Jeg ville ønske, at Artigeardit turde risikere at fejle på ‘Pusto’
EP. Da Artigeardit for tre år siden udgav albummet ’Længe leve’, kvitterede Soundvenues anmelder med seks stjerner under overskriften »’Længe leve’ er albummet, Artigeardit vil blive husket for«.
Det har indtil nu vist sig at være fuldkommen korrekt, for siden udgivelsen af sit hidtidige hovedværk har Ardit ikke forsøgt at overgå sig selv – hverken hvad angår musikalsk nytænkning, poetisk selvransagelse eller konceptuelle ambitioner.
Bevares, den umiddelbare albumefterfølger, det storskrydende Lamin-samarbejde ’Nu hvor vi er her’, var helt fint. Det samme var sidste års lidt usammenhængende ’Æteren’. Det samme gælder størstedelen af de løse singler, som Ardit har sluppet en lind strøm af i løbet af de seneste par år.
Og det samme er den nye ep ’Pusto’, der består af seks sange, hvoraf alle i hvert fald er gode – og et par endda er rigtig gode – men ingen er overraskende, gribende, rørende, tankevækkende eller ophidsende.
Ep’ens stærkeste kort er åbningsnummeret ’Regning’, der med et tungt og detaljerigt trap-beat fra Anton Westerlin og en fyrig, tempofyldt vokalpræstation er hårdere og mere aggressiv end noget andet, Ardit har udgivet for nylig.
Icekiid-samarbejdet ’Piger’ er et andet stærkt øjeblik – en simpel sang om den glædelige og oplivende begivenhed, det er, når en taxa fyldt med piger pludselig ankommer til en ellers halvdød og alt for mandsdomineret fest.
Budskabet kan man ikke diskutere med, og både Ardit og Icekiid lyder som om, de har det sjovt over sangens let afrobeat-klingende rytmer.
Men det er alligevel svært at komme udenom, at Ardit mildest talt har leveret både fest og liderlighed med større blodtørst før – vi taler trods alt om manden bag bangere som ’Sent’, ’Er her’ og ’Gothersgade’.
Ligesom Icekiid leverer både Kesi og Noah Carter glimrende gæstevers uden ligefrem at bringe deres A-game – også selvom Carters beskrivelse af et bundt pengesedler foldet som en calzone fik mig til at smile – og ligesom både ’Regning’ og ’Piger’ er de resterende sange catchy nok.
Eksempelvis har jeg haft staccato-omkvædet fra Kesi-samarbejdet ’Barnemad’ på hjernen, siden ep’en udkom i fredags. »Bror, det’ barnemad«, lyder det, og det er måske problemet.
Jeg ville ønske, at Ardit turde forsøge at overgå sig selv. At han turde tage så store chancer, at han risikerer at fejle. At man kunne høre, at der er noget på spil.
At han stadig har evnen, viste Ardit sidste år på ‘Æteren’-højdepunktet ‘Seaside’, der var et isnende kammerspil om et parforhold i krise, og den intense rocksang ‘Tænker kun på dig’. At han derimod ikke viser det på ‘Pusto’ er en skam.
Kort sagt:
‘Pusto’ er en bagatel i Artigeardits karriere, men en helt udmærket lytteoplevelse i sig selv.