Sick flicks er kynisk manipulation af teenagepigers kærlighedsfantasier

Sick flicks er kynisk manipulation af teenagepigers kærlighedsfantasier
'The Fault in Our Stars' / 'En flænge i himlen'

KOMMENTAR. Sygdom, selvskade og død. Det er tilsyneladende det, de unge vil have.

Og de får det: Producenterne har i den grad fået færden af tårevædede teenagedollars, efter filmen ‘En flænge i himlen’ i 2014 indtjente over 300 millioner dollars. Bogen, den er baseret på, er trykt i over 18 millioner kopier. Hvorfor ændre på en succesopskrift?

Mens Netflix-serien ‘Døde piger lyver ikke’ optrevler gymnasiepigen Hannahs bevæggrunde for selvmord, fortæller biografaktuelle ‘Alt eller intet’ om 18-årige Maddy, der forelsker sig i nabodrengen, men ikke kan forlade sit hjem på grund af en sjælden immunsygdom.

Det er blot de sidste skud på stammen af såkaldte sick flicks: ungdomsfilm, primært henvendt til piger, der benytter terminal sygdom som dramatisk brændstof til en kærlighedshistorie. Som om teenagefølelser ikke er komplicerede nok uden kemobehandling og begravelser.

‘Me and Earl and the Dying Girl’

‘En flænge i himlen’, ‘Now Is Good’ (2012), ‘Restless’ (2011) og danske ‘En-to-tre-nu!’ (2016) er alle variationer over samme drama om en teenagepige med uhelbredelig kræft, der forelsker sig i en sød og støttende fyr og oplever en intens kærlighed, inden sygdommen skiller dem. ‘Me and Earl and the Dying Girl’ (2015) handler om venskab og er mere quirky end dramatisk, men ellers er skabelonen intakt. Med til bølgen hører også ‘If I Stay’ (2014) om en teenagepige i koma, ‘Before I Fall’ (2017) om en pige, der omkommer i en bilulykke og gennemlever sin sidste dag igen og igen, og den kommende ‘Midnight Sun’ (2017) om en pige, der ikke kan tåle sollys.

De fleste af filmene er baseret på populære young adult-romaner, og det er her, trenden med sygdomsromantik startede. Og i kølvandet, i 2013, en rasende debat om, hvorvidt sick lit glorificerer sygdom og selvskade og giver sårbare unge piger farlige idéer eller forbereder dem til livet ved at give dem mulighed for at stifte bekendtskab med alvorlige emner. Nu hvor genren for alvor også har indtaget filmmediet, er debatten atter aktuel.

Det med at afprøve følelser som sorg og skræk i en tryg situation, gør vi jo alle sammen, når vi ser film, der får os til at gyse, græde, bide negle og krumme tæer – helt tilbage fra vi som børn lærer om adskillelse ved at opleve Bambis mor eller Simbas far dø.

På samme måde giver film os mulighed for indblik i andres livssituationer, og det er i princippet fint, at unge lærer, hvad det vil sige at have leukemi. Men der er forskel på at give indblik i sorg og sygdom og at svælge i det. Og her tipper mange af de førnævnte sick flicks altså over i den kvalme ende.

Before I Fall'

‘Before I Fall’

Man fornemmer kynismen bag, når samme opskrift bliver gentaget til døde, og der i den grad bliver skruet op for sentimentaliteten, når sympatiske teen-heltinder som Dakota Fanning, Shailene Woodley, Mia Wasikowska og Amandla Stenberg ligger bevidstløse, skaldede og fuld af slanger i en hospitalsseng, mens manden i deres liv (som de lige har mødt) bryder hulkende sammen.

Annonce

Det er muligt, at mange teenagepiger æder det råt. Og man skal da også være lavet af sten for ikke at sidde og håbe på, at de brave unge kvinder klarer skærene. Men det er simpelthen for uambitiøst og manipulerende at fremtvinge følelsesmæssigt engagement hos publikum ved at lade hovedpersonen konstant stå på tærsklen til døden.

Og så er der kærlighedshistorierne.

Kønsforskeren Julie Elman udtrykker i Daily Mail bekymring over genrens budskab om, at det vigtigste i livet, selv når man står over for en livstruende sygdom, er, om en dreng er vild med én. Det er da også et fællestræk, at pigerne er villige til at risikere deres helbred for ’kærlighedens’ skyld, og det fremstår romantisk, når Maddy fra ‘Alt eller intet’ og Cecilie fra ‘En-to-tre-nu!’ stikker af på solferie med deres udkårne, langt væk fra de formynderiske forældre og forsvarlig lægebehandling.

Forbudt og umulig kærlighed er som bekendt pirrende. Det gælder både, når forhindringen er sygdom og død, og når man for eksempel er forelsket i en vampyr, som vi ser i den anden store YA-genre, fantasy. ‘Twilight’ dyrker jo sin egen form for dødsromantik, da Bella må ofre sit liv for at få sin elskede.

I begge tilfælde er der tale om ydre forhindringer. I ‘Alt eller intet’ helt bogstaveligt i form af en glasvæg mellem naboerne Maddy og Olly. Og selvom den virker uoverkommelig, er den lettere at forholde sig til end indre forhindringer som dårligt selvværd, generthed, seksuel præstationsangst, frygt for og tvivl om sine egne følelser, den andens følelser, og hvad vennerne tænker, hormonel ubalance, generel forvirring, og hvad der ellers holder teenagere (og alle andre) tilbage fra at indlede og opretholde lykkelige kærlighedsforhold.

'Alt eller intet'

‘Alt eller intet’

I sick flicksene er der bemærkelsesværdigt lidt tvivl og følelsesmæssig vaklen. Olly i ‘Alt eller intet’ og Augustus ‘En flænge i himlen’ (og også Edward i ‘Twilight’) er sikre på sig selv og efter cirka fem minutter også på, at de vil have Maddy og Hazel. Mens pigerne forholder sig passivt, tager drengene initiativ, gør vedholdende kur, giver klart udtryk for deres følelser og lader sig ikke skræmme af pigernes livstruende sygdomme.

Der er ikke noget med, at han ikke skriver tilbage og pludselig snaver med en fra parallelklassen. På den måde er det hele utroligt let – modsat for eksempel den meget mere realistiske skildring af teenagefølelser i ‘Skam’, hvor alle karakterernes problemer foregår i deres eget hoved.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om sygdomsromantikken er direkte skadelig for teenagepiger – ligesom voldelige computerspil man skal nok være psykisk ustabil i forvejen for at lade sig inspirere. Men filmene bidrager i hvert fald ikke positivt til pigernes åndelige udvikling.

Vi skal alle have lov til at dyrke vores fantasier, også teenagepigerne. Og i et mandsdomineret filmmarked er det positivt, at der rent faktisk bliver produceret film til kvindelige målgrupper.

Man kunne bare ønske, at der blev satset på film, der gav de unge piger en reel rustning til livet og kærligheden og nogle mere konstruktive fantasier end at dø forelsket.

Læs også: Kommentar: Jeg savner kvindelige karakterer at identificere mig med i dansk film