The Men

Det er næppe tiltænkt som en hyldest til andet bind i Stephanie Meyers populære ’Twilight’-vampyrbogserie, at Brooklyn-kvartetten har valgt at titulere deres fjerde album ‘New Moon’. Er man derimod bekendt med The Mens fordums meritter, virker titlen velvalgt, da det tidligere udprægede punk- og hardcoreorienterede firkløver på nærværende udspil hyler mod nye musikalske måner, hvor udtrykket er mere afvekslende og imødekommende end førhen.

Bevares. Kvartetten tog så småt tilløb til denne transformation på sidste års fremragende ‘Open Your Heart’, men her synes udviklingsprocessen fuldbyrdet. Åbningsnummeret ‘Open the Door’, en stilfærdigt lullende countrypopsang med akustisk guitar, saloonklaver og ’uh-uh-kor, er til eksempel temmelig langt fra punkland, mens den efterfølgende ‘Half Angel Half Light’ spiller på mere klassiske rockdyder, der ikke ligger milevidt fra The Replacements, som de knuselskelige drukkenbolte fra Minnesota lød i deres zenit på plader som ‘Let It Be’ og ‘Tim’.

Netop The Replacements og de beslægtede Hüsker Dü er oplagte referencer, da de om nogen formåede at tage springet fra uregerlige punks til fuldblodsrockbands uden at sætte deres kunstneriske integritet over styr.

Gudskelov er der fortsat masser af både integritet og uregerlighed over The Men, og hvis man skulle være i tvivl, kan man smide det otte minutter lange afslutningsnummer ‘Supermoon’ på anlægget. Her smadderrocker og feedbacker Brooklyn-kvartetten den det bedste de har lært, så al snak om blødsødenhed og at sælge ud forstummer.

‘New Moon’ er en alsidig og pissefed rockplade. Længere er den ikke.