‘Shadow of War’ er både underholdende og gumpetung Tolkien-fanfiktion
Da ‘Middle-earth: Shadow of Mordor’ udkom i efteråret 2014, blev det et overraskende stort hit hos både kritikere og på salgslisterne. Og kombinationen af et kompetent open world action-adventure, et nyskabende element i form af nemesis-systemet og et blodfattigt udvalg af spil til PS4 og Xbox One var også nok til, at undertegnede i den grad lod sig forføre.
Her tre år senere står vi så med en stærkt imødeset opfølger, der skal klare sig på nogle modne platforme med massevis af glimrende spil og derudover ikke har et overraskende gameplaysystem til at skabe blikfang. For at levere varen har Monolith Productions tilsyneladende udviklet ‘Middle-earth: Shadow of War’ ud fra devisen more is more. Større verden? Tjek! Længere kampagne? Tjek! Flere sideaktiviteter? Tjek! Nyt loot-system? Tjek! Mere robust opgraderingssystem? Tjek! Mere skamløs brug af kendte skurke? Tjek!
Resultatet er endnu et underholdende og ultra voldeligt togt gennem Mordor, der fint bygger videre på forgængerens styrker, men desværre ikke formår at rette op dets svage punkter.
En verden uden sjæl
Monoliths nye version af Mordor træder ligesom sin forgænger ind i den Ubisoft’ske tradition for ekspansive og detaljerede spilverdener med massevis af aktiviteter. Opdagelsen af disse sker dels gennem en hul scannefunktion fra toppen af de for genren allestedsnærværende tårne og dels gennem spillets kort. Har du ikke valgt et mål, skynder spillet sig at blæse en eftertrykkeligt stor prompt op midt på skærmen, der beder dig vælge et af slagsen.
Jeg forstår sådan set godt udviklerens iver efter at give spilleren en minimap-markør at navigere efter, for en nærmere inspicering af spillers fem særskilte regioner afslører, at selvom ‘Shadow of War’ på overfladen har en meget kønnere og mere varieret spilverden end sin forgænger, så er den akkurat ligeså sjælløs. Der inviteres ikke til opdagelse af den simple grund, at der ikke er noget at opdage.
Det ærgrer mig uendeligt, at så mange vestlige open world spil reducerer deres verdener til en jagt på det næste checkpoint, når nu ‘Breath of the Wild’ viste, hvordan eminent spildesign kan føre til en verden, hvor du gang på gang bare bliver nødt til at se, hvad den næste bjergtop, hule eller samling træer byder på.
Når vi snakker titler som ‘The Division’, ‘Far Cry 4’ eller ‘Mordor’-spillene, kan det sommetider være svært at forstå hvorfor formen overhovedet skal være open world, når disse verdener slet ikke er interessante at gå på opdagelse i. Er det fordi de enorme kort maskerer hvor dovent level designet reelt er, eller følger man bare tidens tendenser?
Bunkevis af afhuggede hoveder
Heldigvis bruger du størstedelen af tiden på at interagere med spillets ganske udmærkede kampsystem, der ligesom sin forgænger er et tilfredsstillende og udfordrende take på de rytmebaserede nærkampsystemer, der også er på spil i for eksempel ‘Assassin’s Creed’ og ‘Arkham’-spillene. Stealth er en gangbar måde at indlede løjerne på (især fordi dine modstandere ikke er de mest årvågne typer), men som regel ender det i åben kamp, hvor en kombination af normale slag, modangreb og forskellige specielle angreb skal kombineres for at opnå det bedste resultat.
Sværhedsgraden er generelt fint afstemt, og jeg følte mig ofte overrumplet blot for at vende slagets gang med et velplaceret elven light eller shadow strike. Der er også en række bosskampe mod blandt andet Nazgul, men de skuffer med deres manglende udfordring og ensformige opbygning.
Selvom kampene generelt er gode, bliver de dog en smule ensformige i længden, dels fordi der mangler variation i fjender og slagmarker, men også fordi de simpelthen fylder så meget. For i endnu højere grad end sin forgænger er ‘Shadow of War’ et spil for dem, der syntes, at Gimli, Legolas og Aragorns nedslagtning af orker og Uruk-hai’er og nok især store slag som Helm’s Deep var filmenes absolutte højdepunkter.
