Styr på stofferne: Er viskose den bæredygtige lillesøster?

Det lyder jo umiddelbart helt perfekt, at man kan lave tøj af træfibre. Desværre er det ikke helt så simpelt, lyder det fra tekstileksperten.
Styr på stofferne: Er viskose den bæredygtige lillesøster?
Danske Baum und Pherdgarten har valgt at sænke deres brug af konventionel viskose. (Foto: Baum und Pherdgarten)

Fire gange går i vi gennemsnit med vores tøj, før det af den ene eller anden grund ender i bunden af skabet eller skralderen. Måske er der røget en knap eller gået en lynløs. Måske er svedpletterne groet ind i stoffet under armene. Eller også fik sweateren lige en lidt voldsom tur i vaskemaskinen. Anyways – kønt ser det ikke ud på klima-kontoen.

I denne lille materiale-serie har vi sat os for at undersøge, hvordan man får en mere bæredygtig garderobe. Og det kræver dels, at vi ved, hvad vores tøj er lavet af, og hvordan vi bedst passer på det, så det lever længst muligt, forklarer tekstilekspert Suzi Christoffersen, som er stifter af konsulentvirksomheden Closed Loop, hvor de rådgiver mode- og tekstilindustrien i at træffe bæredygtige beslutninger.

Sidst så vi nærmere på bomuld. Nu er vi kommet til viskose. 

Hvad skal man vide om viskose?

Man kan overordnet set opdele vores materialer i tre grundkategorier, forklarer Suzi Christoffersen.

»Vi har de naturlige materialer, som uld, silke og bomuld, som kan udvindes direkte uden kemisk forarbejdning. Så har vi de syntetiske materialer, som nylon og polyester, der stammer fra råolie. Og så har vi dem, vi kalder for man-made, der består af cellulose fra planter, men er kemisk forarbejdet. Én af dem er viskose«, fortæller hun.

Viskose er altså et semi-syntetisk materiale, man fremstiller af nedbrudt eller kemisk behandlede træfibre fra eks. bambus, soja eller sukkerrør. Det bruges i rigtig meget tøj – ofte under pseudonymet rayon – som et billigere alternativ til silke, da materialet kan få samme lette og bløde karakter. Men man finder det tilsyneladende også i alt fra medicin, maling, tæpper, cellofan og pølseskind (?). Og så er det ofte blevet markedsført som et mere bæredygtigt alternativ til bomuld og polyester.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Filippa K er blandt stadig flere brands, der anvender en mere miljøvenlig form for viskose.

Men er viskose bæredygtigt?

Ja, det lyder jo umiddelbart positivt med et materiale lavet af træ. Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis gør det bedre for miljøet, og de seneste år har viskose derfor været et sandt hot button-emne i klimadebatten, fortæller Suzi Christoffersen.

Én af forklaringerne er, at naturen ikke kan følge med fast fashion-industrien. Og det resulterer i, at store dele af den viskose, der i dag er på markedet er produceret på en måde, som er voldsomt energi-, vand- og kemikalieintensiv – til skade for måde mennesker, miljø og klima.

»Det er lidt ironisk med tøj lavet af eksempelvis bambus, som er blevet markedsført som super bæredygtigt, fordi plantesorten i sig selv er rigtig god. Det er bare ikke helt konsekvensfrit at omdanne den til tøj på grund af de kemikalier, der anvendes til at nedbryde fibrene«, siger hun og fortsætter:

»Hvis viskose skal være bæredygtig, skal den være lavet gennem det, der hedder en lyocell-proces eller godkendt af organisationen Canopy (se om dit yndlingsmærke er godkendt). Og i mærkatet i tøjet kan man se efter det, der er registreret som tencel«, siger hun.

Baum und Pherdgarten har en ambition om at anvende 80 procent bæredygtige cellulosefibre. Foto: Baum und Phergarten SS20

Flere og flere brands er da også begyndt at behandle viskose som andet end polyesters bæredygtige lillesøster. Hos Baum und Pherdgarten har de eksempelvis besluttet at sænke brugen af konventionel viskose og i stedet bruge 80 procent bæredygtige cellulosefibre. Og sidste år offentliggjorde danske Masai, der anvender op mod 70 procent træbaserede fibre i deres kollektioner, at de, som det første danske brand, har fået FSC-certificeret deres produkter.

Hvordan passer man bedst på sit viskosetøj?

Da viskose kan godt have en tendens til at krybe lidt sammen, når det kommer under vand, skal man være lidt ekstra nænsom med vasken, fortæller Suzi Christoffersen. Vask det gerne i hånden eller på et finvaskeprogram på 30-40 grader, og lad det så tørre liggende, så det slipper for en masse folder.

»Det handler først og fremmest om at passe på det, vi allerede har, så det lever så lang tid som overhovedet muligt«, siger hun.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af