KOMMENTAR. Egentlig har jeg jo erklæret, at jeg har mistet troen på den politiske forbruger. Og jeg vil holde fast i, at hvis vi alle brugte lidt kræfter i det politiske system, så ville vi se større forandringer – for flere – end dem vi kan skabe hver især igennem vores pengeforbrug.
Men politisk arbejde handler ofte om en længere, velorganiseret indsats, som realistisk set ikke er for alle. Derfor giver det stadig mening at bruge sine penge med omtanke – om ikke andet så for vores egen samvittigheds skyld.
Mads ‘Goss’ Damsgaard Kristiansen sagde det fint i et tidligere interview: »Hvis jeg køber noget, så giver jeg også noget liv«. I det lys bliver vi nødt til at tage stilling til, hvad vi har lyst til at se vokse. Bekvemmelighed og pris kan ikke blive ved med at være de primære, styrende kræfter.
Det er blevet tydeligt igen med sagen om Nemlig.com, som har fået ørerne i maskinen for deres behandling af de chauffører, der leverer varerne til din hoveddør.
Politiken har afdækket, hvordan chaufførerne blandt andet udsættes for ekstreme løft, 15-timers arbejdsdage og flere måneders arbejde uden fridage. Tidligere har vi set lignende sager herhjemme med Wolt-bude og Über-chauffører.
For godt til at være sandt?
På Den Blå Avis er der en slags tommelfingerregel i forhold til fuskere og salg af hælervarer: Hvis det virker for godt til at være sandt, så er det det nok. Den regel kan man næsten også bruge i vores konstante jagt på de billigste varer, der bliver leveret til døren.
Eller som det ofte bliver sagt i forhold til fast fashion-priserne: En t-shirt koster, hvad den koster. Hvis du kan købe den markant billigere et sted, så er der bare nogle andre i processen end dig, der betaler prisen – som for eksempel fabriksarbejderne i Asien.
Det ved vi godt. Desværre er det let at ’glemme’ i vores globale verden, hvor kummerlige produktionsforhold ofte er tusindvis af kilometer væk og svære at gennemskue. Og som etisk eller politisk forbruger kan det være svært at få den rette information til at træffe velovervejede valg. Ofte er det fra firmaernes egen mund, vi kan få viden.
Det er let at hoppe med på undskyldningerne (»vi betaler over mindstelønnen i det land«) og løfterne (»vi vil være bedre til at sørge for, at vores samarbejdspartnere lever op til vores ‘code of conduct’, som Nemlig.com siger), for så kan hverdagen jo fortsætte med bekvemmelige og billige køb. Men det er på tide at forvente mere af firmaerne – og os selv.
At vende det blinde øje til er blevet et livsvilkår i en global, kapitalistisk verden, men vi skylder os selv at tage ansvar og ikke give liv til noget, der vokser på baggrund af andres nedtur.
Det kan selvfølgelig være svært at gennemskue, men sagerne om Nemlig.com og Wolt bør i hvert fald give stof til eftertanke.