Hideo Kojima har rejst sig fra asken og er klar til at blive vor tids Stanley Kubrick

KOMMENTAR Da Hideo Kojima i nat løftede sløret for sit næste store projekt siden sin opsigtsvækkende exit fra spilgiganten Konami sidste år, var der bred enighed om det var den smukkeste fuckfinger, der har været strukket i spilbranchen længe.

Kojima har altid været kendt som spilbranchens wild-child, der har gået sine egne veje og kompromisløst har indladt sig på at bygge bro mellem spil- og filmmediet. Det har givet ham et ry som en excentrisk auteur med hang til store armbevægelser og uden tiltro til de, der måtte bede ham om at bevare ihvertfald det ene ben på jorden.

Hans gale/geniale all-in tilgang kostede ham sidste år, under stor medieårvågenhed, tilhørs- og ansættelsesforholdet til Konami, det legendariske udviklingshus hvor Kojima havde slået sine folder i mere end tre årtier. Nogle af slipsedrengene hos Konami havde øjensynligt fået nok af Kojimas egenrådige arbejdsmetoder og frøs ham langsomt, men sikkert ud af organisationen.

Sony annoncerede kort efter det endelige brud, et fremtidigt samarbejde med verdensstjernen som har titler som ‘Metal Gear Solid’-serien, ‘Policenauts’, ‘Zone of Enders’, ‘Castlevania’ m.fl. på CV’et, men internettet var mildest talt skeptiske. Konamis ufine fyring havde kostet Kojima sit vante arbejdsmiljø, udviklingsteam og den finansielle rygdækning som et kæmpe-firma som Konami har. Sony er også en kæmpe spiller på markedet, men ingen vidste hvor meget backing den gale kreatør ville få her.

Det fandt vi ud af i nat.

Kojima rejste sig tydeligvis som en Fugl Føniks fra asken han efterlod sig på Konamis brandtomt og baskede ubenhørligt med vingerne. På gebrokkent engelsk erklærede han: »I’m back« til enorme klapsalver. Tæppet gik op og en ambitøs trailer til det kommende spil ‘Death Stranding’ med Norman Reedus (‘The Walking Dead’) i hovedrollen rullede over den enorme skærm. Dundrende soundtrack (Low Roars ‘I’ll Keep Coming’), masser af åbne spørgsmål (hvorfor bli’r babyen til olie, hvor kommer arret fra og hvorfor er Norman Reedus nøgen?), en grænsesøgende tilgang til motiver og format (nøgenhed, babyer, olie, svævende skikkelser) og en fantastisk tone som gav kuldegysninger hele traileren igennem.

Kojima is back, bitches.

Det var jeg ikke ene om at mene – Kojimas Twitter-profil flyder med lutter overpositive tilkendegivelser og ‘Death Stranding’ trendede i store dele af verden.

Hideo Kojima trækker nemt tankerne hen til filminstruktører som Stanley Kubrick og Guillermo Del Toro. Han siger sjældent tingene som de er, med lader pointerne svæve mellem linjerne, imens han med store cinematografiske underfundigheder trækker beskuerens opmærksomhed i en helt anden retning. Et yderst uvant træk i store spilproduktioner. Han er flabet på en (måske lidt for) intelligent facon, og stiller store krav til sine spillere. Han vil gerne give en oplevelse, men han forventer også en indsats. Når man ikke går på kompromis med hverken sin proces eller sit produkt får man sig naturligt nogle modstandere. Kojima har altid været en person man havde en holdning til i spilbranchen. Man enten elsker eller hader ham.

Konami endte med at hade deres guldfugl. Den tossede troldmand måtte se sig afskåret fra sine vante rammer og medarbejdere, og har det sidste halve års tid gået stille med dørene. Man har kunnet frygte at det var slutningen på det heftige stormløb mod en reformation af spilmediet – at Kojima ville trække sig tilbage til mere passive roller i udviklingsarbejdet og at spilbranchen ville have mistet en af sine få reelle stjerne. Hell no.

Netop Kojimas underspillede teatralske tilgang til et ellers ret nørdet og stift medie som gamingen er kimen i mit gevaldige mancrush på Hideo Kojima. Siden John Romero i 90’erne (‘Doom’) fik understreget, at der måske nok ikke er plads til regulære rockstjerner i miljøet, så er der i hvert fald plads til storslåede og krøllede hjerner. Kojima har aldrig sat sit lys under en skæppe, men har stabilt underbygget sin rolle som idol. Foruden en gudsbenådet spil-kreatør har Kojima over de sidste 30 år understreget sin rolle som beundringsværdig mand med noget på hjerte.

For hver gang han har italesat et problem med spilverdenens teknologiske eller sociale retning, har han udgivet et spil der rettede op på problemet. Hvadenten det var med ‘Snatcher’ i 1988 eller ‘Metal Gear Solid V’ sidste år, har han altid skubbet grænserne nærmere det umulige – og altid længe forbi, hvad etablerede kræfter har sagt lod sig gøre.

Kojima er en mand, der arbejder bedst i trods, synes det. For hver forhindring der tårner sig op foran ham, finder han ikke bare en vej udenom – han insisterer på at hoppe over. Højere og højere.

Og det er netop derfor, jeg elsker ham og ser ham som den største producent af spil og måske endda film i vor tid. Selvom vi stort set intet ved om ‘Death Stranding’, så beviste Kojimas Fønix-fødsel i går og ikke mindst reaktionerne på den, at han stadig har masser på hjerte og med få virkemidler kan drage os ind i betagende verdener, vi ikke helt forstår.

Kojima træder for mig ind i rollen som manden der kæmper mod etablissamentet i en branche, der med god samvittighed kan beskyldes for tryghedsnarkomani: Både for sin egen skyld, men også for spillernes. Kojima visner hvis han står stille. Han kommer aldrig til at lave en ‘Call of Duty’-fabrik og kværne det samme spil ud hvert år, og for det må man som fagmand være ham evigt taknemmelig. Kombinerer man dén tænkning med hans evigt skælmsk charmerende interviews og fuldkomne fagnørdede glæde og passion for spil og film må jeg overgive mig hovedkuls i et kæmpe man-crush på den eller så undseelige verdensomstyrtende revolutionær.

Store hjerner med store armbevægelser har altid delt vandene. Zlatan, Prince, Kubrick, Dali, Stephen King er dem, man nævner Kojimas navn i sammenhæng med. Hans genialiteter og enorme ambitionsniveau var tydeligvis ikke låst til Konami-ansættelsen, men var båret af en enkelt mands visioner om, hvor spilmediet skal løftes hen.

Jo flere spil der kommer fra den altid smilende japaners hånd, jo sværere bliver det at benægte, at Kojima ikke skal være manden der fører spillene endegyldigt ind i mainstream-mediernes favn. Kojimas spil balancerer ofte på knivsæggen imellem spil, film og kunst og med ‘Death Stranding’ ser det kun ud til, at hans lovede frie kreative tøjler hos Sony har båret frugt.

Læs også: Opsamling på E3 dag 0: Med ’Tekken 7’, Norman Reedus’ røv og genialt ’South Park’-spil