Interview med Coen-brødrene: Når man laver et dansenummer, behøver det ikke handle om flygtninge

Interview med Coen-brødrene: Når man laver et dansenummer, behøver det ikke handle om flygtninge
Joel og Ethan Coen forbeholder sig retten til at lave fantastisk underholdning uden klare budskaber. Vi mødte dem i Berlin, hvor de afslørede, at deres nye film, ’Hil Cæsar’, blev skabt ud af idéen om Clooney som tykhovedet filmstjerne.

Placeringen som åbningsfilm på Berlin-festivalen er næsten utaknemmelig for Coen-brødrenes farce om Hollywoods gulalder i 1950’erne, ‘Hil Cæsar!’.

Under åbningsdagens pressemøde på den i høj grad politiske filmfestival, der i år har flygtninge som tema, prøvede journalister fra hele verden forgæves at afdække filmbrødrenes politiske motiver og holdninger til netop flygtningekrisen i Europa.

Instruktørerne svarede ironisk afvæbnende og lod George Clooney styre showet med gøgl og vittigheder. Men da en mexicansk journalist for anden gang spurgte Clooney, hvad han helt konkret foretog sig for at hjælpe flygtningene, blev stemningen fjendtlig.

»Jeg bruger rigtigt meget energi på det, og jeg skal mødes med Angela Merkel i morgen. Hvad har du gjort?«, bed han tilbage, og Coen-brødrene supplerede irriteret, at selvom emnet er vigtigt, er det urimeligt at pådutte alle kunstnere en pligt til at beskæftige sig med et bestemt emne.

Hail Ceaser George Clooney
»Det var sådan et misforstået spørgsmål – man ved slet ikke, hvor man skal begynde«, siger Joel Coen om episoden, da vi dagen efter møder brødrene på Hotel de Rome i Berlins Mitte-kvarter. »Jeg forstår ikke, hvorfor der opstår sådan en aggressivitet mod et underholdningsprodukt. Som at spørge: ‘Du har lavet et dansenummer, men har det noget med flygtninge at gøre?’«.

Joel og Ethan Coen er tydeligvis trætte af at udlægge budskaberne i deres film. De gnider sig i øjnene bag brillerne og svarer undvigende på alle spørgsmål, der kræver en større selvrefleksion. Kunne man dog ikke bare få lov at lave en underholdende komedie, uden at det skal betyde alt muligt, synes de at tænke.

‘Hil Cæsar!’ byder dog heller ikke umiddelbart på klare budskaber eller forkromet sandhed, men er et overflødighedshorn af komiske optrin omkring et filmstudie i 1950’ernes Hollywood. I centrum er studiechefen Eddie Mannix, en problemknuser, der sørger for, at produktionerne kører glat, alle egoer på settet er glade, og pressen afledes fra skandalehistorierne.

Hail Ceasar Josh Brolin
De evner får han særligt brug for, da filmstjernen Baird Whitlock (Clooney), der i filmen i filmen spiller titelrollen som Cæsar, bliver bortført af en gruppe kommunister.

Filmen blander religion, politik og underholdning og laver sjov med kommunisme, kapitalisme, stjerner, studiesystem og presse. Hvad ville I sige med den?

Ethan Coen: »Filmen er et sammenkog af ideer, der kommer fra et ønske om at fortælle en historie, der foregår i Hollywoods guldalder. Det politiske aspekt udsprang ikke fra en interesse i kommunisme, men ud fra historiens præmis om, at en filmstjerne bliver kidnappet fra settet af en film, som studiet har investeret mange penge i.

Hvem skulle være skurken her? Det vil de mennesker, der har en komplet modsat ideologi end filmstudiernes kapitalisme. I 1950’erne er det kommunisterne. Ideerne kommer altså ud fra, hvad der skaber en god historie – ikke fra politiske eller filosofiske nødvendigheder«.

Hellere cowboy end vandballet

Så der ligger ikke nogen skjult kritik af jeres oplevelser fra filmindustrien?

Ethan: »Der er ikke nogen forbindelse til vores liv. Det er en historie. Vi er optagede af at skabe gode karakterer, der udgør modsætninger og passer ind i historien. Ikke af at udtrykke et synspunkt«.

Hail Ceasar Scarlett Johansson
Joel Coen: »Du krediterer os muligvis med en mere logisk og sammenhængende beregning, end vi rent faktisk lægger i det. Filmen udsprang af en kærlighed til filmindustrien, og tiltrækningen var at genskabe smagsprøver fra svundne filmgenrer«.

