Jeg har ikke fløjet i to år. Sidste år købte jeg næsten kun brugte ting, og jeg spiser meget sjældent okse- og svinekød. Jeg har med andre ord ligesom mange andre privilegerede danskere taget klimakampen til mig og ladet den påvirke min livsstil og mit forbrug – i troen på at jeg var med til at forandre verden.
Nu er jeg faktisk ikke så sikker.
I takt med at de mode-influencers, der tidligere tjente deres penge på at fremvise de seneste tendenser og kollektioner, nu putter smør (vegan block, selvfølgelig) på bordet ved at snakke om, hvordan man bliver en mere bevidst og bæredygtig forbruger, er min skepsis vokset.
Og samtidig med at nærmest alle brands – fra nystartede danske til H&M – konstant fortæller os, om alt det, de gør for at skabe cirkulærer systemer, har jeg indset, hvordan grønt forbrug stadig bare er forbrug og næppe løsningen på vores klimaudfordringer. I hvert fald stiger vores forbrug af materialer stadig.
Kald mig bare langsom. Forskere og udenlandske journalister har egentlig skrevet om det længe, men det var især, da jeg læste en artikel sidste år af den amerikanske journalist og forfatter Elizabeth L. Cline, at femøren for alvor faldt på plads.
Hendes pointe er, at vi ikke kan blive ved med at sætte vores lid til, at vi kan forandre verden igennem vores shoppingvaner. Det er for individualistisk. I stedet for blot at være forbrugere skal vi blive samfundsborgere, der lægger vores energi i at skabe reelle forandringer igennem folkebevægelser og politisk pres.
Som hun skriver i artiklen, så handler det mindre om at stoppe med at købe plastik to-go-kopper og mere om at arbejde for at sikre et forbud mod engangsplastik. Det er en gennemgribende anderledes måde at se vores rolle i samfundet på og for at forstå det bedre, besluttede jeg mig for at tage en snak med Cline, om hvad der fik hende til at skrive artiklen for kultur- og klimamediet Atmos, hvor hun afskriver sig titlen som etisk forbruger.
»Vi er blevet tiltrukket af simpliciteten«
»Der er grænser for, hvor stor en magt vi som forbrugere har på markedet, men vores magt som borgere er grænseløs«, slår hun fast, da jeg fanger hende i New York på Zoom.
»Det er måske lidt anderledes i Danmark, men i USA, tror vi på, at kapitalisme kan fikse alt. Hvis du støtter bæredygtige virksomheder, så kommer vi til at leve i en bæredygtig verden. Det har været planen«.
Med andre ord har vi haft travlt med at boykotte fast fashion, købe genbrug og dele det på Instagram. Det var vores den etiske strategi. Der er dog ingen tegn på, at det hjælper, selvom bæredygtighed uden tvivl er kommet på alles læber.
Cline mener, at den tilgang er meget individuel og ligger for meget ansvar på os som forbrugere. Samtidig gør det hurtigt klimakampen til et spørgsmål om økonomiske midler. Det er lettere for de bedre bemidlede at købe økologisk og bæredygtigt end for fattige befolkningsgrupper. Det er ikke en holdbar vej.
»Jeg synes allerede, vi har set etisk forbrugskultur spille fallit i fødevareindustrien. I USA har den skabt en utrolig ulighed i, hvordan vi spiser. Mit kvarter i Brooklyn er skabt til etisk forbrugerkultur. Jeg kan spise så godt hver dag, men hvis du besøger et fattigt kvarter, vil du ikke kunne finde økologiske varer, og der er mange folk med fedmeproblemer og andre livsstilssygdomme«, forklarer Cline, der har skrevet om bæredygtighed og forbrugerkultur i et årti og har bøgerne ’Overdressed – The Shockingly High Cost of Cheap Fashion’ (2012) og ‘The Conscious Closet: The Revolutionary Guide to Looking Good While Doing Good’ (2019) på cv’et.
»Så hvis vi ikke stopper nu og ændrer vores strategi, så vil vi se det samme ske i tøjbranchen og klimabevægelsen«.
Den anderledes måde at anskue vores rolle og magt på er også helt ny for Cline, der i sin bog ‘The Concious Closet’ netop skrev om, hvordan vi kunne blive mere bevidste og etiske forbrugere. Og hun forstår også godt, hvorfor det er blevet løsningen på klimaudfordringen for mange af os.
