Verdens største skuespiller lige nu #5: Manden med den suveræne filmsmag kan som ingen anden vække min foragt

Verdens største skuespiller lige nu #5: Manden med den suveræne filmsmag kan som ingen anden vække min foragt
Paul Dano som Hank i 'Swiss Army Man' fra 2016.
Her i påskeugen kommer vi med fem bud på, hvem der er den største aktive skuespiller i verden anno 2019. I dag skriver Lau Lehrmann om en stjerne, der normalt går under radaren, men har vist sig som sin generations måske mest modige, dyriske talent.

ARTIKELSERIE – DEN STØRSTE SKUESPILLER LIGE NU: Mit første indtryk af Paul Dano var ikke noget særligt. En bøvet John Lennon-klon i baggrunden. Som dugfrisk teenager identificerede jeg mig mere med mønstereleven med den romantiske længsel, der først smager på livet, da han forelsker sig i den sexede ’Girl Next Door’ – som tilmed er pornostjerne.

Et par år senere begyndte jeg så småt at bide mærke i denne mystiske skuespiller med det mærkværdigt drengede udseende.

Først som studentikos, sorthåret teenager, der har tappet for meget Nietszheansk sortsyn og går i selvvalgt tavshedsstrejke i ’Little Miss Sunshine’.

Dernæst som den fanatiske Eli, der som præst i en kristen kult i starten af 1900-tallet indleder en årelang hanekamp med den ubarmhjertigt misantropiske oliemand Daniel Plainview. I en film fuld af mislydene fra Jonny Greenwoods score var Danos skingre portræt den mest anstrengende. Identifikation, nul. Afsky, total. Ligesom Daniel Day-Lewis’ Plainview ønskede jeg at jorde hans mageligt selvtilfredse smil og »drikke hans milkshake«.

Paul Dano ved Cannes Film Festival. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Journalisten Anya Jaremko-Greenwold har i et forsøg på at beskrive, hvorfor Paul Danos ansigt fremstår så øretæveindbydende, sammenlignet det med the slightly smiling face-emoji. I ved, det køligt, mådeholdende smil, du kun sender til din kæreste, hvis du er ude på ballade. Jeg skulle først senere forstå, at lysten til at volde ondt var en del af Danos større plan som skuespiller.

En mester i tragiske skæbner

Vi springer igen nogle år frem, og mit forhold til Paul Dano bliver ikke umiddelbart bedre af at se ham som forkælet møgunge i ’Cowboys & Aliens’, som enfoldig hovedmistænkt for barnemord i ’Prisoners’ og som afsenderen af det mest overbevisende racehad i ’12 Years a Slave’. Men jeg begynder at se skuespilmæssige kvaliteter i den foragt, han vækker i mig.

For Paul Dano vækker følelser i mig. Det står for alvor klart, da han i en række sympatiske roller understreger, hvor gennemborende han kan være med sit melankolsk drømmende og sørgmodige blik.

I ’Love & Mercy’ om The Beach Boys’ gal-geniale hovedfigur Brian Wilson er det hans del som den yngre Wilson og ikke John Cusacks inkarnation af den ældre og tragisk afkræftede Wilson, som løfter filmen. Med en del ekstra sul på de karakteristisk fyldige kindflader under de høje kindben gengiver Dano den maniske begejstring i studiet og det mentale til perfektion og en fortjent Golden Globe-nominering.

Paul Dano som The Beach Boys-hovedfigur Brian Wilson i ‘Love & Mercy’.

Paul Dano som en mester i marginaliserede tragiske karakterer skinner også igennem i den prutteglade kuriositet ’Swiss Army Man’. Danos indlevede og udtryksfulde spil af lige dele barnlig glæde og sorg giver en troværdig indre kamp og en ufiltreret bundklang til Daniel Radcliffes tarmudfoldelser og latrinære redskaber.

Selv i mindre roller som i ’Youth’ og ’Okja’, der hele tiden balancerer på grænsen til at kamme over i prætentiøs overfladeæstetik og skabagtigheder, tilfører Dano en emotionel troværdighed med sit smertelige blik, det lille smil i øjenkrogen og den rolige, blide stemme. I BBC’s lige lovligt Austen-prægede take på Tolstojs ’Krig og fred’ er Dano som idealisten Pierre det gode hjerte, som holder serien i live.

Dano havde bevæget sig godt op ad min liste over personlige favoritter, da jeg opdagede ’Ruby Sparks’. Den romantisk gyselige komedie om forfattertalentet, der på magisk vis skriver en kvinde frem, åbenbarede ikke bare en professionel beundring, men en fuldstændig identifikation.

Den neurotiske skribent af drenget glæde og tvivl med borderterrieren ved sin side – det var mig. Narcissismen og det efterfølgende bitre selvhad over at have ønsket af at fastholde en pige i et idealiseret, konfliktfrit billede – det var mig og en ekskæreste.

