Årets bedste tv-serier – top 20-11

Årets bedste tv-serier – top 20-11
Udbuddet af tv-serier har aldrig været så mangfoldigt som nu, og det afspejler sig i vores valg af årets bedste. I første del finder man både animation, science fiction, filmet teater, retssalsdrama og en hund i en hovedrolle.

20. ’Horace and Pete’

Hvem i alverden laver filmet teater i 2016 og tror, at folk gider betale penge for det uden om de gængse streamingtjenester?

Ingen andre end Louis C.K., der sagtens kunne have bevæget sig i en indbringende kommerciel retning efter storsuccessen ’Louie’ og sine anerkendte standup-shows, men i stedet valgte at gå lige modsat med en statisk flerkameraproduktion sat på en enkelt location: En gammeldags familiebar bestyret af Horace (C.K. selv) og Pete (Steve Buscemi) med onkel Pete (Alan Alda) som evigtgnaven bartender.

Det er ’Sams bar’ møder Tjekhov, både grænsende til det amatøristiske i det minimalistiske udtryk og elegant forfattet i bevinget dialog om alt fra politik til abort og cunnilingus. Det er indimellem rigtigt sjovt, men lige så ofte bare melankolsk eller decideret tragisk. Og det er indimellem halvkedeligt, men mindst lige så ofte rasende originalt, og alene Laura Metcalfs lange, hudløse monolog om en affære med en 80-årig mand burde være nok til at sikre Louis C.K.’s stærkt idiosynkratiske serie en plads på enhver liste over årets bedste tv-serier – og i hvert fald over de mest interessante.

Stilen er så reaktionær, at det føles som avantgarde, og med sin surprise-udgivelse af serien på C.K’s eget website anviste lanceringen samtidig en meget moderne vej for tv-serien i det digitale landskab.

Louis C.K. har intet behov for at please, og tak for det. Vi glæder os afsindigt til at følge hans næste træk.

19. ’Search Party’

’Gone Girl’ møder ’Broad City’ med et stænk af ’Veronica Mars’ og ’Inherent Vice’.

Sådan kan man beskrive den kuriøse tone, der indhyller Michael Showalter, Sarah-Violet Bliss og Charles Rodgers lille serie om en privilegeret, men uforløst brooklynite, Dory, der bliver besat af en gammel perifer gymnasievenindes forsvinding.

I hovedrollen er Dory stagneret i et job som assistent for en selvoptaget rigmandskvinde og i sit forhold til den vattet-søde Drew. Med gåden om, hvad der er sket med Chantal Winterbottom, som den forsvundne kvinde hedder, får Dory et projekt, en meningsfyldt mission, som samtidig vækker noget i hende: Hvad ville hun selv efterlade, hvis hun forsvandt?

Alt det ligger – for det meste – mellem linjerne, mens jagten på Chantal leder Dory, Drew og deres overfladisk-irriterende narcissistvenner, den homoseksuelle Elliott og hans faghag Portia, til møder med New Yorks mest aparte figurer og miljøer: Fra graviditetskulter til privatdetektiver og sleske forretningsmænd.

Chantal er en menneskelig McGuffin, der sætter denne rejse gennem storbyens særprægede karakterer i scene og lader Dory træde i (borderline-sindssyg) karakter. Hendes besættelse af Chantal ender som en skæv og poetisk-eksistentiel rejse, flot afrundet og stemningsfuldt båret af et fint electropop-soundtrack. Og så er Alia Shawkat, især kendt fra ’Arrested Development’, et fantastisk empatisk anker, både sjov og et undrende straight-face i den klaustrofobiske, social media-besatte hipsterverden, hun er omgivet af.

18. ’High Maintenance’ sæson 1

Det kan godt være, der var noget hit and miss over Katja Blichfeld og Ben Sinclairs første sæson af ’High Maintenance’ for HBO, men man fortjener per automatik at blive fremhævet, når man lader en hund være hovedperson igennem et helt afsnit på 25 minutter. Og ikke nok med det: Man lykkes med grebet, så man til sidst sidder og får en klump i halsen over det firbenede væsens uransagelige skæbne. Vuf!

Hundeepisoden – afsnit 3 – var kulminationen på en sæson, der dog også havde andre glimrende momenter, fra den ældre mand, der udlever sin anden hipster-ungdom i en »børnehave for voksne« til den sørgmodige Patrick, der samler på vitaminvand og dårligt tør gå uden for en dør.

’High Maintenance’ har været på en forbløffende rejse fra uafhængig webserie til Vimeo-serie og nu til den mest prestigiøse tv-udbyder af dem alle. Og det er beundringsværdigt, at serien har holdt højt niveau hele vejen. Den blev ikke nødvendigvis bedre med HBO-rygdækning, men den er fortsat et overraskende og originalt portræt af New Yorks skæve folkesjæl.

