Diverse kunstnere

Det er nemt at pege fingre af politisk kunst. For hvor dybfølt det end kan forekomme for afsenderen, så har musik nu en gang en tendens til at fremstår mere firkantet og endimensionel, når den bliver presset ned i en holdningsmæssig støbeform. Og når emnet så oven i købet er det så pressende og allestedsnærværende klimaforandringer, så lugter det allerede lidt for tykt af folkelig 70’er-rock.

Kan man sætte sig udover det politisk korrekte udgangspunkt, så blæser ‘Klimaalarm’ med 12 nyskrevne numre til klimakamp på gedigen og primært poprocket vis. Og med bidrag fra danske musikere mellem 18 og 71 år, burde der være noget at komme efter for de fleste. Omvendt illustrerer den store aldersspredning også meget godt, at vi her – som så ofte med denne type udgivelser – har at gøre med en velment rodebunke.

Bedst fungerer det på Kinskis dystert dryppende hiphop-anthem ‘Da vandstanden steg’, Mike Sheridan og Kenneth Thordals fælles electropop-frembringelse ‘Digitale drømme’ og Mouritz/Hørslev Projektets poetisk veloplagte ‘Så er det klaret’, der falder som tre perler på halvvejs igennem albummet. Og mere anstrengende bliver det, når Thomas Buttenschøn forsøger at lyde som Poul Krebs på ‘Næste år’, Henrik Strube leverer lidt for velfriseret fingerspil og harpeharmonier på ‘Fødelandssang’, og Tamra Rosanes inviterer til tåkrummende gumpetung fællessang på ‘En grøn fremtid i dag’.

Diverse kunstnere. 'Klimaalarm'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af