Inside-historien om de Oscar-ansvarliges adfærd er tåkrummende læsning

Inside-historien om de Oscar-ansvarliges adfærd er tåkrummende læsning
Oscar-kaos 2017 (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Man kan måske godt mistænke, at Oscar-arrangørerne er godt i gang med at vaske hænder efter søndagens fuckup. I hvert fald har revisionsfirmaet PWC, hvis repræsentanter forbyttede to kuverter, måttet tage det fulde ansvar, ligesom akademiets præsident har fyret duoen på stedet.

Men det gør ikke beretningen fra showets erfarne stage manager Gary Natoli mindre interessant. Skal man tage hans ord for pålydende, har PWC’s Brian Cullinan og Martha Ruiz, der var ansvarlige for vinderkuverterne, nemlig ikke just været deres ansvar voksent, heller ikke efter fejlen var sket.

»Jeg er sikker på, de er elskelige mennesker, men de havde bare ikke evnerne til dette. Man har brug for nogen, der er selvsikre og frygtløse«, siger han til The Wrap.

»Jeg var i fløjen til venstre for scenen med Jimmy (Kimmel, red.), da de annoncerede ‘La La Land’. Vi så til i omkring 10 sekunder, og i løbet af den tid var Martha ikke mere end fem fod væk fra os. Da ‘La La Land’ blev annonceret, prøvede hun ikke at få min opmærksomhed, hun sagde ingenting. Og meningen er, at hun skal kunne vinderne i hovedet!«.

Uvidende om at der var noget galt, gik Natoli og Kimmel forbi Ruiz og ind i salen mod Matt Damons plads, hvorfra det var tanken, at Kimmel skulle afrunde showet efter bedste film-prisen.

Her fik Natoli over sit headset pludselig besked fra sin kollega John Esposito om, at Brian Cullinan troede, at de sagde den forkerte vinder på scenen. Der var gået et minut, fra ‘La La Land’ var udråbt som vinder.

Natoli kaldte en anden kollega over radioen for at tjekke Martha Ruiz kuvert – hun og Cullinan havde et sæt vinderkuverter hver, og det var Cullinans, som presenter Warren Beatty havde fået med på scenen.

»Hun stod der med sin kuvert i hånden, meget lowkey«, forklarer Natoli og beretter, at også Cullinan så passivt til, selvom de begge har til opgave at kunne alle vinderne i hovedet.

Da det gik op for arrangørerne, at der stod ‘Moonlight’ i Ruiz’ kuvert, fik Natoli – stadig placeret nede i salen – øjeblikkeligt fat i sine kollegaer i backstage-fløjene: »Få revisorerne derud!«

Men både Ruiz og Cullinan tøvede. Faktisk nægtede de begge at gå på scenen. »Vi var nødt til at skubbe dem på scenen, og det var bare chokerende for mig«, siger Natoli, der selv gik med op på scenen og fandt ud af, at Beatty simpelthen havde fået den forkerte kuvert (backup-kuverten for bedste skuespillerinde) overleveret fra Cullinan.

Der var gået to minutter fra den forkerte udnævnelse, til ‘La La Land’-producer Jordan Horowitz kunne meddele den rigtige vinder.

»Jeg forstår ikke forsinkelsen. Brian skulle være løbet derud. Martha skulle have løbet derud«, fastslår han og tilføjer, at ud over PWC-folkenes manglende handlekraft kan et nyt kuvertdesign have spillet en rolle. Her stod priskategorien med mindre skrift end normalt, hvilket arrangørerne havde klaget over til Oscar-akademiet forud for showet, dog til ingen verdens nytte.

Natoli forklarer i øvrigt til The Wrap, at han i dagene op til showet havde en samtale med Brian Cullinan om, hvad protokollen var, hvis den forkerte vinder blev annonceret, fordi Cullinan var blevet spurgt ind til det i et interview.

»Jeg sagde, ‘hvis du ved, hvem vinderen er, behøver du ikke tjekke med den anden (Martha Ruiz, red.). Så skal du øjeblikkeligt gå ud og rette op på situationen, idealt set før de forkerte vindere når til mikrofonen. Og han sagde, ‘ok, det var det, jeg tænkte’«.

Læs også: Oscar-showet modbeviste alle dine fordomme – og bekræftede én

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af