25 serier, vi slet ikke kan vente med at se i 2020

25 serier, vi slet ikke kan vente med at se i 2020
David Stakston og Jonas Strand Gravli i den kommende skandinaviske Netflix-serie 'Ragnarok'.
2020 tegner til at blive et overflødighedshorn af spændende nye serier fra både ind- og udland: Al Pacino skal jage nazister i ’Hunters’ på Amazon Prime, ’La La Land’-instruktør Damien Chazelle springer ud som serieskaber på Netflix, og Pilou Asbæk søger sandheden om Kim Wall-mordet i ’Efterforskningen’ på TV 2. Her får du et overblik over de 25 serier, vi glæder os mest til lige nu – men mange flere titler vil unægtelig blive annonceret løbende året igennem.

Lyt også til SOUNDVENUE STREAMER: Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich peger på deres bud på årets bedste serier

’The Outsider’

Intet moderne serieår ville være komplet uden endnu en Stephen King-seriefilmatisering (eller tre). I 2020 blænder HBO således op for ’The Outsider’, der fortæller en mørk historie om Terry, der anklages for at have voldtaget og myrdet en lille dreng. De fysiske beviser for forbrydelsen tårner sig op, men der er hele tiden et mystisk problem: Terry synes at have været to steder på én gang på gerningstidspunktet. Jason Bateman udfordrer sit eget good guy-image i rollen som Terry – og har instrueret det første afsnit – mens australske Ben Mendelsohn er detektiven Ralph, der forsøger at få puslespillet til at gå op. Bonus: King-fans bør holde øje med et signifikant bindeled til ’Mr. Mercedes’.

Premiere: 13. januar på HBO Nordic

 

’Avenue 5’

Hugh Laurie (’House’) springer ud som den fredselskende rumskibskaptajn Ryan Clark, der bare gerne vil have, at alle kan komme overens i HBO’s nye sci-fi-serie ’Aveny 5’, skabt af ingen ringere end ’Veep’-bagmanden Armando Iannucci. Da Clarks skib får store tekniske problemer på sin færd igennem rummet, kommer kaptajnen på ekstra overarbejde for at håndtere snørklet rumrejse-bureaukrati og berolige passagererne, der overvejende består af en flok selvfede og pænt verdensfjerne eksistenser med Zach Woods (’Silicon Valley’), Josh Gad (Olaf i ’Frozen’) og Leonora Chrichlow (’Black Mirror: White Bear’) i front. Det skulle ikke undre os, om ’Avenue 5’ ikke går hen og bliver en af årets sjoveste serier.

Premiere: 20. januar på HBO Nordic.

 

’Awkwafina is Nora from Queens’

Den nyslåede Golden Globe-vinder Awkwafina (som nuppede en statuette for bedste kvindelige hovedrolle i en musical eller komedie for ’The Farewell’) kickstarter 2020 med sin egen komedieserie på Comedy Central. Nora er en ung kvinde, der forsøger at navigere i tilværelsen i New York-forstaden Flushing med hjælp fra sin far (B.D. Wong fra ’Jurassic Park’-filmene) og bedstemor (Lori Tan Chinn fra ’Orange is the New Black’). Men det er ikke helt nemt, især når man konstant føler sig upstaged af sin langt mere succesfulde kusine (’Saturday Night Live’s Bowen Yang). Efter halvfesne biroller i ’Crazy Rich Asians’ og ’Ocean’s 12’ er komikeren Awkwafina ved at blive et af de helt store unge navne i Hollywood, og som Nora er hun klar til at charme streamingpublikummer verden over.

Premiere: 22. januar på Comedy Central i USA. Dansk premiere forventes senere på året.

 

’Ragnarok’

Vores egen serieguru Adam Price har skabt Netflix’ nye store nordiske serie ’Ragnarok’, der ganske vist ikke omhandler gudernes endeligt, som titlen antyder, men derimod en anderledes håndgribelig dommedag på jorden qua klimakatastrofer. Danske Mogens Hagedorn har instrueret alle seks afsnit, og castet er norsk og består blandt andet af en række skuespillere kendt fra ’Skam’ som David Stakston (aka. Magnus), Herman Tømmeraas (aka. Chris) og Theresa Frostad Eggesbø (aka. Sonja).

