Det var så lidt: Her er opskriften på din nytårsdessert

Har du fået tjansen med årets nytårsdessert? Bare rolig. Vi har fået dessertdronningen Frederikke Wærens til at give en hånd. Her guider hun til sin citroncheesecake.
Citron-cheesecake ala Frederikke Wærens..

Vi kommer vel ikke udenom, at der nok ikke bliver helt samme swung over nytåret 2020. Der skal tankes godt op på bobler og bajer, før kioskerne lukker for køleskabene. Festerne bliver små og intime. Og der er ikke noget med at sutte på beerpongbolden og dele kl. 24-krammere ud til fremmede på Rådhuspladsen.

Men nytårsmiddagen, den er der sgu ikke nogen, der skal tage fra os. Og er du én af dem, der har fået desserttjansen i år og ikke rigtigt kan klare tanken om et potentielt nederlag, så bare rolig.

Vi har nemlig haft fat i dronningen af det søde køkken og foodporn-extraordinair Frederikke Wærens, der står bag den populære kageblog af samme navn og en instagramprofil, hvor mere end 272.000 følger med.

Hun har fundet en dessert frem, der er ikke bare vil være et sikkert hit ved nytårsbordet, men rent faktisk også er noget, de fleste kan administrere.

»Til nytår har man jo typisk spist en masse mad – både i løbet af julemåneden, men også i løbet af aftenen. Derfor må desserten godt være lidt let og have et friskt element. Og så skal den selvfølgelig se elegant ud«.

»Derfor elsker jeg selv at servere cheesecakes, der nemt kan gøres festlige med guld, glimmer og stjernekastere. De er ikke alt for tunge, og så kan de laves dagen forinden, så man ikke skal bruge for lang tid i køkkenet nytårsaften«.

Her deler hun opskriften på sin citroncheese-cake, der både kan laves i springform og i små portionsanretninger.

Det skal du bruge til din cheesecake.

Opskrift på citroncheesecake

Dessert til 10-12 personer. Forberedelse: 30 min. Tilberedning: 6 t.

Kiksebund:
250 g Digestive-kiks
120 g smeltet smør
50 g grofthakkede mandler

Citron flødeostecreme:
6 husblas-blade
Saft fra 3 økologiske citroner (samt skal fra 2 af citronerne)
400 g Philadelphia
2 dl creme fraiche 18 %
Korn fra 1 vaniljestang
100 g flormelis
5 dl fløde

Citron/appelsin-gelé
5 blade husblas
Saft fra 2 citroner
Saft fra 1 appelsin
150 g sukker
1 dl vand
Eventuelt gul frugtfarve

Pynt:
»Når det kommer til pynten, er det kun fantasien, der sætter grænser. Jeg har her brugt gule stedmoderblomster, og dem kunne man sagtens have dyppet i lidt æggevide og guldglimmer for et ekstra nytårslook«.

Sådan gør du

Kiksebund:
Smuldr kiksede helt fint, og hak mandlerne groft. Smelt så smørret og bland det godt sammen med kiks og mandler til en ensartet masse.

Laver du én stor kage, så sæt en springform uden bund på det fad, du vil servere cheesecaken på og hæld kiksemassen ned i formen (mindst 23 cm i diameter). Pres massen godt ned i bunden og op ad siderne, og sæt så formen i køleskabet.

Flødeostecreme:
Udblød husblas i en skål med koldt vand. Pisk flødeost, vanilje, flormelis, creme fraiche, citronsaft og -skal i en skål. Gem lidt af citronsaften og varm den i mikroovnen (det må ikke koge!). Smelt husblassen i den varme citronsaft, og bland det sammen med flødeostecremen.

Pisk fløden til skum i en anden skål. Vend flødeskummet i ostecremen. Beklæd indersiden af springformen med kageplast og fordel flødeostecremen ud på kiksebunden. Stil kagen på køl i nogle timer, helst natten over.

Citron/appelsin gelé:
Udblød husblas i koldt vand. Kog citron- og appelsinsaft, vand og sukker op til sukkeret er helt opløst. Tilsæt eventuelt gul pastafarve. Smelt husblassen i den varme gelemasse og stil det på køl, så det kan køle helt af (det må ikke nå at sætte sig).

Når gelen er kold, hældes den forsigtigt udover en bred ske, og ned på kagen, så den ikke rammer kagen for hårdt. Befri kagen fra springform og kageplast. Og slut af med at pynte kagen med gule stedmoderblomster – eventuelt dyppet i æggehvide og glimmer for mere nytår.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af