Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2017: Lovende takter, sort humor, ægte bevægende

Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2017: Lovende takter, sort humor, ægte bevægende
Rosalinde Mynster i 'Atelier'
En ny årgang filmtalenter er netop dimitteret fra Den Danske Filmskole. Og deres afgangsfilm er løfterige pejlemærker for dansk films fremtid. Vi anmelder filmene skabt af årgang 2017’s seks fiktionsinstruktører, der kan ses i Nordisk Film Biografer i København, Odense og Aarhus 19., 20. og 21. juni.

’Nyforelsket’

Ville Gideon Sörmans ‘Nyforelsket’ er en øm og intim skildring af en kvinde i 20’erne, Alice, der er gået i stå og føler sig alene i livet. Hun er droppet ud af studiet og ved ikke, hvad hun vil. Mens veninderne får babyer, swiper hun på Tinder, går lidt modløst rundt i sin lejlighed, ryger og onanerer foran computerskærmen.

I et forsøg på at slippe ud af ensomheden ringer hun til sin ekskæreste Julian og overtaler ham til at mødes med hende. »Der er meget alenetid, men det kan også noget«, lyver Alice, da han spørger, hvordan hun har det.

Deres møde, der strækker sig til ud på natten, er fint, realistisk og poetisk skildret, fra akavet begyndelse og nostalgiske drillerier til rå real talk og håbefuld genforening. Der er lidt nybølgestemning over de lange scener med stilhed, sigende blikke og famlende dialog med et stemningsfuldt sommer-København som bagtæppe.

Historien er ikke videre original, men fint forløst og let at relatere sig til. I rollen som Alice brænder en sårbar og udtryksfuld Amalie Lindegård smukt igennem.

’Atelier’

Elsa María Jakobsdóttirs ‘Atelier’ handler også om en ung kriseramt kvinde i sit eget selskab. Her er vi dog væk fra hverdagsdramaet og ovre i et mørkt, stiliseret og symbolsk psykodrama. Rosalinde Mynster spiller vor unavngivne hovedperson, der har lånt et afsides hus i Sverige for at få ro og restitution. Hendes yogapraksis bliver dog brutalt afbrudt af en anden kvinde (Anna Rothlin), der åbenbart også bor i huset og tilmed larmer enerverende med sin musikproduktion.

Kvinden rækker dog hånden ud og forsøger at hjælpe hende med at slappe af og være mindre »oppe i sit hoved«. Mynsters karakter drages, men bliver også provokeret af kvindens kropsfrihed, og det skaber spændinger mellem dem. En ekspressiv, utæmmet og mørk natur og uhyggelige geder, der kommer stadig tættere på, symboliserer hovedpersonens indre kamp mellem hoved og krop, kontrol og frigørelse og individualitet og fællesskab.

Et spændende og relevant emne i vores tid, der i den grad er præget af kontrol frem for kropslighed, mens vi febrilsk dyrker yoga og mindfulness. Rosalinde Mynster rammer fint den anspændte, gulerodsspisende, men også nysgerrige unge kvinde. Filmen er utroligt æstetisk gennemført med det modernistiske og skrabede hus over for den vilde natur. Den gennemgående dikotomi gør dog også, at der ikke er plads til så mange nuancer.

’Lille danser’

Nils Holst-Jensens historiske balletdrama ‘Lille danser’ er som en blanding af ‘Black Swan’, ‘Lolita’ og ‘Hosekræmmeren’.

Det starter med en tragisk død på en balletkostskole for unge piger i starten af 1900-tallet. En af eleverne er faldet ud over en trappe – eller blev hun skubbet? Det mistænker betjent Winkler (Bjarne Henriksen), der afhører ulykkens tilsyneladende eneste vidne, 13-årige Martha. Kan den skarpe konkurrence mellem pigerne have skabt voldelige drifter, eller har balletmesteren (Peter Plaugborg) forårsaget misundelse ved at have et lidt for tæt forhold til nogle af pigerne? Martha, der spilles overbevisende af Karoline Hamm, er en hård banan, der ikke har tænkt sig at afsløre nogen hemmeligheder. Men hvor længe modstår hun presset?

’Lille danser’ er et intenst lille studie i forbudt kærlighed og pigedynamikker i et præstationsbåret miljø. Håndværket er flot og tidsperioden overbevisende skildret. Dog skurrer diktion og dialog lidt stift og bedaget. Historien bliver søgt nogle steder, men de scener, hvor vi kommer ind under huden på Martha, er stærke og følsomme.

’September’

Lisa Jespersens ‘September’ er holdets mest mainstreamagtige film og også den film, der sidder klarest i skabet, og hvis tone og historietype man lettest kunne forestille sig som spillefilm. Det gør den heldigvis hverken forudsigelig eller klichéfyldt.

Karen-Lise Mynster spiller en 64-årig kvinde, der har glemt sig selv for at tilfredsstille sin mand og voksne datters behov – uden at de tænker på hendes. Da datteren glemmer deres frokostaftale på et badehotel, falder hun i snak med en lidt yngre kvinde (Andrea Vagn Jensen), som gerne vil give hende et lift, hvis hun altså lige vil med til et meditationskursus? Det ene tager det andet, og hun ender med at tilbringe en festlig dag og nat med kvinden og meditationslæreren (Ulla Henningsen). De opfordrer hende til at sige fra over for mand og barn, og det gør hun. Den evne får hun brug for senere over for sine bedrevidende og påtaget frigjorte nye veninder.

Således bliver ’September’ en skarp og klog fortælling om at lære at sætte grænser – uden ukritisk at labbe floskler om selvrealisering i sig, men lytte til sig selv. Manuskript og replikker er virkelig velturnerede og personinstruktionen i top. Det er en let og veloplagt film med dejligt meget humor, som Jespersen dygtigt bruger til at sætte eksistentielle spørgsmål til debat.

Og så er det forfriskende at se film om kvinder over 50.

’Om en måned’

Der er humor af den sorte slags i Jonas Kærup Hjorts undergangsfortælling ’Om en måned’, hvor vi er langt fra mainstream. Det er en kryptisk fabel om række ældre arbejdere, der er spærret inde på en forladt fabrik og venter på tegn fra omverden. Der er én telefon i gården, som ringer ved hver fuldmåne med den samme besked: »Måden, hvorpå de kan gennemtrænge mørket, er næsten udarbejdet. Vær tålmodige. De er på vej«.

En nat efter et telefonopkald har sjakbajsen opbrugt sin tålmodighed og skyder sig selv. Det efterlader resten af mændene uden leder, og kaos opstår.

’Om en måned’ er stilistisk utroligt gennemført med sit mørke univers og langsomme tableauer af fabrikken og mændene, der går mere og mere op i liningen, smider tøjet, sætter ild til ting, graver huller og råber ind i kameraet. Nogle scener er sjove – som en minut lang scene, hvor en mand banker hovedet ned i en sæk, mens resten sidder ubevægelige og venter, og den pokkers telefon, der bliver ved med at ringe.

Jeg har dårlig tålmodighed til den kryptiske og langsommelige fortællestil, men respekt for det gennemførte udtryk. Er man fan Tarkovskij, er der helt sikkert meget at hente.

’Fædreland’

Ulaa Salims ’Fædreland’ er både den mest rørende og den mest aktuelle film med sin far-søn-historie om national og kulturel splittelse. Her er en film med noget på hjerte.

Hadi Ka-koush spiller en cirka 30-årig mand, der besøger sin far (Imad Abul-Foul) i Jordan. Faren forlod familien i Danmark og flyttede tilbage til Jordan, da sønnen var dreng, og de har ikke haft kontakt i årevis. Nu har faren hidkaldt sønnen under påskud af at have brug for hjælp til at flytte tilbage til Danmark. Han er dog mere optaget af at vise sønnen sine rødder.

Sønnen konfronterer sin far med det svigt, han har følt af at blive forladt, men er også tilgivende over for faren, der på sin egen måde prøver at genskabe båndet mellem dem.

Faren er for stolt til at indrømme sine fejl og siger, som sandt nok er, at hans liv har været mere kompliceret, end sønnen lige kan forestille sig. Og har sønnen måske manglet noget i Danmark?

Forholdet mellem far og søn og deres historik udfolder sig stille og roligt uden at skære konflikterne ud i pap. Trods sårede følelser, vrede, generationskløft og kulturelle forskelligheder strømmer kærligheden mellem far og søn ud gennem lærredet. Det er ægte og bevægende.

Fiktionsafgangsfilmene kan ses i Nordisk Film-biografer i København, Aarhus og Odense 19., 20. og 21. juni. Kan senere ses på Blockbuster og DRK.

Læs også: Hold øje med Tone Ottilie – vi fandt et stortalent på et håbløst sted