Premiere: 31. januar på Netflix

 

Instruktør Milad Alami. (Foto: Jason Alami)

’Når støvet har lagt sig’

Efter sidste års ’Fred til lands’ (der fik en noget blandet modtagelse) er DR nu klar med den næste store søndagssatsning, ’Når støvet har lagt sig’. Og at dømme efter præmissen bliver det ikke mindre dramatisk. Igennem 10 afsnit følger serien således otte forskellige mennesker i deres liv op til et terrorangreb og tiden efter. Historierne fletter sig ind og ud af hinanden, og på rollelisten ses blandt andre Jacob Lohmann (’Den tid på året’, ’De frivillige’), Karen-Lise Mynster (’Den tid på året’), Arian Kashef og debutanten Katinka Lærke Petersen. ’Når støvet har lagt sig’ er skrevet af Ida Maria Rydén (’Dicte’) og Dorte Høgh (’Drabet’) og instrueret af Milad Alami, der i 2018 modtog anmelderroser for filmen ’Charmøren’, som blev nomineret til både Bodil og Robert-priser.

Premiere: 2. februar.

 

‘ZeroZeroZero’

En af årets mest imødesete serier er baseret på en bog af ’Gomorrah-forfatter Roberto Saviano og skabt af Stefano Sollima (’Sicario: Day of the Soldado’, ’Gomorrah’). ’ZeroZeroZero’ handler om international kokainhandel, korrupte forretningsmænd og konkurrerende mafiafamilier og har Andrea Riseborough (’Black Mirror: Crocodile’), Gabriel Byrne (’Herditary’) og Dane DeHaan (’Chronicle’) i hovedrollerne. Serien er optaget i Europa, USA og Sydamerika og er oprindeligt produceret af Sky, Canal+ og Amazon, men er siden blev opkøbt af HBO. Og så instruerer danske Janus Metz (’Armadillo’) søreme tre ud af seriens otte episoder.

Premiere: 14. februar på HBO Nordic.

 

’Hunters’

En gruppe nazijægere i New York i 1977 opdager, at flere hundrede tidligere højtstående nazister planlægger at skabe et fjerde ’Reich’ på amerikansk jord. Og så går den vilde fangeleg ellers over stok og sten for at forhindre et reelt folkemord. Amazon-serien ’Hunters’ har en farverig præmis og et 70’er-pulpet udtryk, men mest interessant er det, at selveste Al Pacino leder det store cast, og at gysermesteren Jordan Peele (’Us’, ’Get Out’) har produceret. Pacino spiller Meyer Offerman, der rekrutterer unge Jonah Heidelbaum, spillet af Logan Lerman (‘The Perks of Being a Wallflower’) til at tilslutte sig den brogede skare af nazistjægere. »Ved du, hvad den bedste form for hævn er?«, spørger Meyer retorisk: »Hævn«. »Hævn mod hvem?«. »Forbandede nazister«. ‘Hunters’ er skabt af David Weil.

Premiere: 21. februar på Amazon Prime.

 

’Dispatches from Elsewhere’

Skuespiller Jason Segel (’Forgetting Sarah Marshall’) har skrevet, produceret og spiller selv hovedrollen i AMC-serien ’Dispatches from Elsewhere’, der også har André Benjamin (aka. André 3000), Richard E. Grant og Sally Field på rollelisten. Serien handler om fire almindelige mennesker, der føler, at noget mangler i deres liv. Men de kan ikke helt greje hvad, indtil de pludselig føres sammen, og konturerne af et større, magisk puslespil under hverdagens normale overflade begynder at tage form.

Premiere: 1. marts på AMC i USA. Vi afventer dansk premieredato.

