Lone Scherfigs ‘The Kindness of Strangers’ er den første danske film nogensinde, som får æren af at åbne Berlin Film Festival, en af Europas største og vigtigste filmfestivaler.
På trods af, at den danske instruktørs multiplotdrama foregår i New York, er det en primært dansk produktion (plus canadisk, svensk, norsk, tysk og fransk) fra Scherfigs eget selskab Creative Alliance. Siden ‘Hjemve’ fra 2007 har Scherfig ikke arbejdet i Danmark, men det er langt fra første gang, hun viser film i Berlin.
Scherfig besøgte også Berlinalen med ‘Kajs fødselsdag’, ‘Når mor kommer hjem’, ‘Italiensk for begyndere’, som vandt en Sølvbjørn, ‘Wilbur begår selvmord’, ‘An Education’ og som manuskriptforfatter til Pernilla Augusts ‘Den alvorsfulde leg’. Da festivalens kunstneriske direktør Dieter Kosslick i år siger farvel efter 18 års tjeneste, var det ekstra vigtigt at fejre åbningen med en underholdende film, som man lod Scherfig vide, da hun blev inviteret.
»Den er tung nok til at være i konkurrence og let nok til at kunne åbne en festival«, vurderer instruktøren selv, da vi møder hende hos Creative Alliance mandag inden premieren.
»Og det er jeg virkelig glad for. Filmens temaer som hustruvold, hjemløshed, ensomhed og andre emner, der bekymrer mig, er så tunge, at filmen også var nødt til at være lys. Ellers ville den bare bekræfte, at det hele er håbløst. Og det er det ikke. Heller ikke i filmen. Den handler om mennesker, som har alvorlige problemer, men som mødes og rækker ud efter hinanden og hjælpes ad med at overkomme den vinter, filmen foregår i«, siger hun.
Den vestlige verdens konflikter
‘The Kindness of Strangers’ er et nedslag i livet hos en gruppe mennesker på 30-35 år, som alle befinder sig et uholdbart sted i livet.
Zoe Kazan spiller Clara, som forlader sin mand, spillet af Esben Smed, fordi han både banker hende og børnene. Andrea Riseborough er skadestuesygeplejersken Alice, som gør alt for andre, men er så spidsbelastet, at hun ikke længere kan bære at se, hvad der foregår for øjnene af hende. Caleb Landry Jones spiller Jeff, der bliver fyret for 117. gang og mister forsikring og bolig. Og Tahar Rahim spiller Mark, der bliver løsladt fra et fængsel og igen skal finde sine ben og tilliden til omverdenen.
Dramaet har Lone Scherfig sat i New York, fordi det er »vores alle sammens hovedstad« og »har så dramatiske sammenstød mellem det luksuriøse og forarmede inden for et koncentreret område«. »Det betyder også, at jeg kunne fortælle en historie med et politisk udgangspunkt, uden at personerne udtaler sig politisk«, siger Scherfig.
Karaktererne repræsenterer hver deres konflikt i en nutidig vestlig verden – selvom hun understreger, at det altså ikke er sådan, hun tænker, når hun sætter sig ned og skriver. Idéerne starter mere som brudstykker. Men det har været et bevidst valg, at hun har kastet sig over mere seriøse og samfundsaktuelle temaer i forhold til sine engelske film ‘An Education’, ‘One Day’, ‘The Riot Club’ og ‘Their Finest Hour’.
»Jeg ville gerne se, om jeg kunne lægge arm med et tungere stof i et forsøg på at tage min alder alvorligt – og min medieadgang og min rutine. Når jeg har muligheden for at lave en film, der er ordentligt produceret, som handler om verden og har socialrealistiske træk, synes jeg også, at jeg skal tage den. Verden er blevet så alvorlig i de senere år, og man kan ikke være filminstruktør og lade være med at forholde sig til den.
Man kan godt anlægge et samfundsperspektiv i periodefilm, men det har ikke samme intensitet som film, der foregår i nutiden. ‘An Education’ er en yndig film om uskyldstab, som jeg er virkelig glad for. Men jeg kan ikke lave fire film om uskyld. Så nu har jeg prøvet at stille nogle krav til mig selv – måske ovenikøbet nogle moralske krav. Det er meget sværere, fordi jeg pludselig er ansvarlig over for de mennesker, filmen portrætterer, og som er i meget større konflikter, end jeg nogensinde har været i«, siger Scherfig og fortæller, at hun derfor har researchet miljøerne grundigt og fået relevante personer til at læse manuskriptet.
»Selvom filmen har komiske træk, skal den klinge sandt. Man kan simpelthen ikke være andet bekendt. Tiden må vise, om de mennesker, filmen handler om, kan lide den. Men om ikke andet kan andre mennesker forhåbentlig få en fornemmelse af, hvordan det er at være dem«.
Større kreativ frihed i Danmark
‘The Kindness of Strangers’ er Scherfigs første film siden ‘Italiensk for begyndere’, som hun både har skrevet manuskript til og instrueret. Det giver, siger hun, en større fleksibilitet som instruktør selv at have skrevet manuskriptet, for så føler hun sig ikke forpligtet til at følge det så nøje.
»Jeg forsvarer manuskriptet mindre og forlanger ikke, at skuespillerne skal sige, hvad der står, fordi det er åh så godt og vigtigt. Jeg kan hurtigere lave tingene om, hvis det er ved at gå galt, eller ændre en replik, der ikke fungerer.
Min erfaring fra Dogme betyder, at jeg kan få forhindringer til at fungere. Hvis det pludselig regner, finder jeg ud af, at det egentlig også er meget bedre med paraplyer i scenen. Fordi jeg kender karaktererne, skal jeg ikke finde ind til dem eller bekymre mig for, om de er konsistente. Jeg ved, at personerne hænger sammen, og derfor kan jeg bedre give plads til skuespillerne«, siger Lone Scherfig.
Hun siger, at hun bestemt ikke er færdig med at instruere i England – om Brexit vil – men har været glad for den kreative frihed, der ligger i at arbejde i Danmark med sin egen idé i sit eget selskab og med Filminstituttet i ryggen. Det har betydet, at hun har været i stand til at stable et drama på benene på et relativt højt budget, der hverken er baseret på en bog eller har store stjerner i hovedrollerne. Og at hun i højere grad har kunnet bryde med den gængse berettermodel.
»Filmen er ikke så dramaturgisk formfuldendt, som hvis jeg havde arbejdet mere håndværkspræget. På den måde minder den lidt om ‘Italiensk for begyndere’, hvor man i starten tænker, hvorfor man skal se på de her mennesker, og så går det pludselig op for én, at der er en grund til, at de går rundt i den samme film«, siger Scherfig.
Det opfatter hun som et privilegium ved at arbejde i Danmark.
»Når man arbejder i en engelsk eller amerikansk struktur, bliver man hele tiden styret henimod en mere formelpræget retning. Jeg gør det også selv, når jeg læser andres manuskripter. Så kan jeg finde på at sige, at det, der sker på side 35, burde have ligget på side 27. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen kunstform, som er så strikt og regelbundet som spillefilmen. Jeg har arbejdet så mange år i en ret traditionel form, at Hollywood-kogebogen sidder i baghovedet. Med den her film har jeg igen følt en større frihed«.
Læs også: Premiereaktuelle Mads Mikkelsen: »Jeg tror bare, at det er en midtvejskrise«