Vi køber for meget. Alt alt for meget.
Og det på et tidspunkt, hvor vores (over)forbrug er større end nogensinde. I år forventes danskerne at handle for gode 140 milliarder kroner på nettet. Sidste år gik hvert femte online-køb til enten tøj, sko eller smykker. Og siden årtusindeskiftet er vores tøjforbrug steget med 20 procent, så vi i dag indtager en knapt så flatterende førsteplads i Norden, viser tal fra Foreningen for Dansk Internethandel.
Det peger på, at vi alt for længe har fyldt os selv med en række dårlige shoppevaner, mener sociolog og misbrugsekspert Magnus Larusson, der er tilknyttet behandlingscentret Tjele i København, hvor han blandt andet behandler folk, der lider af købemani. Vi køber på følelser – når vi keder os, er stressede, og når selvværdet svigter. Og mens det resulterer i bugnende klædeskabe og tyndslidte kreditkort, så gør det os ikke nødvendigvis gladere, siger han.
Her kommer han med en række gode råd til, hvordan man bliver mere bevidst om sine dårlige forbrugsvaner.
Et lille fix
Psykiatrifonden vurderer, at omkring 300.000 danskere lider af købemani – den her ustyrlige trang til at shoppe. Men selv om forbrugsfesten for alvor har taget overhånd, hvis man ender i stolen foran Magnus Larusson, så ville mange have godt af at se deres købevaner efter i sømmene, siger han. For vi »køber alle sammen for meget. For mange af de samme ting. For meget billigt bras. Og shopping er ofte et forsøg på at dække helt andre behov«, som han siger det. Men hvad er det egentlig, der sker i hovedet på os, når vi svinger dankortet og får en knitrende pose et-eller-andet i hånden?
Om man er shopaholic eller ej, sker der i bund og grund det samme, fortæller han. Det er et lille fix, som sjældent varer længe. Og for nogen kan der følge en decideret nedtur, når rusen letter.
»Man får et lille dopamin-skud. Der bliver simpelthen udløst nogle kemikalier oppe i hjernen, som giver en oplevelse af velbehag og tilfredsstillelse. Det er følelsen af at få stillet et behov. Men der er ingen tvivl om, at vi køber – ikke bare i overensstemmelse med egentlige behov, men også de behov vi tror, vi har«, siger han.
Og netop fordi det føles rart, bliver det ofte svært at få hold på, hvad det egentlig er, vi køber ind på. Han anbefaler derfor, at man undersøger, hvornår man ellers får den følelse af velbehag. Er det efter en løbetur? Eller når man drikker en kop kaffe med en ven? Og så prøver at erstatte shoppelysten med de købefrie alternativer.
Har du føleren på, når du shopper?
Måske stresser man af med en tur i sin yndlingsbutik eller bruger shoppingturen på at se et par venner. Eller også scroller man sig gennem endeløse sider på webshops, når man keder sig. Hey, vi kender det formentlig allesammen. Men én ting er i hvert fald sikker, siger Magnus Larusson – det er sjældent, fordi man decideret har brug for de ting, der ender i den fysiske eller virtuelle indkøbskurv.
»For shopaholics er problemet oftest dybt psykologisk forankret. De shopper på deres følelser, og når de ender hos os, er mange nået så langt ud, at kreditkortet er klippet, og de har optaget lån hos både bank og familie. Så når man begynder enten at lyve om eller skjule, hvor meget man køber, så er man ude på et sidespor. Men langt hen ad vejen er man blind på problemet. Man tænker måske: »Jamen, det er bare i en periode«, »jeg har råd til det«, »jeg har fortjent det«, eller »jeg tager mig sammen i næste måned««, siger han og fortæller, at man, allerede inden det går galt, er begyndt at shoppe mere på sin sindstilstand end egentlige behov.
»Det er blevet en slags flugtvej. Og det er kun blevet nemmere af, at den flugt nu også kan ske ind gennem computerskærmen. Man køber for at opfylde et forestillet behov. Men som en shopaholic ganske fint sagde til mig engang: Du kan aldrig få nok af det, du aldrig rigtig havde brug for«, siger han.
Magnus Larusson anbefaler derfor, at man, når man forelsker sig i noget på et shoppingsite eller i en butik, stiller sig selv spørgsmålet: Er det her reelt set noget, jeg mangler?
»Man skal øve sig i at afkode, hvad det er, man egentlig har brug for. Køber man lidt i kedsomhed? Fordi man føler sig utilstrækkelig? Fordi man trænger til et boost selvtillid? Det kan ofte være en blanding af mange ting. Men det er som regel filtret ind i noget med selvværdet – følelsen af ikke at være god nok«, siger han og tilføjer:
»Med sin sunde fornuft ved man jo godt, at de der nye støvler ikke ændrer på selvværdet. Det kan bare være uhyre svært at lave koblingen. Men hvis man i forvejen har 20 par støvler derhjemme, så er man nok allerede klar over, at der jo ikke er et reelt behov for par nr. 21«.
Undvig fristende situationer
I virkeligheden minder købemani meget om ludomani, siger Magnus Larusson.
Men hvor ludomanerne kan forsøge at tage en kold tyrker og holde sig fra steder, der involverer spilkultur, er det en del sværere helt at undgå købesituationer. Man kan imidlertid forberede sig på dem, siger han. Derhjemme kan man skabe sig et overblik over, hvad man ejer, så man ikke stikker afsted for at supplere samlingen med endnu en dobbeltgænger. Og hvis man reelt set mangler noget, kan man skrive det ned og stille sig selv den opgave udelukkende at købe, hvad der står på sedlen.
Man kan desuden involvere sin omgangskreds i beslutningen om at skrue ned for forbruget. Det forpligter ofte mere end den noget vattede kontrakt, man laver med sig selv. Og er man slem til impulskøb, kan man forsøge at undvige fristende situationer. Det gælder både pitstoppet på vej hjem fra studie eller arbejde, men også de mange daglige fristelser, der tikker ind på ens computer eller smartphone.
»Shoppingsites, tilbuds-kampagner og sociale medier. Der sidder jo eksperter og kaster kroge i vandet, som er svære ikke at bide på. Så hvis man ved, at man let bliver lokket af gode tilbud, så bør man afmelde sig nyhedsopdateringerne. Og hvis man får lyst til at købe mere, når man ser på visse sociale medier, så giv dem en pause«, siger han og tilføjer:
»Vi lever i en meget visuel kultur, hvor vi til tider forsøger at købe os ind på et bestemt image. Problemet er bare, at det sjældent er tøjet eller tingene, der kan købes, som er det, vi er draget af. Vi bliver tiltrukket af det, dem som bærer det udstråler eller signalerer: Overskud, magt, selvværd. Ikke nødvendigvis af tingene. Og man kan komme til at købe ufatteligt meget, hvis det i virkeligheden er det, man er på udkig efter«, siger han.