 

’Little Fires Everywhere’

Reese Witherspoon har fødderne solidt plantet i streaming-mulden oven på ’Big Little Lies’ og ’The Morning Show’, og i år er hun aktuel med endnu en serie, ’Little Fires Everywhere’, som hun atter både producerer og spiller med i – denne gang sammen med kollegaen Kerry Washington. ’Little Fires Everywhere’ er baseret på Celeste Ngs roman af samme navn og handler om to familier i Ohio i 1990’erne: Den hvide, priviligerede Richardson-familie og Warren-familien, der består af en sort alenemor og hendes datter. Washington er Mia Warren og Witherspoon Elena Richardson, der kommer på kant, da sidstnævntes rebelske datter fatter stor interesse i Mia. Instruktør Lynn Shelton (’Your Sister’s Sister’) står bag kameraet, og fans af ’Big Little Lies’ og ’The Girl on the Train’ kan godt begynde at glæde sig.

Premiere: Marts på Hulu i USA. Vi afventer dansk premieredato.

 

’The Plot Against America’

Når ’The Wire’-skaberen David Simon lægger sin vægt bag en ny HBO-serie, er der al mulig grund til at sætte et stort fedt kryds i premierekalenderen. Og vi kan da næsten heller ikke vente med at se Simon og Ed Burns’ filmatisering af forfatter Philip Roths nyklassiker ’The Plot Against America’, der fortæller en alternativ version af amerikansk historie, hvori piloten og xenofoben Charlies Lindbergh (der i virkeligheden døde i 1949) er blevet USA’s præsident. Lindberg skubber nationen mod full-on facisme og antisemitisme, og serien udfolder konsekvenserne for både jødiske og ikke-jødiske borgere i New Jersey. Winona Ryder, John Turturro og Zoe Kazan (’The Big Sick’) leder castet, og de første billeder fra serien er akkurat så historisk stemningsmættede, som vi er vant til fra David Simon, der senest gav os ’The Deuce’.

Premiere: 17. marts på HBO Nordic

 

’Snowpiercer’

Serie-spinoffet til Bong Jon-hoos kultfilm ’Snowpiercer’ (der havde Tilda Swinton og Chris Evans i hovedrollerne) er endelig klar til afgang i 2020 efter flere års produktionskomplikationer. Jennifer Connelly og Daveed Diggs (kendt fra ’Blindspotting’, som vi kårede som en af 2019’s bedste film) har hovedrollerne i den nye dystopiske fortælling, der starter syv år efter en apokalyptisk event, der har dækket kloden i sne og is. De eneste overlevende mennesker bor på et tog, der konstant holder sig i bevægelse, og hvis vogne repræsenterer et mikrokosmos af klasseskel, racepolitik og politisk splittelse. ’Snowpiercer’ er skabt af Graeme Manson (’Orphan Black’) og produceret af Bong Jon-hoo.

Premiere: Foråret 2020 på TNT. Vi afventer dansk premiere.

 

Darren Criss som morderen Andrew Cunanan i ‘The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story’. (Foto: Pari Dukovic/FX)

’Hollywood’

La La Lands måske travleste mand Ryan Murphy (’American Horror Story’, ’American Crime Story’, ’Pose’, ’The Politician’, ’Glee’…) er naturligvis aktuel med en række serieprojekter i 2020, og ’Hollywood’ lover særdeles godt. Murphy skrev sidste år en svimlende milliardkontrakt med Netflix, og ’Hollywood’ er serieskaberens første projekt for streaminggiganten. Murphy-favoritten Darren Criss – der brillerede som psykopatisk morder i ’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’ – spiller hovedrollen i, hvad Murphy selv har beskrevet som »en kærlighedserklæring til Hollywoods gyldne æra i 1940’erne« med en hudfletning af seksuelle magtrelationer. Forvent fantastiske kostumer, ekstravagante kulisser og sexede unge stjerneskud en masse.

Premiere: Maj på Netflix

 

’Devs’

’Ex Machina’- og ’Annihilation’-instruktør Alex Garland gør sin længe ventede entre i serieland med sci-fi-projektet ’Devs’ for Hulu, der tegner et dystopisk billede af hemmelige operationer i Silicon Valley. Den unge computeringeniør Lily (Sonoya Mizuno fra ’Ex Machina’) mistænker sin arbejdsplads, det innovative tech-firma Amaya, for at stå bag hendes kærestes forsvinden og begynder derfor en farlig undersøgelse af virksomhedens udvikling af kontroversielle teknologier og eksperimenter med kvantumfysik. Nick Offerman (’Parks and Recreation’) spiller Amaya-direktøren Forest.

