‘Mafia III’ er enhver gangsters paradis
Sydstaterne i slut-tressernes USA var ikke noget fedt sted at være som sort amerikaner. Slet ikke, hvis man var en fattig, hjemvendt Vietnam-soldat uden familie – i hverken biologisk eller åndelig forstand. Måske er det netop derfor, at det føles godt at udfylde Lincoln Clays støvler og tage på et voldsforherligende hævntogt gennem sumpområderne bevæbnet med pumpgun og muskelbil.
2K Games og Hangar 13 har udgivet et open-world gangster-spil med et karismatisk og vedholdende persongalleri, fænomenalt soundtrack, rå vold, hurtige biler og nedringede, morderiske damer. Det umiddelbare tvillinge-forhold til ‘GTA’-serien udebliver dog som følge af en markant anderledes setting, humor og race-bevidsthed. Og det er særdeles positivt.
Verdens. Bedste. Soundtrack.
Normalt er den lydmæssige kulisse i videospil hengemt til en halv paragraf nederst på siden, men i ‘Mafia 3’ er soundtracket grund nok til at købe spillet. En ambitiøs blanding af Jimi Hendrix, Otis Redding, The Supremes, Cream og Creedence Clearwater Revival skyder ud gennem højtalerne allerede fra første scene.
‘Mafia III’ skulle først lige gennem en stor day 1-patch (det tog en time – tak, Sony’s servere), men derfra fadede den anonyme download-skærm væk og afløstes af titel-billedet og refrænet fra Hendrixs udgave af ‘All Along The Watchtower’. Kort efter indledes en speedbåds-jagt til tonerne af ‘Born To Be Wild’. Det er ikke alene tidstypisk musik, det sætter også scenen sublimt.
»Lousy nigger«
Hurtigt efter spillets start toner en tekstbesked fra udviklerne, Hangar 13, frem: Eftersom spillet er sat i sydstaterne har man ønsket at male et realistisk billede af datidens sindelag, og man har ønsket at være ærlige omkring denne del af den amerikanske historie og kultur. Og hillemænd, det skal jeg da love for er lykkes. De racistiske ukvemsord og kønsdiskrimineringer sidder løst i den fiktive New Bordeaux (New Orleans) og hvadenten det er tilfældige mennesker på gaden eller hovedrollerne i spillets mange (flotte) cutscenes, er ingen for fine til at slynge om sig med »nigger«, »cook«, »bitch« eller det, der er værre.
I modsætning til den rabiate Trevor fra ‘GTA V’ serveres racismen og tilsviningerne i ‘Mafia 3’ uden hans “charme”. I ‘GTA’ gøres racismen til en gimmick, der understreger hvem der er good guys og skurke, og trækkes lidt op som et chok-moment i forskellige lavt-gearede øjeblikke. Ikke i ‘Mafia III’. Henover det velsmurte soundtrack fyger skældsordene med en påfaldende ligegyldighed. Der er ikke noget specielt ved racismen: Sådan var (er?) det jo bare.
Hangar 13 skaber med deres valg en setting, der virkelig burde forarge og i mange henseender vække reflektioner hos særligt det amerikanske marked: Hvor langt er man egentlig kommet siden 1968, når man tager de seneste års politibrutalitet in mente?
Det er sjovt at skyde folk
Men ser man bort fra spillets indbyggede racekommentar, så er det ikke et særligt politisk korrekt spil. Det handler om at dræbe sig vej gennem den kriminelle underverden og stige til tops i selvsamme. Men det er bare unægteligt sjovt, selvom det er et prøvet format. ‘Mafia III’ rammer tilmed en god balance i spillets tempo og realismegrad.
Det er et tungere spil, end man er vant til. Tempoet er lidt langsommere, bilerne lidt sløvere og action-sekvenserne en my roligere. Og det er skønt. Modsat ‘GTA’, ‘Saints Row’ (som ingenlunde tilstræber realisme), ‘Witcher’ og alle de andre, så er hverken man selv eller fjenderne patron-svampe, der kan modstå maskingeværs-salver eller håndgranater og stadig løbe videre. Man er skrøbelig, og de fleste fjender falder om efter et par velplacerede skud i brystet – ganske som i virkeligheden (tror jeg?).
