarling, men han burde være i stand til at finde et større kernepublikum, end Ideal Bar kan rumme.

Supportnavnet til Ideal Bar-koncerten er i øvrigt en anden af tidens mest interessante undergrundsrappere, nemlig Ghais Guevara. Og Dixon har et stærkt livery. Han plejer endda at bringe et liveband med sig, så den sprællende lyd fra albummet kan gengives.

Hvis han ikke kan få et større venue end det, skal vi så ikke i det mindste se, om vi kan få det udsolgt?

McKinley Dixon spiller på Ideal Bar 31. oktober.