»Etisk forbrugskultur er blevet så indgroet, fordi det er den lette løsning. ‘Du vil ændre klimaforandringerne? Køb den her genanvendelige kaffekop’. Vi er blevet tiltrukket af simpliciteten«, siger hun.
Cline fortæller også, at da hun i 2012 og 2013 holdt foredrag i forbindelse med sin første bog, ‘Overdressed’, om fast fashions negative effekt på miljøet og udnyttelse af arbejdskraft, var et fast spørgsmål fra publikum, hvor de så skulle shoppe. Den indgroede reaktion var altså, at vi fikser det med shopping.
Private virksomheder vil ikke redde os
Nu vil Elizabeth L. Cline altså have os til at bruge den tid, vi har brugt på at lede efter de mest bæredygtige varer, til i stedet at forsøge at finde roden til problemet og gøre noget for at ændre det for alle. Det er derfor, jeg skrev i overskriften, at jeg ville være Greta Thunberg nu.
Det giver mening. Bæredygtighed og cirkularitet har faktisk været diskuteret – og til dels praktiseret – i årtier og alligevel fortsætter vi med at bruge flere og flere ressourcer og udlede mere co2.
Cline går som langt som til at sige, at vores etiske forbrugerkultur »har rodfæstet ulighed og drænet vores politiske indflydelse, og det har fjernet vores opmærksomhed fra at skabe forandring i offentligheden«.
Hendes egen forvandling skete sidste år i forbindelse med, at hun begyndt at arbejde for organisationen Pay Up, der arbejder for arbejderrettigheder i modebranchen. De prøvede at få store brands til at betale for tøjordre for en kvart milliard kroner, som var blevet produceret før coronapandemien, men som flere store brands nægtede at betale producenterne for i lyset af diverse lockdowns.
»Da jeg arbejdede for Pay Up, fik jeg indsigt i, hvordan mærker arbejder med deres fabrikker, og hvilken magt de har. Brands fortæller os, at de bliver mere bæredygtige og etiske – at de er woke – men når du virkelig ser efter og ser på, hvordan de fungerer, så er det ikke realiteten«, fortæller Cline og slår fast, at det måske er forståeligt nok.
»Det, de gør, er jo, hvad alle gør i forretningsverdenen. De prøver at holde udgifterne nede, skabe en effektiv leverandørkæde og få varerne ud til kunderne så effektiv som muligt. Hvorfor skulle vi sætte dem i front for at beskytte samfundets moralske kompas? Det er ikke forretningsverdenens rolle. Vi tillægger private virksomheder for meget magt til at løse de her problemer«.
Vi skal lære at arbejde politisk
Cline lægger ikke skjul på, at det har været og stadig er en stor forandring for hende. Hun prøver stadig at finde ud af, hvad det betyder ikke at være en etisk konsumer, og hvad hun så skal gøre i stedet.
»Jeg tror, at mange er det samme sted som mig, og vi er stadig kun ved at finde ud af, hvad det betyder at være politisk aktiv. Det vil være en læringskurve, og det kommer til at tage noget tid, men det er også okay«, siger hun.
»Du skal arbejde for, at den social forandring, du ønsker, bliver tilgængelig for alle. Når du bare køber et mere etisk og bæredygtigt produkt, så ser du næsten igennem fingre med det større problem. Du siger næsten, ‘jeg ved, at det her problem eksisterer, og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det, andet end at købe et andet produkt’«.
Hun foreslår, at du starter med at se, om der en organisation eller et politisk parti, du kan blive involveret i, så du kan lære, hvordan organisering fungerer. På den måde kan vi begynde en omskoling, hvor vi lærer, hvordan man påvirker samfundet igennem regulativer og politik – i stedet for shopping.
I Pay Up fik de for eksempel flere af de store brands til at betale for de færdigproducerede varer, de ellers havde syltet, og organisationen har nu lavet en syvpunktsplan for deres fortsatte arbejde med at holde modebranchen ansvarlig.
»Vi kan rent faktisk påvirke det politiske system. Vi skal bare finde ud af, hvordan man gør«, siger hun, inden hun slår fast, at hun også kan mærke den spirende forandring, når hun holder foredrag.
»Jeg er glad for, at folk nu spørger mig, om hvordan man opbygger politisk magt, i stedet for hvordan de skal shoppe anderledes«.