Skudduellerne bliver mere anspændte end i for eksempel ‘GTA’, hvor en skudsikker go to-strategi er at finde den største bil/maskinpistol og så holde alle knapper i bund indtil næste bandeområde er overtaget.
Jeg har aldrig nydt at køre bil i denne type open world-spil. I ‘GTA’ er det bevidst hektisk og urban rally-kørsel, der koster sidespejle, menneskeliv og lydmure hver gang man skal fra A til B, og næsten alle andre spil (‘Batman – The Arkham Knight’, vi kigger på dig) klodser så meget rundt i automobil-kapitlerne, at jeg hellere var dem foruden. Men i ‘Mafia 3’ er det ulovligt at køre over for rødt, køre i den forkerte vognbane eller påkøre andre. Hvis politiet ser det (og det gør de) tændes sirenen og man eftersættes. Det giver plus på realismekontoen og det betyder samtidig at man opfører sig mere naturtro i spillet. Den velfungerende fysikmotor gør tilmed, at bilerne opfører sig realistisk – også når man tackler en lygtepæl igen, igen.
Repitition spænder ben
Spillets plot går ud på at overtage New Bordeauxs kriminelle områder et efter et, det være sig prostitution, narkotika eller lignende, for til sidst at tage livet af bosserne, imens man arbejder sig opad i hierakiet. Der er intet nyt under solen der, og hurtigt føles standard-missionerne (list igennem et bordel og myrd bossen, snig dig udenom vagterne og ødelæg kasserne med narko, og så videre) da også slidte og uopfindsomme. Det er en skam, at et spil der har været under udvikling siden 2012 ikke har mere indhold. Der er mange forskellige ting at lave, flertallet af dem gentages desværre bare nok til, at wow-faktoren forsvinder.
Hvor repetitionen trækker ned, formår cutscenes at gøre det modsatte. Ansigtsmimik, gestikulationer, stemmeskuespil og manuskript fungerer i topklasse for ‘Mafia III’. De filmiske mellemsekvenser løfter arven fra ‘L.A. Noire’ og nærmer sig biograffilm i kvalitet. Det er imponerende at se teknologien spille. Selv på en PS4 træder grafikken og skuespillet ud og sammen med en mesterlig instruktion og klipning underbygges den ellers ret metervare-agtige historie solidt.
Selvom historien er prøvet et par gange før, eksekveres den uden metaltræthed og de værste floskler. Hovedpersonen Lincoln Clay og et par af birollerne (særligt Cassandra og John Donovan) leverer replikkerne med en indsmigrende charme som gør, at man involverer sig personligt i deres sidehistorier og fortællinger. Det er meget få spil, der formår det.
»To be a gangster was to own the world«
‘Mafia III’ imponerer på rigtig mange punkter. Men det største kritikpunkt er, at det desværre ender som en bedre oplevelse end spil. Det er fantastisk at cruise rundt, nyde grafikken, styringen af bilen og soundtracket, men går man igang med at fuldføre missionerne én efter én bliver det hurtigt temmelig meh.
Det er en spøjs oplevelse at sidde med et stort anlagt spil, som er allerbedst når man vælger den planlagte og instruerede oplevelse fra. Enkelte af de manuskriptbårne sekvenser fungerer perfekt, men alt for mange af dem virker som venstrehåndsarbejde fra en trist mandag, hvor ingen rigtig gad at prøve særlig hårdt. Heldigvis er det dog nemt at se bort fra missionerne og bare cruise med en omgang Rolling Stones på bilradioen.
Godt
+ Soundtracket!
+ Realistisk styring og fysik
+ Fantastisk historisk setting
Skidt
– Grafikken udenfor filmsekvenserne imponerer ikke
– Ensformige missioner
– Den overordnede historie taber luft et par gange