Jeremih i Store Vega: Uforløst r’n’b-brag

Jeremih er en lidt atypisk skikkelse i tidens r’n’b- og hiphoplandskab. De fleste kender ham sikkert kun for den ultralumre single ’Birthday Sex’ fra 2009 eller som feature på utallige hiphoptracks fra de seneste par år. Sidste år lavede han dog et af 2015’s bedste r’n’b-album med ’Late Nights’, der var fuld af ekstremt velproduceret, flødedrivende r’n’b med prominente gæster som Future, YG, J. Cole og Jhené Aiko, og som sikrede ham et af sine første reelle hitlistehits med ’Don’t Tell Em’ – uden dog at katapultere ham op i topklassen med Drake, The Weeknd og andre ligesindede sjæle.

På scenen i Store Vega kunne man kun have håbet at se alt det omsider forløste potentiale fra ’Late Nights’ overført til et brag af en r’n’b-fest. I stedet leverede Jeremih i store dele af koncerten en halvhjertet præstation, hvor hans (lidt for) ivrige hypeman af en dj, tre danserinder med bootyshaking-koreografi samt et tungt backtrack fik lov at agere underholdning fremfor hovedpersonen selv.

Den første halvdel af den lidt over timelange koncert stod i Chicago-musikerens ældre numres tegn, hvor Jeremih både kom rundt om den 50 Cent-assisterede ’Down on Me’, Natalie La Roses ’Somebody’, ’Break Up To Make Up’ og ’Fuck You All the Time’ – alt sammen med kasketten trukket helt ned over øjnene og med store dele af sangene overladt til backtracket.

Hvorfor denne løsning var så dominerende giver absolut ingen mening, for så snart Jeremih endelig sang i sin mikrofon, stod vokalen helt mål med indspilningerne. Først da han under ’Birthday Sex’ hev to unge piger op på scenen, der – måske, måske ikke – fejrede fødselsdag, kom der lidt energi i settet. »Are you too scared of me?«, spurgte han pigerne (det var de virkelig ikke), hvorefter der blev improviseret på klaveret og med lummer dans.

I sidste del af showet skete der omsider lidt af det, man kunne have håbet på. Den dunkle, Ty Dolla Sign-gæstede ’Impatient’ , bangeren ’Don’t Tell Em’, ‘Pass Dat‘ og især den helt tilpas flødekække ’Oui’ blev leveret med mindre backtrack og mere reel sang og livetrommer, som vokalen og udstrålingen sagtens holdt til. Det gjorde det derfor kun desto mere frustrerende, at Jeremihs egen stemme ud over det spillede så lille en rolle, og at dj’en først fik rigtig gang i tirsdagscrowdet ved at spille andre kunstneres numre som ’Panda’, ’Jumpman’ og temaet til ’Fresh Prince of Bel-Air’…

Jeremih har uden tvivl sangene og potentialet til at blive en af de største r’n’b-personligheder, men det kræver nu engang, at man gider at give et minimum af sig selv på scenen.