KOMMENTAR: Når offentlige personer udpeger ofre for hævnporno som medansvarlige for spredningen af deres private og intime materiale, er det en indrømmelse af myndighedernes gennemgribende magtesløshed over for et af internettets mest modbydelige skyggesider. Og det har konsekvenser for hele vores digitale retssikkerhed.
Bag det modbydelige ord hævnporno gemmer sig i virkeligheden en veritabel buket af forskellige kriminelle handlinger, deriblandt injurier, at profitere på materiale delt uden samtykke, børneporno, efterfølgende chikane af ofre og så videre.
Ikke desto mindre er der altid en eneste pointe, der viser sig, når det handler om mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet udsat for hævnporno: »De har selv et ansvar, og skulle aldrig have taget billeder/film/sextet«.
Umiddelbart virker kritikken smart nok. Hvis man ikke har noget, man ikke vil dele, så vil det heller ikke blive delt. Men hvis man tænker over det i mere end 30 sekunder, vil man hurtigt blive konfronteret med argumentets åbenlyse mangler.
At ville holde noget for sig selv
Der er ikke nogen tvivl om, at vi alle sammen har materiale i digital form, som vi gerne vil holde for os selv. Det kan være facebookchats hvor man røber hemmeligheder eller traumatiserende oplevelser, det kan være private fotos eller dankort- og kontaktinformation.
Meget få mennesker vil påstå, at man bør lade være med at have samtaler om f.eks. et problematisk forhold til sin familie eller arbejdsplads, sin seksualitet eller sende sin adresse i en mail, selvom disse ting også sagtens kunne blive brugt til chikane, afpresning eller et brud mod ens samtykke. Så hvad er egentlig forskellen på det og at tage nøgenbilleder?
Den eneste forskel er, at interessen i nøgenbilleder er større, og særligt de, der indeholder kvinder. Det viser det store omfang af sites, der netop videreformidler og profiterer på materiale delt uden samtykke. Der er interesse fra vildtfremmede mennesker, i både at se, dele og profitere af andre menneskers private materiale. Deltager du i noget privat, der kan sælges for profit, eller er i offentlighedens interesse, så kan du altså ikke længere dokumentere denne adfærd uden at miste din beskyttelse i den danske retsstat.
Dine rettigheder bestemmes af omfanget af dit potentielle misbrug. De er væk, hvis det er stort. Dette rammer specielt kendte mennesker, der som landet ligger lige nu, slet ikke kan dele noget som helst digitalt af frygt for at blive udsat for hackerangreb. Se bl.a. situationen for computerspilanmelder Anita Sarkeesian, der må leve under jorden, fordi hun havde sin hjemmeadresse i en mail, der blev hacket af mennesker, der ville hende ondt, og delt med en opfordring til at slå hende ihjel. Hvorfor? Sarkeesian havde lavet en video hvor hun talte om sexisme i computerspil. Er det også hendes ansvar at ikke have sin hjemmeadresse i sin mail?
Når Thomas Ploug, medlem af Etisk Råd, siger: »Jeg synes ikke, man kan komme udenom, at de, der sender billederne videre, eventuelt til en kæreste, også har et ansvar«, bør det bekymre alle med en internetforbindelse. Det betyder nemlig, at retsstaten kun beskytter dig, så længe du ikke ejer eller gør noget privat, der har offentlig interesse. Gør du det, forsvinder hvad du troede, var rettigheder.
Når en nordjysk politichef opfordrer unge piger til at ikke længere tage nøgenbilleder for at beskytte sig mod krænkelser på nettet, så er det en indrømmelse af, at danske myndigheder lige nu ikke kan håndhæve de rettigheder, som en borger her i landet har, og at borgerne skal bære byrden for denne slående mangel.
Der bliver altså forskelsbehandlet på forskellige typer materiale i Danmark. Kvinder, der tager nøgenbilleder, gør intet andet, end vi alle gør, når vi går til lægen, og forventer at vores journal er hemmelig eller når vi sender et scan af vores pas til ambassader for at få visum, og ikke forventer at blive udsat for identitetstyveri. Vi forventer alle retten til samtykke, inden noget deles videre. Det er ikke naivt, det er ikke dumt. Det er samfundets skyld, at vi ikke kan beskytte dem, der udsættes for kriminalitet.