Premiere: 5. marts på HBO Nordic

 

Clive Owen og Julianne Moore i ‘Children of Men’ – nu genforenes de i ‘Lisey’s Story’.

’Lisey’s Story’

Mere Stephen King til folket! Og denne gang har gysermesteren selv pennet samtlige otte episoder, mens ’Jackie’-instruktøren Pablo Larraín står bag kameraet, og J.J. Abrams producerer. Historien er baseret på Kings bestseller fra 2006 og handler om enken Lisey (Julianne Moore), der to år efter manden Scotts (Clive Owen) død begynder at opdage flere ubehagelige ting om sin tidligere elskede, der arbejdede som succesfuld forfatter. Og særligt en af Scotts mere fanatiske fans (Dave DeHaan fra ’Chronicle’) rykker tættere og tættere på Lisey, der mærker et usynligt net strammes. Med dét cast og crew har vi selvsagt allerede høje forventninger.

Premiere: Sommer/efterår på Apple TV+.

 

Pilou Asbaek og Søren Malling i ‘Efterforksningen’.

’Efterforskningen’

Er det for tidligt at lave en serie om ubådssagen? Og hvordan behandler man historien uden at gå i svælgende detaljer omkring Peter Madsens drab på journalisten Kim Wall? Det får vi svar på, når TV 2 blænder op for ’Efterforskningen’ af Tobias Lindholm (’R’, ‘Kapringen’, ‘Krigen’), der med velsignelse fra Walls forældre (en vigtig detalje) skildrer opklaringen af det mest opsigtsvækkende mord i moderne dansk historie. Søren Malling spiller drabschef Jens Møller, og Pilou Asbæk er anklageren Jakob Buch Jepsen. Walls forældre spilles af de store svenske stjerner Pernilla August og Rolf Lassgård.

Premiere: Efteråret på TV 2.

 

Serieskaber Ryan Murphy med skuespillerinde Sarah Paulson til Emmy Awards i 2016. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

’Ratched’

Alle, der har set klassikeren ’Gøgereden’ (’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’) med Jack Nicholson som patient på en lukket afdeling, vil huske den uhyggeligt sadistiske sygeplejerske Mildred Ratched (Louise Fletcher), der gør livet særdeles surt for vor hovedperson. Men hvem var Ratched egentlig? Det har serieskaber Ryan Murphy (som får endnu et travlt serieår) og Netflix sat sig for at undersøge i spinoff-serien ’Ratched’, hvori Sarah Paulson (’American Horror Story’) spiller den ikoniske skurkinde. Paulson får selskab af Sharon Stone og ’Sex and the City’s Cynthia Nixon, og serien starter i 1946 – 20 år før filmens handling. Netflix har store forventninger til projektet og har således allerede bestilt to sæsoner.

Premiere: September på Netflix.

 

Instruktør Annette K. Olesen, manuskriptforfatter Johanne Algren og producer Ditte Milsted står bag den nye danske HBO-serie ‘Kamikaze’. (Foto: Lars E. Andreasen )

’Kamikaze’

HBO’s første danske serie bliver en dyster sag om rigmandspigen Julie, der mister hele sin familie i et flystyrt på sin 18-års fødselsdag. Og farens sidste sms brænder sig fast i Julies hjerte: »Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far«. ‘Kamikaze’ er baseret på den norske succesforfatter Erlend Loes roman ‘Muleum’, manuskriptet pennes af Johanne Algren (der senest skrev den prisvindende film ‘Holiday’ sammen med Isabella Eklöf), og alle otte afsnit instrueres af film og -serieinstruktør, Kaspar Munk (‘Bedrag’, ‘Herrens Veje’). Serien er konceptualiseret af instruktør Annette K. Olesen (‘Borgen’).

