KOMMENTAR – 90’erne genoplivet: 90’erne var en tid, hvor hverken smartphones eller internet var konstant forstyrrende elementer i vores hverdag. Nogle vil nok mene, at det var en simplere og bedre tid.
Men det var det bare ikke. Alting var værre og sværere i 90’erne.
Og hvorfor mener jeg så det? Jo, jeg har levet i tre uger med en Nokia 3310 (som teknisk set kom i år 2000, men blev udviklet i 90’erne og i store træk kan det samme som de fleste 90’er-dumbphones). Det udstillede ret præcist, at selvom det kan være frustrerende konstant at være online, så er alternativet værre.
Selvom jeg savnede Snapchat, et hurtigt spil ‘Goat Simulator’ og at kunne tjekke op på 9gag’s friskeste lolcats, så opstod den største mangel i de allermest praktiske værktøjer, som internettet og smartphonen har givet os. Jeg savnede at kunne google spørgsmål under ‘Den Store Bagedyst’, jeg manglede i den grad Messengers gruppebeskeder og jeg blev pinefuldt bevidst om kvaliteten ved at have et kort ved hånden altid.
For godt nok kan kritikere have ret i, at smartphones optager en uforholdsmæssig stor bid af vores opmærksomhed. Men det er ikke den nye teknologi, der er skyld i det. Det er vores FOMO – fear of missing out – der er skyld i det. Den fandtes også før smartphonens indtog, det var bare sværere at få den behandlet.
Selfie-kulturen shamet
Den kultur, der er opstået i kølvandet på smartphones, bliver tit udstillet som idiotisk – ofte med unge piger som den foretrukne syndebuk. Det var for eksempel tilfældet for 10-12 amerikanske piger, der for små to måneder siden blev et internethit af rang, da kommentatorerne valgt at shame dem for åben skærm, da de filmet under en en baseball-kamp, hvor de havde meget travlt med at tage selfies.
I kommentarerne under videoen er holdningen til pigerne og den kultur, de repræsenterer, klar:
»These stupid chicks are sitting around, just staring and eating. But if you only looked at their pictures, you’d think they were having a blast. Fake and shallow are 2 words that best describe this generation«, skriver én.
»We are screwed. This is our future. Self absorbed. Hedonistic. Mindless«, skriver en anden (ved siden af en masse forfærdelige, sexistiske kommentarer, men det er der selvfølgelig ingen, der mister håb for fremtiden over).
Men altså helt ærligt: Pigerne var taget afsted sammen, de snakker sammen indimellem og de griner, mens de tager billeder. Alt i alt ligner det for mig en ungdomskultur, der ligger et godt stykker over middel på sundhedsbarometeret. Og i øvrigt skal det tilføjes, at baseball er sindssygt langsommeligt at se på, så jeg kan virkelig godt forstå, at deres smartphones er mere spændende.
Jeg skal ikke motivgranske, hvorfor pigerne skyder selfies, som var der ingen morgendag, men at tage billeder og dele dem med venner og bekendte er altså ikke noget nyt – det har Moster Anni og Onkel Bent altså gjort siden de kom hjem fra grisefest på Mallorca i halvfjerdserne med 15 ruller film i bagagen. At skilte med sine oplevelser og blære sig med sit liv er ikke noget nyt. Det er bare blevet nemmere takket være smartphones.
Forestil jer hvor svært det var at koordinere en tur på stadion, før man kunne lave gruppe-chat. Forestil jer, at blive væk på stadion i gamle dage. Forestil jer problematikken, vi ikke ser: At unge piger sidder alene på sit værelse uden at tage del i et socialt samvær.
What a time to be alive
Selvfølgelig er det problematisk, når smartphonen tager over og fylder for meget. Det neglicerer jeg ikke og det skal der selvfølgelig tages hånd om. Når en 15-årig pige i en klumme skriver, at hun ikke kan tage øjnene væk fra sin smartphone og at et øjeblik ikke er et øjeblik, før det er dokumenteret, så er det naturligvis bekymrende. Det er svært at vænne sig til ny teknologi, når udvikling buldrer derudad, som den gør i disse år.
Men igen, så handler det ikke om, at teknologien er blevet slemmere siden 90’erne, men at vores FOMO er enorm. Det har den altid været, men nutidens muligheder gør, at det meget svært at sortere i indtrykkene. Det ville jeg virkelig også have, da jeg var 15 og forvirret. Og som forfatteren også skriver, så er hun stadig et barn, og hun lyder så velovervejet, at hun nok skal få styr på prioriteterne i fremtiden. Jeg brugte også uforholdsmæssigt meget tid på ‘GTA III’ og MSN Messenger, da jeg var 15. Det var bare lidt sværere at komme i nærheden af, fordi jeg ikke havde det i lommen.
Jeg indrømmer gerne, at den digitaliserede verden anno 2015 ikke er for alle og enhver. Den er ikke optimal og nogle finder sig aldrig til rette i den. Men vi skal holde op med at bilde os ind, at det var bedre før i tiden. Det var det ikke. Det var bare en simplere tid, fordi vi havde færre muligheder. Vi skal nok lære at sortere i alle nutidens muligheder med tiden. I mellemtiden skal vi værdsætte, at vi har dem.
Som Drake og Future siger: »What a time to be alive«.
Læs også: Sådan satte MTV musikkens dagsorden i 90’erne – på godt og ondt
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.