Udsatte grupper
Det er måske let nok at trække på skuldrene over dette, så længe ofrene er teenagepiger i Viborg der tager selfies. Piger, der tager selfies, er ikke ligefrem samfundets allermest respekterede i forvejen, og at beskytte dem som hele borgere og empatisere med den smerte og vold der påføres dem og deres private materiale, kan virke ligegyldigt. Men det er at knægte fundamentale demokratiske principper og at lade ofre bære ansvaret for traumatiserende forbrydelser mod deres krop og psyke.
Hvis myndighederne ikke kan eller vil beskytte medborgeres basale rettigheder, står vi i en situation med vidtrækkende konsekvenser for stort set alle minoriteter. For hvad er det egentlig, ud over nøgne mennesker, der har offentlig interesse? Det er ting der er udenfor samfundsnormen, de ting som vi normalt ikke får indsigt i. I Danmark er situationen f.eks. lige nu, at hatecrimes mod muslimer og homoseksuelle er stigende ifølge PET og FN.
I hvilken situation står vi, hvis muslimer ikke kan bekende sin tro i private, digitale udvekslinger, og ikke-heterosekuelle personer ikke kan tale om sin seksualitet digitalt af frygt for at det vil have en negativ effekt på deres sociale og arbejdsmarkedsmæssige muligheder? Skal deres rettigheder til privat ytring også begrænses, fordi vi har en uambitiøs og resigneret tilgang til fundamentale menneskelige rettigheder så snart det handler om nettet? Hvad med de, der fotograferes mod sit vidende? Eller hvad med de tilfælde, hvor mennesker chikaneres på baggrund af private medicinske journaler, offentliggjort mod deres vilje? Som borger i Danmark i 2015 kan du ikke fravælge, at statens informationer om dig bliver digitaliseret.
Pludselig mærker vi, hvordan samfundets manglende evne til at beskytte sine borgere slår hårdest på de grupper, der allerede er udsatte. Vi har for længe siden bestemt, at privatliv er en ret. At det er en hjørnesten i et samfund der værdsætter demokrati, lige værd og ytringsfrihed.
Et blik ind i fremtiden
Lige nu er hævnporno et af de stærkeste eksempler, vi har, på at internettets utallige muligheder bruges som våben mod privatpersoner. Meget sjældent kommer de ansvarlige hackere eller hadefulde ekskærester for retten, og endnu sjældnere de mennesker der egentlig er skyld i konsekvenserne for ofret for eksempel gennem chikane eller profitering på det stjålne materiale.
Der er overhovedet ingen tvivl om, at regulering af internettet og af digitalt materiale er en svær opgave. At det vil kræve stærke indsatser både etisk, samfundsmæssigt og juridisk. At der skal tages hensyn til alt fra ytringsfrihed til det kreativt og intellektuelt stimulerende ved et dynamisk delingsmaskineri. Men vi kan ikke læne os tilbage, og prioritere menneskers ret til at gøre vold på andre og skruppelløse firmaers ret til at tjene penge på vores information højere end individets ret til samtykke.
Internettet er en integreret del af vores alles liv. Det kan vi ikke længere ændre. Vi bør kunne dokumentere vores liv digitalt i alle aspekter – både med og uden tøj – uden at leve i frygt for, at informationen offentliggøres. Naturligvis skal vi lære om kryptering, men ligegyldigt hvor godt man er beskyttet, kan man blive offer for hævnporno eller andre digitale forbrydelser. For eksempel har vi igen og igen set, hvordan staten har en mildest talt lemfældig omgang med vores data. Brud på samtykke vil forekomme, ligesom vold, tyveri, afpresning altid vil forekomme. Det vigtige er, hvad vi gør når det er sket, hvordan vi minimerer skaden og sikrer individets fortsatte ret. Og ikke mindst, hvordan vi behandler de forulempede.
Det her er en af de gange, hvor vi ikke kan gradbøje principper, uden at vi alle sammen betaler en meget høj pris. Samtykke og privatliv er en menneskeret.
Læs også: Hævnporno: Fem afgørende sager viser, hvor omfattende fænomenet er