Young Dinosaur
Young Dinosaurs imponerende debut-ep fra 2012 havde trods sine kun fem numre lidt af hvert i posen. Små fine ballader, finurlige aparte poprocksange og mere insisterende bidske skæringer. Der var således flere veje, de unge drenge kunne gå på albumdebuten, og flere lyde de kunne dyrke. Mere rendyrket pop, længere mod dunkel britisk shoegaze eller ekstra meget elektronik på sporene måske?
På sin vis har Young Dinosaur ikke rigtigt valgt nogen af delene. I stedet har de skabt et homogent, og nærmest organisk, albumunivers, hvor sangene smyger sig ind i hinanden og bliver et fælles hele. Det er grønt og friskt og indeholder både blid efterårsstøvregn og stikkende forårssol. Aske Zidores futuristiske produktioner, spædet op med lidt knas på sporene, placerer den kriblende plade et sted efter år 2020. Følelsen af soundtrack eller anden filmmusik er ikke langt væk, og ofte tættere på end tanker om single-spin i radioen.
Af samme grund er det svært at pege på enkelte numre, som knejser single-værdigt over de andre. Til det er Young Dinosaurs sange ofte for solidariske over for hinanden.
I stedet er det sangenes flydende kompleksitet og de utallige små lækre detaljer, der imponerer: Den catchy synthesizer som introducerer albummets mest hit-potente skæring ’Why Why Why’, de mange både flotte og hektiske guitarriff som på ’Occupy My Mind’, det skramlede hiphop-beat på ’Euphoric Noon’, og uden tvivl også trommernes maniske men stærke tilstedeværelse, der svinger pisken over albummet. Det er disse ting som ætser sig på nethinden i en imponerende alsidighed.
Med sine store produktioner og komplekse struktur er albummet derfor også en smule mindre insisterende og opmærksomhedskrævende. Vokalen svæver midt i lydbilledet viklet ind i sangenes skizofreni og rumklang, der tillader, at man som lytter får lov til at svæve væk i lyde og stemninger. Det gør også, at sangenes kerne – eller kerner – til tider kan virke en anelse udviskede i de imponerende produktioner, og man får mere følelsen af et lille kriblende kunstværk end en egentlig vokalmelodi. Er der noget man kan savne er det måske den nærhed og det hint til poppen, som tidligere sange har vist.
Det rører dog ikke ved den langtidsholdbare kvalitet på et flydende og spraglet debutalbum, hvor melodiske lydindtryk pibler op, strømmer ud og kolliderer i grønne lysglimt.
Læs også: Top Track: Young Dinosaur ‘What Matters Today’