Premiere: Afventer premieredato på HBO Nordic.

 

’The Eddy’

’La La Land’- og ’Whiplash’-instruktøren Damien Chazelle debuterer som serieskaber for Netflix med det multikulturelle musical-drama ’The Eddy’, der udspiller sig i Paris. Seriens handling centrerer sig om en travl natklub, dennes ejer (André Holland fra ’Moonlight’, ’Castle Rock’) og hans ekskone (Melissa George fra ’In Treatment’ og ’The Good Wife) samt husbandets medlemmer. Originalmusikken er skrevet af Glen Ballard, som producerede Alanis Morissettes ikoniske ’Jagged Little Pill’-album, og Randy Kerber, der tidligere har arbejdet på musik til ’Harry Potter’ og ’Forrest Gump’.

Premiere: Afventer premieredato på Netflix.

 

’Grow’

Efter de to melodramatiske spillefilm ’Mens vi lever’ og ’Kollision’ (hvoraf sidstnævnte fik anmeldertæv sidste år) er brødrene Mehdi, Milad og Misam Avaz nu på vej med serien ’Grow’ for TV 2 Zulu. ’Grow’ er kanalens første dramaserie og handler om politimanden Jakob og hans bror Adam, som er nyuddannet børsmægler, men sætter sig for at starte Danmarks største narkokartel. Familiekonflikten bliver ekstra personlig, da broren Jakob bliver rekrutteret til politiets antinarkotika-tjeneste. Brødrene Andreas og Sebastian Jessen spiller over for hinanden for første gang og får selskab af Lars Mikkelsen, Henning Jensen og Laura Drasbæk samt nyere navne som Besir Zeciri (’Bedrag’), Ari Alexander (‘Perfekte steder’) og Simone Lykke (’Yes No Maybe’).

Premiere: Afventer premieredato på TV 2 Zulu.

 

Pernille Fischer Christensen. (Foto: Ian Gavan/Getty Images)

’En familiesag’

Til efteråret er DR1 klar med endnu en søndagsdramaserie i form af ’En familiesag’ instrueret af Pernille Fischer Christensen (’Unge Astrid’). Da en 14-årig skolepige skriver en skoleopgave, hvori hun anklager sin stedfar for vold i hjemmet, reagerer systemet prompte med tvangsanbringelse. Men pigens forældre og bror benægter anklagerne, og langsomt begynder socialrådgiveren i sagen at tvivle på pigens historie. Hvem har ret? ’En familiesag’ er skrevet af Maja Jul Larsen (‘Arvingerne’), men vi venter stadig spændt på at se, hvem der vil indtage hovedrollerne i serien.

Premiere: Afventer premieredato på DR1.

 

Emilia Clarke som Daenerys i sidste afsnit af ‘Game of Thrones’. (Foto: HBO)

’House of the Dragon’

Det er fortsat ikke meget, vi ved om HBO’s første ’Game of Thrones’-spinoff, ’House of the Dragon’, der over 10 afsnit fortæller historien om House of Targaryen med udgangspunkt i George R. R. Martins bog ’Fire & Blood’, der udkom forrige år. Serien er skabt af Ryan Condal (’The Colony’) og plakatens tagline proklamerer ominøst: »Fire will reign«. Men over hvem og hvorfor forbliver indtil videre en gåde.

Premiere: Afventer premieredato på HBO Nordic – men det kan meget vel blive 2021.

 

’Lovecraft Country’

Gysersucceserne ’Get Out’ og ’Us’ cementerede Jordan Peeles status som en af vor tids mest interessante yngre instruktører, og forventninger er derfor store til filmmandens første serie, ’Lovecraft Country’. Peele har skrevet HBO-projektet i samarbejde med Misha Green (’Sons of Anarchy’) mens J.J. Abrams agerer excecutive producer, og Jonathan Majors (’The Last Black Man in San Francisco’) spiller den unge mand Atticus Black, der søger efter sin far i 1950’ernes racesplittede USA. Genren er ikke overraskende Peeles specialitet horror-fantasy tilsat skarp racepolitik, og med på rollelisten er også Jurnee Smollett-Bell (’Birds of Prey’) som Atticus’ veninde, Courtney B. Vance (’American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’) som hans onkel og ’The Wire’s Michael Kenneth Williams.

