Det skal du se i biografen i maj – fra Will Smith som lampeånd til Victoria Carmen Sonne og Casper Christensen vs. Anne Hathaway

Det skal du se i biografen i maj – fra Will Smith som lampeånd til Victoria Carmen Sonne og Casper Christensen vs. Anne Hathaway
Victoria Carmen Sonne i 'Usynligt hjerte'.
Foto: Michellah Bredah
Det hurtige overblik over de mest interessante tilbud i biograferne den kommende måned.

’Battle’

Lisa Teige fik med rollen som Eva i ’Skam’ noget af et startskud på skuespilkarrieren, men i rollen som den unge danser Amalie i norske ‘Battle’ viser hun sig at have flere talenter.

Med en opvækst i en velhavende Oslobydel forandres Amalies liv fuldstændig, da familien tvinges til at flytte til et mindre privilegeret område. Hun møder danseren Mikael, som tager hende med ind i hiphop-verdenen, hvor der gælder nogle helt andre regler end i det moderne dans-miljø, hun kommer fra.

Norske Dagbladet roser den for at være »subtil« og fornemmer ‘Skam’-toner i dansefilmen i dens måde at skildre ungdomsliv på realistisk vis og rammer hverdagslivsstemningen.

Premiere 2. maj. 

‘Lazzaro den lykkelige’

I en lille italiensk landsby lever en flok bønder en ydmyg tilværelse, hvor de plukker tobak for en grådig matriark, som fastholder dem i fattigdom. Blandt dem er Lazzaro, en uudgrundelig venlig, smånaiv ung mand med et åbent uskyldigt ansigt, som i Alice Rohrwachers ’Lazarro den lykkelige’ kastes rundt på tværs af tid og sted i filmens magisk-realistiske fortælling.

Filmen havde premiere på sidste års Cannes Festival og fik en tredjeplads på vores liste over festivalens bedste film. Vores filmredaktør beskrev den som »smuk og pirrende, et poetisk-naturalistisk portræt af en side af samfundet, som sjældent finder vej til film«. Rohrwacher stod i 2015 bag den ligeledes roste ’Miraklerne’, og med ’Lazzaro den lykkelige’ markerer hun sig for alvor som en interessant europæisk instruktørstemme.

Premiere 2. maj. 

‘Long Shot’

Den arbejdsløse Fred støder ind i sin gamle barnepige Charlotte, som nu er blevet udenrigsminister. Hun hyrer ham som taleskriver, og midt i en kaotisk politisk verden med en skuespiller som præsident udvikler deres professionelle forhold sig til et romantisk af slagsen.

Seth Rogen og Charlize Theron spiller hovedrollerne i den romantiske komedie fra instruktør Jonathan Levine, som også stod bag den charmerende ’50/50′. Deres forhold er et long shot, ikke alene på grund af deres umiddelbare forskelligheder, men også fordi Charlotte hurtigt bliver mødt med udfordringen om, hvorvidt Freds uformelle attitude truer hendes troværdighed.

The Guardian beskriver den som »morsom og hjertevarm« og fremhæver Rogen og Therons præstationer, mens Indiewire roser den for den relevante dimension om en kvindes vilkår i moderne amerikanske politik.

Premiere 2. maj.

‘Stalker’

Det er kun to måneder siden, Chloë Grace Moretz rørte os som den homoseksuelle pige, der bliver sendt på kristen omvendelseslejr i ‘The Miseducation of Cameron Post’. I ‘Stalker’ spiller hun over for franske Isabelle Huppert, som vi for nylig har hyldet som en af verdens største skuespillere lige nu.

De to markante skuespillerinder udgør hovedcastet i den Oscar-vindende instruktør Neil Jordans thriller om unge Frances (Moretz), der efter at have mistet sin mor rykker fra hjembyen Boston til uvante New York. En glemt håndtaske i metroen senere møder hun den excentriske enke Greta (Huppert), hvilket hurtigt går fra omsorgsfuldt mor-datter-venskab til en komplet forstyrrende affære, da Greta viser sit sande jeg.

Premiere 2. maj. 

‘The Hustle’

’Fræk, frækkere, frækkest’ får en overhaling med ’The Hustle’, hvor Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller to fidusmagere, præcis som Steve Martin og Michael Caine gjorde det i komedien fra 1988. I det frit fortolkende remake er de to kvinder på en mission om at hævne sig de »beskidte, rådne mænd«, de er stødt på i deres liv – blandt dem er danske Casper Christensen og Tim Blake Nelson (’Unbrakeable Kimmy Schmidt’, ’The Ballad of Buster Scruggs’).

Alle midler tages i brug, og det inkluderer alt fra knivkast til falske tårer og gallaværdige glimmerkjoler. Hathaway og Wilson garanterer for et underholdende og velspillet kaos.

Premiere 9. maj.

‘Usynligt hjerte’

En ung kvinde plages af sin fortid som pornostjerne, en handicaphjælper med misbrugsproblemer tager to mænd med Down’s Syndrom med på bordel, og en teenager filtres ind i magtkampene i et hooliganmiljø. Tre løst forbundne historier udspiller sig over et døgn i den danske debut ’Usynligt hjerte’.

Filmen tøver ikke med at gå helt tæt på det nøgne, det sårbare og det ømme, som den tager os med ud i hjørner af København, som vi måske nok ser, men aldrig stifter dybere bekendtskab med. Det er instruktør- og manuskriptforfatterdebut for Laurits Flensted-Jensen, som er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole, og den baggrund kan spores i filmen, hvor mange af de medvirkende spiller udgaver af sig selv. Som ekspornostjernen Laura ses Victoria Carmen Sonne, der vandt en Bodil år for sin hovedrolle i den ligeledes grænsesøgende ’Holiday’.

Premiere 9. maj.

‘John Wick 3: Parabellum’

Keanu Reeves er tilbage som dræbermaskinen John Wick, der som pensioneret lejemorder er på flugt efter at have dræbt et medlem af den internationale lejemorder-orden – og så bliver det også til et glædeligt gensyn med instruktør Chad Stahelski, der ligeledes stod bag de to første actionthrillere om John Wick.

Midt i den rendyrkede action flankeres Reeves af sin ‘The Matrix’-makker Laurence Fishburne, og derudover byder rollelisten på stjerner som Halle Berry, Ian McShane, Mark Dacascos (‘Drive’, ‘Hawaii Five-0’), Asia Kate Dillon (‘Orange Is The New Black’, ‘Billions’) og Lance Reddick (‘The Wire’).

Premiere 16. maj.

‘Aladdin’

Maj er lig med ren Disney-nostalgi, når det flyvende tæppe suser afsted med Aladdin, abe-følgesvenden Abu og en blå CGI-Will Smith som fjollet lampeånd i et fyrværkeri af farver og magi.

Historien er helt, som vi kender den fra 1992’s Disney-klassiker. Den kække tyv Aladdin (Mena Massoud) får øjnene op for prinsesse Jasmine (Naomi Scott), Agrabahs blændende skønhed, og da han støder på den mystiske lampeånd, Genie (Will Smith), ønsker han sig at blive prins, så han kan gøre kur til hende.

Forventningerne er høje, når instruktør Guy Ritchie skal omsætte den magiske fortælling til live-action, men meningerne blandt fans er uundgåeligt delte efter trailerens offentliggørelse: Er Jafar, der spilles af hollandske Marwan Kenzari, overhovedet klam nok? Er Aladdin lækker nok? Får vi pleaset vores Disney-hjerter, når Sesam endelig lukker sig op? Og fungerer Will Smiths hiphopudgave af den blå ånd?

Premiere 23. maj.

‘Kvinde på krigsstien’

Benedikt Erlingssons islandske actionthriller ‘Kvinde på krigsstien’ er en af månedens mest forhåndsroste film.

Den midaldrende Halla gør alt, der står i hendes magt for at beskytte sit elskede Island mod den lokale og altødelæggende aluminiumsindustri. Men midt i Hallas krigserklæring får hun et livsændrende opkald fra et adoptionsbureau om, at hun er blevet mor til en ukrainsk pige, hvilket gør, at hun næppe kan fortsætte sin kamp ufortrødent som før.

Instruktøren, islandske Erlingsson, stod også bag det roste komedie-drama ‘Om heste og mænd’, der er en fortælling om forholdet mellem islændinge og deres heste. ‘Kvinde på krigsstien’ har fået flotte anmeldelser, siden verdenspremieren på Cannes-festivalen sidste år.

Premiere 23. maj.

‘Rocketman’

‘Bohemian Rhapsody’ blev en bragende publikumssucces sidste år med Rami Malek i rollen som Freddie Mercury. Om ‘Rocketman’ om et andet musikalsk ikon i form af Elton John kan blive en lige så stor billetvasker, må tiden vise.

Ifølge filmens musikproducer, Giles Martin, har selveste Elton John udtalt, at han aldrig nogensinde har hørt nogen synge sine sange bedre end Taron Egerton, der spiller den musikalske legende.

‘Rocketman’ fortæller historien om, hvordan unge Elton John blev en international superstjerne. Filmen er instrueret af Dexter Fletcher, der også overtog jobbet som instruktør på ‘Bohemian Rhapsody’ efter instruktør Bryan Singers fyring.

Premiere 30. maj.

Læs også: Disse serier skal du streame i maj – fra George Clooneys krigssatire til Netflix-serie på dansk

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold