Det brede smil, den ekspressive latter, de røde krøller, den kvikke repliklevering og den varme karisma.
Julia Roberts var i 1990’erne og 00’erne den ultimative filmstjerne i en sådan grad, at det næsten er umuligt at forestille sig andre i rollen som Hollywood-stjernen Anna Scott i ‘Notting Hill’. Ingen nåede op på siden af Roberts’ star power, der består af en sympatiskabende kombination af glamour, jordbundet menneskeligt nærvær og dygtigt skuespil inden for både drama og komik. Hun var den første skuespillerinde, der tjente 20 millioner dollars per film, og regulereret for inflation har 20 af hendes film indtjent over 100 millioner dollars alene i USA.
Som 90’er-barn slugte jeg personligt alt fra ‘Pretty Woman’, ‘Something to Talk About’ og ‘Min bedste vens bryllup’ til ‘Runaway Bride’, ‘Erin Brockovich’ og ‘America’s Sweethearts’. Hvis Julia Roberts spillede med i en film, så jeg den. Sådan var det bare.
Men da Julia Roberts sidste år blev annonceret som hovedrolleindehaver i Amazons paranoiathrillerserie ‘Homecoming’, der har premiere fredag, kom jeg til at tænke på, hvornår jeg egentlig sidst havde set en Julia Roberts-film. Og nåede frem til, at den sidste film, jeg har indløst billet til, var den kvalme selvudviklingsfilm ‘Eat Pray Love’ fra 2010.
Min svigtende loyalitet skyldes ikke blot min negative filmoplevelse. Jeg har set adskillige ringe Roberts-film og ville til enhver tid give hende en chance til. For mig er hun større end filmene.
A-listere kan ikke betale sig
Sagen er, at der slet ikke bliver produceret Julia Roberts-film længere. Siden ‘Eat Pray Love’ har hun haft roller i 11 spillefilm og gjort det glimrende i blandt andet ‘August: Osage County’, som hun blev Oscar-nomineret for, og sidste års ‘Wonder’. Men ingen af dem er rigtigt Julia Roberts-film. Hun er reduceret til biroller, og det er ikke film, der markedsfører sig på Roberts’ navn.
Det samme gælder faktisk hovedparten af hendes roller siden Oscar-sejren med ‘Erin Brockovich’. Ud af hendes 25 spillefilm efter ‘Brockovich’ er kun fire nået op over 100 millioner dollars-milepælen, og det er alle ensemblefilm: ‘Ocean’s Eleven’, ‘Ocean’s Twelve’, ‘Valentine’s Day’ og ‘Wonder’.
I 2016 opgjorde The Hollywood Reporter Roberts’ tiltrækningskraft ved billetlugerne og fandt, at den var stærkt nedadgående. Det fik skribent Pamela McClintock til at konkludere, at Roberts er eksempel på, at en stor filmstjerne ikke længere er garanti for, at publikum møder op i de amerikanske biografer. Hun henviser til Roberts’ dengang kommende film ‘Money Monster’ som testen for skuespillerens fortsatte star power, og den dumpede hun: Jodie Fosters drama med Roberts og George Clooney endte med at indtjene skuffende 41 millioner dollars.
For et par år siden argumenterede David Ehrlich fra Indiewire for, at filmstjernen som koncept var død. Hollywood-film er ikke længere drevet af stjerner, men af figurer i franchises, der kan spilles af hvilken som helst ukendt skuespiller. Det kan slet ikke betale sig at hyre A-listestjerner.
Vores filmredaktør gav i en kommentar Ehrlich delvist ret i sin analyse – i hvert fald i, at markant færre skuespillere kan sælge en film alene i kraft af sit navn, som for eksempel Eddie Murphy, Will Smith, Johnny Depp og altså Julia Roberts kunne i 1980-00’erne, ligesom publikum længere tilbage i filmhistorien i endnu højere grad gik ind og så den nye Katharine Hepburn- eller Humphrey Bogart-film. Han indvendte dog også, at stjerner som Reese Witherspoon og Matt Damon i dag besidder en anden form for magt gennem deres evne til både som skuespillere og producere at få mindre film over rampen.
Kødfulde kvinderoller på tv
Det gælder også tv-serierne, som i den grad har taget Hollywood-stjernerne til sig. Bare i dette efterår har vi foruden Roberts set Emma Stone og Jonah Hill i ‘Maniac’, Jim Carrey i ‘Kidding’ og Sean Penn i ‘The First’.
Særligt Hollywoods modne kvinder har i de seneste år fundet de kødfulde roller på tv. Susan Sarandon og Jessica Lange spiller hovedrollerne som divaerne Bette Davis og Joan Crawford i ‘Feud: Bette and Joan’, der netop handler om Hollywoods sexistiske aldersdiskrimination. Jane Fonda og Lily Tomlin har fået ny gang i karrieren med komedieserien ‘Grace and Frankie’, det samme har Rita Moreno i ‘One Day at a Time’.
Helena Bonham Carter får for første gang i årevis lov til at spille andet end excentrisk komisk indslag i rollen som Prinsesse Margaret i den kommende sæson af ‘The Crown’. Reese Witherspoon og Nicole Kidman har selv produceret ‘Big Little Lies’ for at få mulighed for at spille komplekse roller. De får selskab af Laura Dern og i den kommende sæson selveste Meryl Streep.
En undersøgelse fra Annenberg School of Communication and Journalism på University of Southern California fra 2016 viser da også, at kvinder over 40 får mere plads på streamingplatformer end i biograffilm: På film udgør kvinder 21 procent af alle karakterer over 40 år, mens de på i streaming sniger sig op på 33 procent. Derimellem ligger broadcast og kabel på henholdsvis 27 og 29 procent.
En del af forklaringen på Roberts nedadgående kommercielle kurve er, at hun efter ‘Mona Lisa Smile’ fra 2003 fik børn og siden har skruet ned for karrieren til fordel for familien. Men Hollywood har heller ikke helt vidst, hvad de skulle gøre med hende, efter hun blev for gammel til at spille naiv heltinde i romantiske komedier.
Nu har Roberts ganske vist fået ros for sin rolle som mor til Lucas Hedges’ stofmisbruger i den kommende ‘Ben Is Back’, som havde verdenspremiere i Toronto i september. Men ellers har hun ikke haft en saftig rolle siden birollerne i Mike Nichols’ utroskabsdrama ‘Closer’ fra 2004 og politiske drama ‘Charlie Wilson’s War’ fra 2007 – eksempler på den slags karakterbårne dramaer med voksne mennesker, som Roberts ville excellere i, men som i vid udstrækning er flyttet fra biograflærredet over på tv.
Skal kigge længe efter filmcomeback
Derfor giver det god mening for Roberts at søge over til tv med ‘Homecoming’, hvor hun får plads til at skabe en kompleks karakter i et godt gammeldags spændingsdrama. Til et pressemøde under Amazon Prime Videos præsentation af sine nye serier i London i sidste måned blev Roberts spurgt, hvordan det var at få mulighed for at udvikle en karakter over længere tid i sin første store tv-rolle. Hun svarede, at oplevelsen på ‘Homecoming’ faktisk svarede til, hvordan hun optog film i ’gamle dage’.
»Vi brugte omtrent samme tid, som man plejede at bruge på at optage en film. I første halvdel af min karriere tog alle film mellem tre og seks måneder at optage. Sådan bliver det ikke gjort længere, i dag går det meget hurtigere. Det var rart at have tid til at skabe og udvide rollen«, sagde hun. Og det kan man jo godt forstå.
Film og tv udelukker naturligvis ikke hinanden, og tv-serien er formentlig lige så meget et tilvalg og et supplement til filmkarrieren som et fravalg af filmbranchen. Og dog. Roberts’ filmkarriere i de sidste 10-18 år har ikke ydet hendes evner retfærdighed, og hun vil formentlig finde flere substantielle roller på tv, hvis hun vælger at gå den vej.
Tv er et fantastisk medie, der i dag har et tårnhøjt kunstnerisk niveau. Men mediet og dets spillere besidder ikke samme overmenneskelige glamour, mystik, eskapisme og stjernestøv som Hollywood. Og når selv vor tids mest ikoniske filmstjerne går til tv, står filmverden, som vi kender den, virkelig ikke længere. Derfor gør det mig trist og nostalgisk, at Hollywood ikke kan tilbyde en 50-årig Julia Roberts de roller, hun fortjener.
Roberts er en af de sidste nulevende filmstjerner, som har kunnet sælge billetter alene på sit navn – og som måske stadig kunne, hvis hun rent faktisk fik en substantiel rolle i en kvalitetsfilm. Den ville jeg i hvert fald se. Men sådan et filmcomeback skal vi nok kigge længe efter.
Filmstjernernes betydning har været for nedadgående i årevis. Julia Roberts’ overgang til tv er det sidste søm i kisten.
Læs også: Er filmstjernen død?
Læs også: Nu kommer Amazon for alvor – Deres kommende serier har skyhøje ambitioner