Sort Sol vender tilbage med mesterligt og monumentalt storværk

Sort Sol vender tilbage med mesterligt og monumentalt storværk
Sort Sol vender tilbage med mesterligt og monumentalt storværk - Stor langsom stjerne
6 6
Sort sol
'Stor langsom stjerne'

Album, Sony

I år er det 40 år siden, Sort Sol slog deres første tone an som et par purunge punks under navnet Sods. De flænsede sig ind i dansk rockhistorie, brutalt og skånselsløst, og siden har de hængt ved. Den der no future-parole holdt ikke. Og selv om det nok ikke er helt bevidst, at de nu fejrer jubilæum med et nyt album – deres niende af den slags – efter 16 års pause, kunne man næppe forestille sig en bedre måde at gøre det på.

Samtidig kan det synes underligt, at det faktisk er en katastrofe, der ligger til grund for albummets eksistens – nemlig den russiske ubåd Kursk, som sank med hele sin besætning i sommeren 2000, mens bandet lagde sidste hånd på ’Snakecharmer’ (2001). Bandet fulgte tragedien fra deres studie og vidste, at de skulle komponere musik over den. Men det tog sin tid. Store stjerner bevæger sig langsomt.

Nu formaster de sig ud i den yderste plovfure af deres musikalske felt, og de går i dybden med en mere eksperimenterende elektronisk lyd ved at skabe langstrakte, dvælende forløb langt fra verserende radiovenlige sangformer. Her er ikke vers eller omkvæd, det her album opererer på egne præmisser med symfoniske collager, som er orkestreret med en mesterlig sans for detaljen i arrangement og instrumentering.

Klassiske og digitale elementer indgår behændigt i en cinematisk syntese, hvor harper, strygere, pauker og kor fremstår som faste koraller mod funklende synth-gopler på et bagtæppe af flimrende atom-overdrive og dunkle urlyde.

På den ultratunge åbner ’Weightless’ mimer kosmiske sci-fi-strygere og skælvende, dyb bas den hydrostatiske følelse af at være under vand. Som i slowmotion opbygges en sonisk strøm af lyd, der hakkes op af enkle, langsomme trommeslag, mens Steen Jørgensen messer sin mørke røst i gang og entrerer et metaforisk galleri: »A microscanner kissed me / the wind jumped sixty years / on the corner of Ubik and Valis / we seemed to dissappear«.

Og man kan nemt gå på opdagelse med ham ind i det mystiske hinsides, der går i ét med arrangementernes sortsynede følelse, så man omsluttes af dets monstrøse kraft. Det er ofte så afsindig potent og vulkaniseret, at man næsten intimideres.

At producer Randall Dunn – kendt for sit arbejde med det okkulte støj- og droneband Sunn O))) – har siddet bag knapperne på albummet høres således også tydeligt i de mættede kompositioner, hvor keyboardet ofte tager teten, men også skaber plads til Lars Top-Galias frenetiske guitareffekter. Man er altså i et ret avantgarde selskab her, hvor der trækkes flere paralleller til Brian Eno, Hans Zimmer eller en nordisk frænde som Anna Von Hausswolff end til Sort Sols eget rockede bagkatalog.

På ’…Like a Trance Like…’ og ’A Stroke of Midnight’ klinger dog noget af det velkendte fingerspil, som udødeliggjorde ’Let Your Fingers Do the Walking’. Men det er ikke bagudskuende eller tandløst med et par af disse mere klassiske ballader, slet ikke. Det folder ligesom fortidens ekko ind i det rumklangstonede univers.

Mere industrielt bliver det på ’Life Took You For a Freq’ og ’Nocturnal Creature’. Sidstnævnte er pladens absolut mest sexede nummer med Jørgensen i et bidende aggressivt toneleje, som er til stor gunst for det maskinelle, tranceagtige coldwave-beat og de percussivt piskende kvindestøn. Shit, det rocker så ondt, og kan sagtens høres ude af konteksten – på en gothklub i Berlin måske, blandt silhuetter i lak og læder – selv om dette album fortjener at blive afspillet fra ende til anden. I en koncertsal, mindst!

I sin helhed er albummet så fuldendt, at hver sats hører med til oplevelsen. På den måde fungerer også kun optakten til værkets mest centrale ti minutter, det dramatiske undergangsnummer ’K-141 Kursk’. Et horror-crescendo af apokalyptiske dimensioner, som kulminerer i tremolosolo og en spaghetti-westernguitars sentimentale molakkorder, inden Jørgensen får det sidste ord som en omnipotent spoken word-gud.

Han performer velsagtens her, ligesom performancekunsten gør det, men sjældent har gåsehud føltes så livsvigtig. Sjældent får man – som her – den totale følelse af værk, når et albums sidste tone ringer ud.

’Stor langsom stjerne’ viser ingen svaghedstegn, selv om det er prætentiøst og storladent som bare pokker. Det lever som et fysisk fænomen, der er så tungt, at man knapt forstår, at det faktisk bevæger sig igennem luften. Det har krævet enormt kompromisløse muskler fra det ikoniske rockband at stykke dette monumentale storværk sammen i et sammenstød mellem magma og maskiner. Ellers får man ikke et musikalsk big-bang som dette.

Men her – og kun her – kan en ny sort sol stå op.


Kort sagt:
Det ikoniske rockband vender tilbage efter 16 års albumpause med et eksperimenterende storværk, som ikke lefler for verserende radio-edits eller popører. ’Stor langsom stjerne’ er en kompromisløs, mystisk og monumentalt undergangsvision, hvor støj og orkestral harmoni indgår i en helstøbt værksyntese. Mesterligt arrangeret og afsindig potent i sin dystre, prætentiøse følelse.