17. ’BoJack Horseman’ sæson 3

Er man bare en lille smule interesseret i Oscar og Awards Season, var tredje sæson af Raphael Bob-Waksbergs kongeniale animationsserie en guldgrube af satiriske højdepunkter.

BoJack blev nemlig kørt i Oscar-stilling for sin rolle i ’Secretariat’, hvilket var en fantastisk anledning for serien til at gøre tykt grin med forstillelsen omkring priskampagnerne, fra ulidelige interviews til undervandsfilmfestival og en hyperaktiv, sexhungrende agent med eksistentielle kvaler.

Man behøver dog omvendt ikke være awards-fanatiker for at sætte pris på det tårnhøje niveau, ’BoJack Horseman’ fortsat lægger for dagen.

Det er en serie, der tør dyrke det fornøjeligt platte, som når BoJacks modkandidater i kategorien bedste mandlige hovedrolle er folk som Jurj Clooners for ’The Nazi Who Played Yahtzee’ og Bread Poot for ’City of Aids’. Men som også kører ud af voldsomt komplekse historietangenter, som når et afsnit konstant bliver afbrudt af BoJacks fordrukne blackouts, eller tre-fire forskellige tidslinjer kører sideløbende (BoJack fortæller en historie til en avissælger, i hvilken samboen Todd fortæller en historie, i hvilken han kommer med en ny forretningsidé), uden at man mister overblikket.

Mens sæson 3 syntes at skrue endnu mere op for joke per minut-ratioen – og lykkedes med det meste – var det samtidig sæsonen, hvor BoJack blev konfronteret med sin dårlige samvittighed over den totale deroute for barnestjernen i hans gamle hitsitcom ’Horsin’ Around’. Faktisk oprigtigt rørende.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

16. ’The People v. O.J Simpson: American Crime Story’

Vi har to O.J. Simpson-serier med på listen over årets bedste. Dokumentarserien ’O.J.: Made in America’ stryger i top 10, men FX’ dramatisering af retssagen mod den tidligere football-spiller fortjener absolut også hæder.

O.J.-sagen var den første i antologiformatet ’American Crime Story’, og den bliver svær at overgå. På overfladen flirter hovedforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski med kitsch, når det eklektiske cast med folk som David Schwimmer, Cuba Gooding Jr. og John Travolta spyer forsvarstalerne ud med stor kraft og parykken skruet godt ned over hovedet.

Men lige under den melodramatiske (og svært underholdende) fernis lykkes serien faktisk med at stikke fingeren direkte ind i det race- og kønsmæssige hvepsebo. Såvel skildringen af forsvarets kyniske udnyttelse af O.J. Simpsons racebaggrund som mediernes karaktermord på den kvindelige anklager Marcia Clark er overvældende skarpt skåret. Og så er det i sig selv en bedrift, at man sidder naglet til lænestolen gennem 10 afsnit med en sag, som man godt ved, hvor ender.

15. ’Black Mirror’ sæson 3

Niveauet var svingende i den første Netflix-sæson af Charlie Brookers dystopiske antologiserie ’Black Mirror’, og det nordic noir-inspirerede ’Hated by the Nation’ (om en række mord på upopulære SoMe-profiler) og ’Shut Up and Dance’ om webcam-afpresning hørte til blandt de svageste af seriens nu i alt 13 afsnit.

Man tager dog gerne tre lunkne afsnit for bare ét sublimt, og den nye sæson bød da også på nogle af de mest hjernevridende øjeblikke, man kunne finde på tv eller film i 2016.

’Nosedive’ – instrueret af elegante Joe Wright (’Atonement’) – var en gennemført pastelfarvet fremskrivning af, hvad der kan ske, når like-hunting kommer til at definere for vores sociale status og forhold til andre mennesker. ’Playtest’ var et effektivt horrorafsnit om de uhyggelige perspektiver i augmented reality, og ’San Junipero’ var en eksistentiel granskning af vores forhold til døden (og, her lidt på afstand, nok sæsonens bedste afsnit).

Charlie Brooker spidder det moderne menneske med sine visionære fremtidssyn, og ’Black Mirror’ fremstår også i Netflix-udgaven som en af de mest relevante og rammende serier lige nu.

14. ’Broad City’ sæson 3

En cameo fra Hillary Clinton, en ’Mrs. Doubtfire’-homage, hvor Abbi må pendulere mellem to forskellige borde på en restaurant for at dække over sine løgne, et sjældent hjerteskærende øjeblik, da Lincoln dropper Ilana og en akavet, tampon-løs flyvetur til Israel som led i et jødisk par-matching-selskab spækket med skæve personager.

