Sneakers til tusindvis af kroner: De fem dyreste modeller til Sneaker Banquet

Resell-markedet er sin helt egen størrelse, når det kommer til sneaker-kulturen. Vi gik på udkig efter de dyreste sko ved søndagens skomarked i Langelinie Pavilionen.
(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

5. Off-White x Air Jordan 1 Retro ‘White’: 12.000,-

Hvilke sko, vil du helst købe i dag, hvis penge ikke var et problem? Det spurgte vi flere unge drenge om, og blandt en masse svar som Nike x Sean Weatherspoon og Tom Sachs’ Mars Yard, var svaret rigtig tit Nike x Off-Whites ‘The Ten’-samarbejde. Den efterspørgsel skubber selvfølgelig prisen i vejret, og selvom 12.000 kroner for et par sko virker helt vanvittigt, var det kun nok til en femteplads søndag på Sneaker Banquet.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

4. Adidas x Daniel Arsham Futurecraft 4D: 12.500,-

Ja, den er god nok. Du får ikke lov at se skoene. Kassen er nemlig forseglet, så vil du vide, hvad du køber, må du Google dem (eller klikke HER) og håbe, de faktisk er magen til dem, der ligger i æsken. Skoene er lavet i samarbejdet med New York-kunstneren Daniel Arsham og inkluderer blandt andet Adidas’ opsigtsvækkende 3D-printede Futurecraft-sål. Det giver dog stadig kun Arsham og Adidas en fjerdeplads på listen.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

3. Off White x Air Jordan 1 Retro High ‘Blue’: 15.000,-

Virgil Ablohs indflydelse er til at få øje på, når man besøger Sneaker Banquet. Tager man et kig rundt på de forskellige stande, flyder det med sko fra Off White’s eftertragtede Nike-collab. Det er sågar muligt at købe sine egne røde strips i en bod, så man hurtigt kan genskabe Off White-looket selv, hvis man ikke har råd til at smide svimlende 15.000 kroner for et rigtigt par som dette.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

2. Tom Sachs x NikeCraft Mars Yard 2.0: 17.000,-

Ikke videre overraskende, at Tom Sachs-skoene er med på listen. Siden opdateringen kom ud i 2017, fem år efter originalen, har de været noget nær det ultimative statussymbol i sneaker-verdenen, og det har altså hevet prisen gevaldigt op. 17.000 kroner kostede de i boden hos Anders Schans, der tidligere stiftede resell-butikken Hypetrade og i dag er projektleder hos Highsnobiety – og de er endda brugte.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmermann)

1. Adidas NMD ‘Friends & Family’-edition: 22.000,-

Dagens højdespringer er noget overraskende. Vi vidste, at Karl Faurholt, der til daglig driver Karls Kicks, helt sikkert gemte på noget særligt, men vi blev nok en anelse skuffede, da vi så, hvad han hev frem fra gemmerne til os. På overfladen en helt almindelig NMD-sko fra Adidas, farverne kandiderer til det kedelige, og man skal virkelig kende sit sneaker-game for at vide, at der er noget helt unikt over den her sko. Det er en friends and family-udgivelse, og der findes kun en håndfuld af dem i Europa, fortæller Karl, og det er altså grunden til, at man skulle af med noget, der ligner en gennemsnitlig månedsløn for at få dem med hjem.

Læs også: Generationskamp i sneaker-verdenen? Vi tog pulsen på Sneaker Banquet

Læs også: Street style: Sneaker Banquet samlede igen hype-kids og skonørder i Langelinie Pavilionen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af