Premiere: Afventer premieredato på HBO Nordic.

 

Nicole Kidman fik stor ros for sin rolle i serien ‘Big Little Lies’ – nu er hun snart tilbage på den lille skærm.

’The Undoing’

Vores egen Susanne Bier leder et stjernecast i den stort anlagte HBO-serie ’The Undoing’, der er skabt af David E. Kelley (’Big Little Lies’) og har Nicole Kidman (som også producerer), Hugh Grant, Donald Sutherland (’Trust’), Edgar Ramirez (’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’) og Lily Rabe (’American Horror Story’) på rollelisten. Serien er baseret på romanen ’You Should Have Known’ af Jean Hanff Korelitz og handler om terapeuten Grace (Kidman), hvis privilegerede liv med mand, barn og succesfuld karriere pludselig krakelerer oven på et voldsomt dødsfald, mandens forsvinden (Hugh Grant) og en række grufulde afsløringer. Grace må forsøge at håndtere sin egen offentlige skandale og se i øjnene, at lige så god hun er til at analysere patienter, lige så blind har hun været over for sin egen families hemmeligheder. ’

The Undoing’ følger i hælene på Biers Netflix-hit ’Bird Box’ og BBC-serien ’The Night Manager’, der har gjort den danske instruktør til en eftertragtet dame internationalt.

Premiere: Afventer premieredato på HBO Nordic.

 

Rose Byrne i ‘Mrs. America’.

’Mrs. America’

En af vor tids største skuespillere, Cate Blanchett, vender tilbage i serieland for første gang, siden hun slog sit navn fast på australsk tv i midt-90’erne. I 2020 medvirker Oscar-vinderen i hele to serier: ABC-producerede ’Stateless’, der handler om det australske immigrationssystem, og Hulu-serien ’Mrs. America’, der har samlet et imponerende stort kvindecast. I sidstnævnte får Blanchett dermed selskab af både Uzo Aduba (’Orange Is the New Black’), Elizabeth Banks (instruktør af ’Pitch Perfect’ og ’Charlie’s Angels’), Rose Byrne (’Bridesmaids’), Melanie Lynskey (’Castle Rock’) og Sarah Paulson (’American Horror Story’).

Serien handler om den virkelige konservative politiske aktivist Phyllis Schlafly, der stod i spidsen for en kampagne imod moderniseringstiltag af ligestillingslovgivningen i USA i 1970’erne – tiltag, som Schlafly så som en trussel mod amerikanske familieværdier, og som bragte hende på kollisionskurs med en række af tidens prominente feminister som Gloria Steinem (Rose Byrne) og Betty Friedan (Tracey Ullman). ’Mrs. America’ er skrevet af Dahvi Waller og instrueres af ’Captain Marvel’-duoen Anna Boden og Ryan Fleck.

Premiere: 16. april på HBO Nordic

 

Danica Curcic over for Viola Martinsen, der spiller den unge udgave af karakteren Astrid i ‘Equinox’. (Foto: Tine Harden/Netflix)

’Equinox’

Den danske Netflix-serie ’The Rain’ har – ifølge Netflix – været en enorm succes verden over, og nu er mere dansk uhygge på vej på streamingtjenesten. Tea Lindeburg har skrevet ’Equinox’, der er baseret på hendes egen (fiktions-)podcast ’Equinox 1985’ og fortæller historien om en hel gymnasieklasses mystiske forsvinden i 1999. Pigen Astrid bliver meget påvirket af sagen, da hun hører om den som barn, og langt senere, da hun er blevet voksen, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete med studenterne. ’Equinox’ springer mellem fortid og nutid, og i hovedrollen som Astrid ses Danica Curcic. Fanny Bornedal og Lars Brygmann medvirker også, mens Søren Balle (‘Klumpfisken’) instruerer.

Premiere: Slut 2020 på Netflix.

Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich peger på deres bud på årets bedste serier

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold