Årets store nørd-mekka er så småt ved at pakke HDMI-kabler og storskærme ned, og hvorom et par enkelte af storaktørerne glimrede med deres fravær (Naughty Dog, Criterion, Sucker Punch) var der rigeligt med fantastiske trailere og fortryllende promo-videoer.
Vi har forsøgt at samle de ti bedste for at give jer et hurtigt overblik over ugens udskejelser.
Nogle trailere var kun teasere og andre var kæmpe store live-feeds af gameplay: Vi diskriminerer ikke. På de næste sider er de ti fremvisninger som imponerede mest – uanset formatet.
10. ‘Battlefield 1’
‘Battlefield’ gik sin sejrsgang tidligere i år, da de smed en trailer på gaden stort set samtidig med den obligatoriske nærmeste konkurrent, ‘Call of Duty’. Internettet begejstredes over at skulle tilbage til Første Verdenskrigs skyttegrave og stedsegrønne græsmarker, samt at skulle kæmpe med bajonetter og bedagede rifler fremfor konkurrentens fremtids-FPS.
‘Battlefield’ fra EA fortsatte de gode takter til E3. Der var ikke meget nyt på trailer-fronten, men når man kan samle Terry Crews, Zac Efron, Snoop Dog (med joint), Lupe Fiasco og Jamie Foxx til at smalltalke med kameraerne imens de (i nogen grad påtaget) hygger sig med spillet, så er man sikker på at lande et par overskrifter.
Det blev en smule forceret at vise, at berømtheder også er nørder (og hvor var de kvindelige gamere, EA?), men det var alligevel mærkværdigt hjemmevant at se Snoop fyre en fed og chitchatte med sidemanden. (Starter to timer inde)
9. ‘Call of Duty: Infinite Warfare’
Selvom Activision ikke overvandt alle internettets skeptikere med deres show til E3, så fik de taget skridt i den rigtige retning. Traileren til ‘Call of Duty: Infinite Warfare’ havde ikke opgivet rum-krigerierne, men dog fået dem til at se betydeligt mere spændende ud end i foråret. Først en omgang hektisk rumskibs-jagt med rigelige mængder eksplosioner og lasere for derpå en flydende overgang til god gedigen shooter-action i vægtløs tilstand. All right, all right, all right.
At spillet ingenlunde ligner andre ‘Call of Duty’-iterationer taler helt klart til dets fordel, og selvom flere af de store episke øjeblikke kunne virke en smule manuskriptede, så tog ‘COD’-franchisen klart et skridt i den rigtige retning med deres seneste fremvisning.
8. ‘Spider-Man’ (arbejdstitel)
Produktionerne i den samlede ‘Spider-Man’-franchise har siden filmhittet ‘Spider-Man 2’ (2004) på sine bedste dage kunnet snige sig op til at fungere som brevvægte. Det har godt nok stået sløjt til med den kække net-spinder og hans eskapader i New York, for at sige det mildt. Til Sonys ellers tætpakkede messe gjorde den titulære edderkop dog en succesfuld genkomst og høstede rigtig pæne bifald fra salen, og over en million visninger på YouTube inden for de første 24 timer. Måske er tiden inde til, at ‘Spider-Man’ får samme reprise som Batman ved Arkham-serien? Jeg krydser fingre.
Activision er ikke længere ved roret, i stedet har Insomniac Games (‘Spyro’, ‘Ratchet & Clank’, ‘Resistance 2’) overtaget teten, og det virker som et godt valg. Insomniac Games har vist at de kan skabe en charmerende og menneskelig hovedperson med kække bemærkninger og en jovial humor, samtidig med at spillene er veldesignede action-perler med nostalgiske nik til da platform-spillene havde deres storhedstid i 90’erne.
7. ‘For Honor’
‘For Honor’ fra Ubisoft gav pokker i charmerende protagonister til fordel for action. Rå, dum action med sværd, katapulter og alskens fantastisk middelalderlig ondskab. På samme måde som ‘Doom’ formåede at fjerne alt andet end den rå action, ser det ud som om at ‘For Honor’ holder fokus på sværdkampene og de store middelalder-slag.
Plottet er tydeligvis sekundært: Ond krigsherre er i offensiven mod både riddere, vikinger og samuraier, og i forskellige roller skal du sikre klanernes overlevelse. Brug den spidse ende af sværdet. GLHF. Simple as that.
I en trailer fyldt med slowmotion og pompøs musik blandet ind over råben og skrigen, blev der skiftet mellem stiliserede vikinger med spidse hjelme og fuldskæg, og samuraier i fuldt kostume. I bedste Normandiet-stil skulle en katapult-bombarderet strand forceres, og dusinvis af fjender slagtes. Kampsystemet ser tilpas komplekst ud til, at det ikke bliver ‘Assassin’s Creed’-buttonsmashing, men nærmere ‘Batman’s flydende og intense kampe, bare med sværd og økser.
6. ‘Resident Evil 7’
Fuldstændig uden forvarsel tonede den dystre ‘Resident Evil 7’-trailer frem til Sonys event og fik samfulde mennesker i salen til at holde vejret og bore neglene ind i stolekanten. Den visuelle stil og det glimrende lydspor er en helt ny retning for serien og et tiltrængt stilskifte fra det allerhøjest middelmådige wannabe-actionbrag som ‘Resident Evil 6’ viste sig at være.
Creepy found-footage video? Check
Hjemsøgende soundtrack med ung kvindestemme? Check
Et fjernsyn, der viser flimmer? Check
Top-uhyggelig stemning? Check
Kortvarige glimt af (måske) monstre? Dobbelt-check
Nåh ja, og så bliver ‘Resident Evil 7’ også det første AAA-spil der bruger Sonys virtual reality-system, PlayStation VR. Det bliver en spændende oplevelse (ikke) at skulle sove en 3-4 uger efter det udkommer i januar.
5. ‘Detroit: Become Human’
Det er svært at lave et spin på en god detektiv-historie. Enten skal man smide masser af action ind over (‘Batman Arkham’-serien og ‘Condemned’), eller også skal man forfalde til multiple-choice eksamensagtige spil som ‘The Wolf Among Us’ eller ‘The Vanishing of Ethan Carter’. Alle fremragende spil, men ingen af dem har fået mig til at tænke, at jeg var den næste genkomst af Conan Doyles berømte Sherlock Holmes.
‘Detroit: Become Human’ gav mig håbet for at alt det kan lykkes OG at det kommer til at foregå i en ‘Blade Runner’-agtig nær-fremtids by.
Quantic Dream har tidligere udgivet bl.a. ‘Heavy Rain’, ‘Beyond: Two Souls’ og det desværre ofte oversete ‘Fahrenheit’. Deres perlerække af spil har leget med spilmediet og i høj grad brudt den fjerde væg ved at lade spillere aflæse spilkarakterers mimik og stemmeføring for at vurdere om de løj, holdte hemmeligheder eller tilsvarende. Det har været forblændende spil, men de har alle lidt under tekniske begrænsninger som de sidste generationers konsoller har sat. Med en ny titel kun udviklet til PlayStation 4 virker det tekniske format til endelig at kunne stå mål med ambitionsniveauet.
4. ‘God of War’
Kratos er blevet gammel. Og han er heldigvis stadig skidesur.
Kratos er sur på alle: Sin søn, troldene i skoven og guderne i himlen. Alt er helt som det skal være. Sony vidste udemærket hvordan de skulle spille deres kort og lod Kratos blive hængende i skyggerne lidt længere end forventet, inden han endelig tonede frem og gav sin knægt et møgfald. Til store bifald.
For første gang meget længe fik de roterende udviklingshold bag ‘GoW’-serien mig til faktisk at interessere mig for Kratos. Efter seks spil med ham som almægtig destruktiv demi-gud virker det forfriskende at se ham forsøge at jonglere et forhold til sin søn – som han både vil passe på, men også opdrage i den spartanske ånd.
Det virker ingenlunde som om, at ‘God of War’ forsager sine bombastiske rødder med kæmpestore trolde (og guder) der skal bekriges, men idéen om et narrativt stærkt univers drevet af andet end vrede og dårlige beslutninger trak sammen med den stærke trailer med rette masser af opmærksomhed til årets E3.
I en nøddeskal: »This game is about Kratos teaching his son how to be a god, and his son teaching Kratos how to be human again«, sagde Cory Barlog, kreativ direktør på ‘GoW’-serien siden 2’eren.
3. ‘Titanfall 2’
I en tid hvor ‘Call of Duty’ og ‘Battlefield’ sidder tungt og mageligt på shooter-tronen, er der sjældent plads til nye bejlere. Både fordi gamere hurtigt bliver forvænte med én series indmad og indpakning, men også fordi de to serier som oftest spytter rigtig fine spiltitler ud. Til E3 så vi i hvert fald én ny opkomling som vil tage favntag i det ellers mættede skydegalleri, som spilverdenen ofte synes at være på vej imod.
Det første ‘Titanfall’-spil var velmenende og velpoleret, men havde for lidt indhold og den eksklusive fokus på multiplayer afstødte mange spillere. Det har man fuldstændig fixet og til E3 fremturede man med gameplay fra kampagnen og løfter om kontinuerte DLC-pakker. Det bliver spændende at se om ‘Titanfall’ 2 kan rejse sig, hvor 1’eren faldt. Hvis traileren kan tages for pålydende er der lagt i ovnen til et brag af et actionfyldt efterår.
2. ‘The Last Guardian’
Så. Bum. Wow. Nu skulle den altså være god nok. ‘The Last Guardian’ kommer – snart. Vi har ventet siden E3 2009 (!), men nu nærmer tiden sig snart. Team ICO har kun to titler i bagkataloget, men nogle fortryllende titler. Både ‘Ico’ og ‘Shadow of The Colossus’ er milepæle i spilhistorien og er unikke spil, der tør tænke ud af boksen med både gameplay og grafisk stil. ‘The Last Guardian’ har været lige-ved-og-næsten flere gange, men nu er det som sagt lige oppe over.
Traileren byder både på patos-tunge scener og drømmende scenarier langt oppe i skyerne. Den spinkle hovedperson og hans forhold til det hunde-agtige dyr sættes i fokus og de få replikker og lyde traileren baseres på, slår tonerne an til endnu et klassisk Team ICO-eventyr hvor man, som så sjældent i videospil, er den lille, den sårbare og den jagede. Team ICO gør ikke meget, men det de gør er helt helt rigtigt.
1. ‘Death Stranding’
Den trofaste læser vil forleden have lagt mærke til mit jubelbrøl over Hideo Kojimas genfødsel efter den famøse exit fra Konami. Begejstringen skyldtes dog ikke kun den gale/geniale auteurs tilbagevenden, men også det han bragte med sig: Et brag af en trailer (og endda med Norman Reedus i hovedrollen). Traileren har allerede sat gang i masser af gætværk på hvad der egentlig foregår, og der er også plads til fri fortolkning.
Jeg har ingen anelse hvad der foregår, men stilen, manden, holdet og stemningen er lige i øjet. Jeg kan ikke vente med at se hvad der kommer fra mesterens hånd. Traileren er stærk, vækker interesse og er helt i Kojimas ånd. Kojima is back, bitches.