Ja, I har scener fra forskellige filmproduktioner med synkronsvømning, westernstunts, stepdans, romerepos og sædeskildring. Hvilken film ville I helst lave?

Ethan: »Den syngende cowboy. Helt klart ikke vandballetten«.

Ville I gerne bytte plads med George Cukor eller Billy Wilder og lave film i 50’ernes studiesystem?

Ethan: »Det ville være en spøjs byttehandel. Teknisk set er vi mere sofistikerede i dag og har computere til at løse alle produktionsproblemerne. Men studiesystemet havde en hær af dygtige teknikere og håndværkertroldmænd.

Joel: »Den anden del af spørgsmålet er, om vi ville trives i sådan et system. Det er umuligt at vide, fordi vi er produkt af en anden tidsalder. Men der er bestemt forførende aspekter ved det. Studiesystemet var et smukt maskineri skabt til at producere film. Instruktører gik fra den ene produktion til den anden og lavede nemt 30-40-50 film i deres karriere, hvilket aldrig sker i dag. Så i kraft af omfanget var arbejdet afvekslende og stimulerende. På den anden side besad studierne en helt anden form for kontrol, end vi er vant til at arbejde under«.

Ideen født for 15 år siden

Undgår I studiesystemet i dag?

Ethan: »Ikke rigtigt. Vi er både en del af det og ikke en del af det. Vi udvikler vores manuskripter uden om studiet, og vi er ikke underlagt deres forslag på stort set nogen områder. Vi præsenterer et færdigt manuskript, budget og cast og bruger studiet som finansier og distributør«.

Jeg har hørt, at I har planlagt filmen længe. Hvornår opstod ideen?

Hail Ceaser Coen 2
Joel: »Vi fik ideen, da vi første gang arbejdede sammen med George for 15 år siden (på ’O Brother Where Art Thou’, red.). Det var ideen om ham som tykhovedet filmstjerne, der udløste den. Vi nævnte den for ham dengang, hvorefter han begyndte at annoncere den som den næste film, vi skulle lave sammen, selvom vi på det tidspunkt egentlig ikke havde nogen intentioner om at lave den. Det besluttede vi os først til for et par år siden og skrev så manuskriptet«.

Skrev I med andre skuespiller in mente? For eksempel den sjove lille scene i klipperummet med Frances McDormand (som har været med i otte af brødrenes film og er gift med Joel Coen, red.)?

Joel: »Nej, Frances ville rigtigt gerne være med i filmen, og vi tænkte, at det ville være sjovt, hvis hun spillede den rolle«.

Hail Ceaser Frances McDormand
Ethan: »Med de andre skuespillere, som vi kendte, var det ikke sådan, at vi skrev til dem. Men da vi havde ideerne til karaktererne, tænkte vi straks på Josh Brolin, Tilda Swinton, Channing Tatum og Scarlett Johansson. Alden Ehrenreich, som er virkelig fantastisk som den unge westernstjerne, mødte vi til en audition«.

Går efter fornyelsen

Den centrale karakter er ‘fikseren’ Eddie Mannix? Hvorfor er hans type interessant?

Joel: »I filmen er filmstudiet ved at optage en film om Jesus. Hvad gør Jesus? Han tager andres synder på sig. Det synes vi er en underholdende parallel«.

Er I enige i, at jeres film har et fælles tema om mennesker, der konfronteret med skæbnen skal træffe vanskelige beslutninger?

Ethan: »Vi er ikke bevidste om det. Hvis vi var opmærksomme på gentagelser i vores film, ville vi prøve at gøre noget andet. Hvis der er fællestræk, sker det på trods af vores bestræbelse for at forny os«.

Hvor meget researchede I om tidsbilledet i Hollywood?

Joel: »Vi researchede en del omkring, hvordan filmene dengang blev udført rent teknisk. Historiemæssigt ved vi en del fra vores bekendtskab med Hollywoods historie, men vi foretog ikke decideret research. De fleste plottråde bygger på generiske filmstjerneskandaler, men en enkelt historie stammer fra virkeligheden: Loretta Young formåede rent faktisk at konstruere en adoption af sin egen datter, som Scarlett Johanssons karakter gør i filmen«.

Læs også: Rangering: Alle Coen-brødrenes film – fra værst til bedst

Læs også: Anmeldelse af ‘Hil Cæsar!’

Sponsoreret indhold