Lars and the Hands of Light
Andet album fra danske Lars and the Hands of Light viser et band, som har udviklet sig positivt i forhold til den tre år gamle debut.
Albummet åbner overbevisende med den iørefaldende ’Time To Glow’, som pendulerer mellem orientalsk-klingende keyboards og guitarer med energisk fremdrift. Hvor bandet på debutalbummet ofte tyede til en tør rocklyd, beriges ’Baby…’ med en flerfacetteret sound, hvilket klæder de nye toner fra Lars Vognstrup og co. Således draperes de vellykkede ’Kiss You in the Doorway’ og ’Hollywood, I Know She Would’ i smagfulde strygerarrangementer, ligesom ’End of Summer’ er velfungerende i sin kompositoriske enkelthed og sangens opbygning. Lillesøster Lines vokale supplement til storebror Lars hører også til blandt bandets træfsikre kvaliteter.
Læs anmeldelse: Lars and the Hands of Light ‘The Looking Glass’
De lovende takter til trods efterlades dog et helhedsindtryk, hvor melodimaterialet ikke holder niveau gennem hele albummet. Sangskrivningen taber sine steder terræn og fremstår på ’We Shine Together’, ’Herd’ og titelnummeret lettere uinspireret og anonym. Sangene formår hverken at bevæge lytteren eller sig selv i en retning, hvor de gør nævneværdigt indtryk.
Lars Vognstrup er dog en så udtryksfuld vokalist og har som ankermand et overblik og med de lysende hænder et så sikkert greb om virkemidlerne, at helheden hæver sig over middel. Albummet udstikker en positiv retning for bandet, hvor de mere anonyme melodier opvejes af iørefaldende arrangementer på de vellykkede numre. Hvilket bestemt tjener Lars and the Hands of Light til ære.