Shop med omtanke

Genbrugsfænomenet Veras udvider det cirkulære fokus

Kasserede striktrøjer fra butikkens tøjbyttekoncept får nyt liv som huer.
Genbrugsfænomenet Veras udvider det cirkulære fokus
Veras har lanceret en kollektion af huer lavet af kasseret strik.

Hvad skal vi stille op med den kendsgerning, at der produceres alt for meget tøj? Hvordan kan man få materialerne til at leve så længe som overhovedet muligt? Og hvad med det, der allerede er produceret?

Det er nogle af de spørgsmål, som i lyset af corona-pandemien har cirkuleret i modeindustrien, hvor man så småt har fundet ud af, at det kræver mere og andet end symbolske kollektioner med mærkater som ‘green’, ‘sustainable’ og ‘consious at rette op på en årelang overproduktion.

Den seneste tid har vi derfor set nærmere på nogle af de brands, der på forskellig vis har fokus på at reparere, optimere og genoplive alt det tøj og tekstil, der bliver produceret.

Det gælder eksempelvis butikken Res Res, der reparerer smadrede jeans i deres butik, ligesom det lille københavnske brand Artikel tilbyder at reparere, lave kundejusteringer og købe det tøj tilbage, der af den ene eller anden årsag ikke længere tjener sit formål.

Og hos det cirkulære genbrugsfænomen Veras – hvor man i forvejen kan shoppe, sælge, bytte og skille sig af med sit aflagte tøj – udvider de nu med en række up-cycling-initiativer.

Huer lavet af kasseret strik.

I starten af året lancerede de en kollektion af jakker syet af kasserede hospitalsdyner fra De Forenede Dampvaskerier. Og seneste skud på stammen er en kollektion af håndlavede huer, der er strikket af resterne fra nogle af de mange striktrøjer, de dagligt får fingre i, som af den ene eller anden årsdag ikke egner sig til gensalg.

»Vi får store mængder af nusset strik ind i vores cirkulære genbrugsunivers, og det er noget af det, som vi har sværere ved at redde én til én. Vi er derfor mega stolte af vores nye huer, som gør, at selv ens striktrøje, med en plet eller et hul i, kan få nyt liv«, lyder det i en pressemeddelelse fra stifter af Veras Rebecca Vera Stahnke.

Genstrik fra skralderen

Selv om det umiddelbart kan føles lækkert på samvittigheden at smide en pose aflagt tøj ned i genneren, så er det nemlig ikke helt nok, hvis vi vil overforbrug og -produktion til livs.

Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd har 80 procent af det tøj, vi smider ud, 80 procent af levetiden tilbage. Og det er jo herligt, hvis det kommer andre til gode. Problemet er bare, at mere end halvdelen ender med at blive brændt – selv hvis du afleverer det til genbrug.

Hos Veras er det særligt high street-strik, der er svært at få omsat i butikken, hvis der er fejl eller huller i det. Og det ender derfor ofte videre i tekstilsystemet.

Hvis den kasserede strik trævles op, kan den imidlertid sagtens bruges til andre formål. Og huerne, de nu sælger på deres hjemmeside, er lavet i samarbejde med Sofie B. Federspiel fra Anden Omgang, der netop har specialiseret sig i at genanvende garnrester.

Foruden huerne laver Veras scrunchies, bæreposer og kraver af tekstil fra deres tøjbytte-koncept. Og det skal være med til at give »det ultimative dødsstød til tøjspild«, lyder det i pressemeddelelsen.

Huerne af genanvendt garn kan købes for 440 kroner i Veras webshop. Og du kan selv lære at lave garn af kasseret strik og garnrester på de workshops, Anden Omgang afholder. Følg med på hendes Instagram.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af