Intet sted er dette mere tydeligt end spillets mest markante nye tiltag, sieges, hvor du først indtager og senere forsvarer en håndfuld større borge med din hær af orker. Det giver nogle underholdende, episke og måske lidt for kaotiske slag med et meget lille strejf af strategi, da du inden slagene kan vælge opgraderinger til dine kaptajner. Dybt er det ikke, men det tilføjer et element af personlighed, der er velkomment.
Gumpetung fanfiktion
Selvom sieges spiller en rolle igennem hele spillet, er det først i spillets fjerde og sidste akt, det glorificerede endgame ‘Shadow Wars’, at de bliver omdrejningspunktet. De tre første akter udgør spillets egentlige historie, og her blander Monolith nye helte med stort set alle skurkene fra ‘Ringenes Herre’-filmene sammen til en uelegant form for prequel til netop disse film. For det meste er det ganske forudsigeligt, og når plottet overrasker, er det som følge af ændringer i loren, hvilket bestemt ikke skal læses som ros.
Ud over hovedmissionerne er der også en del historie at finde i spillets udmærkede collectables, som blandt andet består af klassiske udfordringer på tid i form af barrows og de loot-givende Ithildins, hvor man først skal finde ord i spilverdenen for derefter at sammensætte dem til et digt ved en speciel dør for at få adgang til sjældent gear. ‘Shadow of War’ er meget pædagogisk anlagt, når det gælder informationen om belønningerne ved at udføre de forskellige aktiviteter, hvilket på den ene side er rart og praktisk, men samtidig også fjerner en del af overraskelsen.
Blandt venner og fjender
Når nu hovedplottet ligesom sin forgænger i bedste fald er forglemmeligt, er det godt, at de bedste historier sommetider er dem, man selv skaber. Her er nemesis-systemet endnu en gang leveringsdygtigt i et hav af bitre rivaliseringer og usandsynlige venskaber.
I forhold til sin forgænger er systemet blevet udvidet med langt flere parametre, der kendetegner de forskellige modstandere og allierede. Der er også flere måder at kommandere og opgradere dem på og i starten kan det godt virke overrumplende, men med tiden satte jeg mere og mere pris på kompleksiteten, der giver kampene et tiltrængt skud variation. I de første tre akter kan man sagtens klare sig med kun at bruge systemet overfladisk, mens det i Shadow Wars bliver nødvendigt at opgradere sin hær ved for eksempel at sætte sine fortrolige til at snigmyrde rivaliserende kaptajner eller kaste dem i ud gladiatorkamp til døden.
Min eneste seriøse anke ved systemet er de til tider alt for lange introduktioner (ja, dig med miderne under huden. Det er især dig, jeg tænker på), som fjendtlige kaptajner partout skal levere, hver gang man støder på dem. Især fordi det ofte sker samtidig med, at du er i gang med en kamp med to kaptajner og 30 håndlangere i forvejen. Akavet er det mildest talt.
Et marked med mikrotransaktioner
Et ikke så sympatisk aspekt ved ‘Shadow of War’ er integrationen af loot boxes, som foregår via mikrotransaktioner og giver bedre gear og nye kaptajner til din hær af orker. Det var ikke fordi, jeg følte, at spillet i voldsom grad pressede mig ud i køb for at undgå en langtrukken omgang grinding, men i Shadow Wars begynder dette at ændre sig. Derudover er den generelle praksis simpelthen gift i mine øjne, og storefronten der dukker op forneden i pausemenuen er heller ikke for køn. Det er ikke noget, der som sådan har haft en negativ indvirkning på min bedømmelse af ‘Shadow of War’, men det er skidt drejning for AAA-spil, og jeg forstår godt de spillere, der vil statuere et eksempel med deres pengepung. I er hermed blevet advaret.
Endelig dom
Med ‘Shadow of War’ har Monolith Productions leveret en fortsættelse, der på trods af sin større skala og højere ambitionsniveau har nogenlunde de samme styrker og svagheder som sin forgænger. Det giver en noget ujævn oplevelse, hvilket er sværere at tilgive end i første ombæring. Men er du fantasy-trængende og på udkig efter en underholdende actiontitel, der kan sluge op mod 50 timer af din tid, klarer ‘Shadow of War’ opgaven fint. Elegant og mindeværdigt er det ikke, men mindre kan jo også gøre det.
Godt
+ Medrivende slag
+ Fin præsentation
+ Gode collectables
Skidt
– Sjælløs verden
– Overforbrug af kendte skurke
– Kedelige bosskampe