Det var blandt de mange højdepunkter i denne ombæring af Ilana Glazer og Abbi Jacobsens newyorker-slacker-serie, som måske ikke gjorde noget afgørende nyt denne sæson, men til gengæld gjorde det samme i vanlig veloplagt stil. ’Broad City’ er genrebevidst og ukrukket, skide sjov og fordomsfri, konstant legesyg i stil og tone og båret af en stor kærlighed til sine karakterer. Alene sæsonåbningens montage af Abbi og Ilanas toiletbesøg i splitscreen var grund nok til en placering blandt årets bedste serier.

Få rendyrkede komedieserier føles så friske og ubesværede som ’Broad City’ – selv på tredje år.

13. ’Game of Thrones’ sæson 6

Højt at flyve, dybt at falde. ’Game of Thrones’ har vokset sig så stor, at der i visse kredse er gået sport i at tale den ned ved en hver given lejlighed, og kritikerne fik en del af skyde med i de første fire afsnit af sjette sæson.

Fantasymonsteret er blevet en slow starter i de sidste par sæsoner, og eftersom det allerede inden premieren var en offentlig hemmelighed, at Jon Snow nok ikke var så død endda, blev det lidt komisk, da serien forsøgte at gøre afsløringen til en kæmpe ting.

Og ja, Aryas flirt med The Faceless Men var lidt af en fuser, og ja, hun rejser lige pludselig rigtigt hurtigt, og nej, det gør Khaleesi så sandelig ikke, og ja, Littlefingers accent bliver mærkeligere og mærkeligere.

Men sjette sæson bød også på hele tre af de bedste episoder af serien nogensinde. ’The Door’ var et følelsesmæssig uppercut, man aldrig havde set komme (Hodor!), ’Battle of the Bastards’ leverede de mest cinematiske og stoflige slagmarksscener set i en tv-serie, og ’The Winds of Winter’ var med sit pianistiske crescendo et kunstnerisk højdepunkt for serien. Den krydser nogle dybe dale på vejen, men på sit højeste er ’Game of Thrones’ stadig i en liga for sig selv.

12. ’Girls’ sæson 5

’Girls’ lakker mod enden. De sidste optagelser til sæson 6 – den endegyldigt sidste – er i kassen, og er femte sæson nogen form for indikation, slutter serien på toppen.

Sæson fem startede med Marnies bryllup med den ulideligt selvmedlidende Dessi og Shoshanna på rette hylde i excentriske Japan, men sluttede et helt andet og mere modent sted for de fleste af figurerne. Efter et tilbagefald i uforudsigelig, sexfaldbydende selvdestruktionsspiral accepterede Hannah, hvem og hvad hun er, og forløsningen på konflikten med såvel Fran som Jessa udmøntede sig i fantastiske gode momenter mod slutningen af sæsonen.

Samtidig var bihistorierne sjældent veloplagte, fra Ray og Shoshannas herlige antihipster-koncept på caféen til Elijahs mismodige affære med en tv-kendis og Adam og Jessas prøvelser med Carolines svigtede barn.

Efter en halv håndfuld sæsoner er både ’Girls’ bag- og forkvinder blevet ældre, og det er det helt rigtige for serien at lade det afspejle sig i karakterernes udvikling på nuværende tidspunkt. Alle i ’Girls’ flyttede sig virkelig i sæson 5, og det klædte både dem og serien.

11. ’Halt & Catch Fire’ sæson 3

Indimellem kan man godt savne en god gedigen dramaserie, som hverken dyster på chokfaktor eller puster sig op til at være moderne Shakespeare. Og så kommer der en ny sæson ’Halt & Catch Fire’, serien om en gruppe kongeniale iværksættere, der kæmper for succes med teknologiske landvindinger i slutningen af 80’erne/starten af 90’erne.

I tredje sæson flytter Mutiny fra Dallas til Silicon Valley, men det viser sig hurtigt, at deres community er knap så langt fremme i udviklingen, som de selv tror, og efterhånden oplever vi den mest dramatiske periode i tech-virksomhedens korte historie. Imens er Lee Paces Joe McMillan genopstået som succesrig børshandler og Steve Jobs-lookalike, og efterhånden krydser han veje med sine gamle forbundsfæller Donna, Cameron og Gordon.

Det er svært at pinpointe, præcis hvad det er, ’Halt and Catch Fire’ gør så godt, for den gør ikke meget væsen af sig selv, men over tre sæsoner er den lykkedes, hvor så mange dramaserier fejler: Den har skabt en række dybt troværdige karakterer, som man er i utroligt godt selskab med og bekymrer sig oprigtigt for. Det er udgangspunktet for, at man investerer sig helhjertet i de små og i visse tilfælde temmelig tech-komplicerede problemstillinger, de står over for. Og at man er ved at falde bagover, da serien uden at gøre et stort nummer ud af det springer fire år frem i tiden.

’Halt and Catch Fire’ blev i starten anset for at være ACM’s halvkvædede forsøg på at finde erstatningen for ’Mad Men’, men efterhånden må man sige, at målet er indfriet.

Læs også: Årets bedste serier – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2016 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11