I selskab med eliten

Et vigtigt aspekt af Danos fascinationskraft er selvfølgelig hans evne til at mænge sig med tidens mest spændende og begavede instruktører. Paul Thomas Anderson, Richard Linklater, Denis Villeneuve, Steve McQueen, Kelly Reichardt, Spike Jonze, Paolo Sorrentino, Bong Joon-ho og i den mere mainstream ende Rian Johnson og Jon Favreau. Intet under at cinefile Dano i 2016 toppede Tastes liste over skuespillere med den bedste smag i filmvalg.

Paul Dano som Pierre Bezukhov i ‘Krig og fred’.

Dano tilsneg sig en lillebitte rolle i ’Taking Woodstock’ blot for at kunne studere Ang Lee i aktion. De mange erfaringer forløste Dano sidste år i sin fine instruktørdebut ’Wildlife’, hvis manuskript han skrev med ikke så lidt hjælp fra sin mangeårige samlever, Zoe Kazan, der også skrev og spillede titlens afvigende manic pixie dream girl i førnævnte ’Ruby Sparks’.

Det hører også med til historien om Danos karriere, at den i dag 34-årige skuespiller, siden han var ganske lille, har spillet op imod de absolut bedste fra De Niro til Daniel Day-Lewis og Michael Caine. Således var han blot 12 år, da han betrådte den ærefrygtindgydende scene på Broadway over for den bundrutinerede Oscar-vinder George C. Scott i stykket ’Inherit the Wind’.

Allerede i sin første betydelige filmrolle i ’L.I.E.’ er en 15-årig Dano med til at bære filmens kontroversielle blend af pædofili og venskabelig omsorg sammen med Brian Cox. Læremester/protege-forholdet bygger de to skuespillere fornemt videre på i islandske Dagur Káris beskedne ’The Good Heart’. Kevin Kline har også været med til at danne Dano over to dog uvæsentlige film.

Og så er der Daniel Day-Lewis, som blev så imponeret af unge Dano i ’The Ballad of Jack and Rose’, at han ikke tøvede med at anbefale ham til PTA i forbindelse med ’There Will Be Blood’. Egentlig skulle han ’kun’ varetage den lille, indledende rolle som Paul Sunday, men efter få uger af optagelserne stod det klart, at Kel O’Neill ikke ville stå distancen som Pauls bror, Eli. Dano havde fire dage til at forberede sig til konfrontationen med det metodiske monster Day-Lewis.

Paul Dano og Zoe Kazan i ‘Ruby Sparks’.

Danos bløde fremtoning, der castes over for en mere brysk maskulin og excentrisk type á la Cox, går igen i hans karriere. I sidste års fangeflugtsserie ’Escape at Dannemora’ bliver Benicio del Toros skruppelløse egorytter en større og større kontrast til Danos David Sweat, som trods tydelige mor-issues eksemplificeret i den aparte sexrelation til Patricia Arquette til slut står som en af den noget skævt forcerede miniseries eneste samvittighedsfulde og i det hele taget humane karakterer.

Den ultimative millennial-skuespiller

New Yorker-barnet Dano bor i dag i Brooklyn med Zoe Kazan og deres etårige barn. Med sin tilbagelænede, intellektuelle fernis, de talrige prætentiøse litteratroller, den manglende stjerneglans og fraværet på de sociale medier er han et let offer for det intetsigende indie hipster-prædikat. Men lad dig ikke narre: Skuespilleren Dano er dyrisk instinkt, ikke indstuderet.

Som barn drømte Paul Dano om at blive professionel basketballspiller. I flere interviews giver han udtryk for, hvordan atletens kraftanstrengelse er en mindst lige så stor inspirationskilde som at observere medskuespillere. Med Dano svinger man mellem antipati, medfølelse og forståelse, fordi han selv excellerer inden for et umådelig stort register af følelser. Jo, Dano er indbegrebet af en millennial-skuespiller i den forstand, at han er en generationsskuespiller, hvis ikke sin, min og vores (?) generations store skuespiller.

Paul Dano som David Sweat i ‘Escape at Dannemora’.

Jeg ville have sammenlignet Paul Dano med en blanding af De Niros intense og sårbare præstationer i 70’erne og Dafoes åbenhed over for ubehagelige roller. Efter noget betænkningstid kom jeg imidlertid frem til, at han i udseende og skuespil er en type, man ikke umiddelbart har set før.

I Sorrentinos ’Youth’ spiller Dano en genkendelig cool Hollywood-type, som beslutter sig for at afstå fra at spille Hitler, fordi han vil fortælle om begæret og det, »der får dig til at leve«. I virkeligheden havde Paul Dano nok påtaget sig den svære rolle. Enten ville vi hade Der Führer som aldrig før, eller også ville vi føle ny og uhørt sympati før ham. Med Dano kan man ikke undgå at føle noget.

Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #4  »Det er en af de mest grænseoverskridende præstationer, jeg nogensinde har set på film«

Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #3  »Jeg kunne lugte hans angst helt nede på række 12«

Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #2 – Hun tager begrebet leading actress fuldkommen bogstaveligt

Læs også: Verdens største skuespiller lige nu #1 – Han er den mørkeste afkrog af vores fælles forkvaklede sjæl

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold