‘That Dragon, Cancer’: En smuk digital tragedie
Hvordan i alverden skal man anmelde et spil som ‘That Dragon, Cancer’? Hvordan skal man måle en så dybt personlig, surreel og usandsynligt rørende fortælling om et barn, der dør af kræft, på samme skala som skydegale actionfantasier, sværd og trolddom? Kan man overhovedet graduere en så nøgen udlevering af tvivl, sorg og håb med blot et antal stjerner?
Allerede nu skulle det gerne stå klart, at ‘That Dragon, Cancer’ ikke er et spil som alle andre. Det er først og fremmest en dokumentarisk og selvbiografisk fortælling fra Ryan og Amy Green om deres lille søn Joel, og den kamp han må kæmpe, fra han som blot 1-årig diagnosticeres med en aggressiv form for kræft. En fortælling som både er næsten uudholdelig trist og samtidig et smukt kærlighedsmonument over den søn, som de måtte give slip på alt for tidligt.
Og netop det dokumentariske, er også det, der giver spilllet dets styrke. For hele tiden, når man spiller det, så sidder den bevidsthed i baghovedet. At dette ikke er en historie skruet sammen til lejligheden, men er en bid af virkelighed fortalt af to forældre, der har måttet se deres eget barn dø fra dem. Realitetens skygge hviler over hele spillet, og gør det nærmest umuligt at holde sine egne følelser på afstand af spiloplevelsen.
En smuk tragedie i surrealistiske tableauer
Det er dog ikke kun baggrundshistorien, der gør ‘That Dragon, Cancer’ til en uafrystelig oplevelse. Det er i lige så høj grad den måde, som Ryan og Amy har valgt at fortælle historien på. For i stedet for at skabe en lineær gengivelse af virkeligheden, har de revet spillet op i en række enkeltstående tableauer, som man som spiller kan udforske i sig eget tempo. Så i stedet for en rejse i tid, er spillet en rejse i følelser og temaer bundet sammen på tværs af datoer og begivenheder.
Derudover bruger spillet på en virkelig fin måde spilmediets muligheder for at bryde med virkeligheden. Så tableauerne er ikke kun realistiske, men kan i lige så høj grad være surrealistiske fortolkninger af de følelser som de to forældre må tackle i takt med sygdommens op- og nedture. Dermed bliver spillet også en næsten hudløs ærlig fortælling, fordi det ikke bare viser de ydre omstændigheder, men netop bruger surrealistiske motiver og temaer til at illustrere det konkrete følelsesmæssige landskab, som to forældre til et døende barn er fanget i.
Som i scenen, hvor Ryan og Amy får at vide, at Joels kræft er vendt tilbage, og denne gang ikke kan kureres og et stiliseret hav i blå polygoner langsomt hæver sig fra gulvet i konsultationslokalet. I takt med, at alle behandlingsmulighder udelukkes af lægen, stiger vandet og truer med at drukne dem alle. Et uvejr bryder nu løs, og pludselig dukker en lille robåd op, hvor Joel sidder helt alene, mens båden bliver kastet omkring, og de voksne langsomt fader bort, mens han lades alene tilbage på det oprørte hav. Det griber helt ind i hjertet, uanset om man selv er forælder.
Mod konventionerne med et formål
Kigger man på spillet gennem en klassisk gameplay-orienteret optik, er der egentlig en lang række kritikpunkter, som man kunne rejse. Interaktionerne er få og simple, der er ingen rigtige eller forkerte måder at gøre tingene på og ens handlinger har ingen indflydelse på udfaldet. Særligt det sidste virker som et alvorligt problem, idet spil jo netop et defineret ved deres interaktivitet. Det, at man som spiller kan påvirke spillets verden.
Men det er måske netop med til at gøre ‘That Dragon, Cancer’ til en så uafrystelig oplevelse. Fordi man som spiller netop oplever magtesløsheden, når man gør alt hvad man kan, prøver at klikke alle steder, udforsker alle hjørner af tableauerne, men stadig må indse, at man i virkeligheden ikke har noget forsvar mod den nådesløse drage, der gør ens søn stadig mere syg.
Der er sikkert dem, der vil sige, det betyder, at ‘That Dragon, Cancer’ ikke er et rigtigt spil. Men for det første er det en frugtesløs diskussion, som ikke ændrer ved, at det er en helt unik og medrivende oplevelse. Og for det andet må det være i spilmediets interesse at tage imod ‘That Dragon, Cancer’ med kyshånd. For accepterer man det, som et spil, bliver det mere end nogensinde slået fast, at der ikke er noget emne, spilmediet ikke kan behandle.
Få mislyde uden betydning
Det eneste der kan skurre lidt i ørerne for en klassisk dansk agnostiker er, at Gud og den kristne tro til tider synes at optage lidt vel meget plads i fortællingen. Men Ryan og Amy er begge troende, så det ville nok være mærkeligt andet. Og i sidste ende er deres håb om, at Gud, mod alle odds, vil redde deres barn, nok ikke så meget anderledes fra det håb alle andre forældre også vil nære om, at netop deres barn ville blive reddet ved et fantastisk mirakel.
Vigtigst af alt er det dog, at ‘That Dragon, Cancer’ ikke kun er et spil om død og sygdom. Det er i mindst lige så høj grad et spil om liv, om håb og om kærlighed. Når spillets rulletekster kører hen over skærmen efter de godt 2-3 timers spilletid, er man ikke kun trist, men også rørt af en ømhed, der giver en lyst til at gå direkte ud og omfavne dem, man holder af – og holde fast i dem.
Godt
+ Unik rørende historie
+ Virkelig god brug af surrealistiske elementer
+ Hudløst ærligt
Skidt
– Interfacet kan være lidt besværligt
– Der er tilfælde, hvor det kan være svært at gennemskue, hvordan man kommer videre
– Det skal helst spilles igennem i én omgang